Synet og hjernen

Synet og hjernen

4. Synet og hjernen

4.1 Introduktion

Synet er en vigtig sans, og en stor del af hjernen er optaget af forarbejdning af synsindtryk. Når talen falder på kognition og mentale repræsentationer, er sansning og de sensoriske processer afgørende, fordi vore tanker, følelser og handlinger hovedsageligt er reaktioner på hvad vi modtager gennem sanserne, her synet. Jeg vil i det følgende beskrive den normale visuelle sansning og perception for herigennem at pege på mange kognitive processer, der sker nærmest automatisk på grundlag af et normalt syn.

4.2 Visuel sansning og perception

Synssansen er en afstandssans (6) og et fysisk system, som opsamler information fra verden omkring os, og som oversætter denne information til signaler, som hjernen kan forstå. Det visuelle system har receptorer, som er følsomme overfor lysbølger. Disse omsættes til elektriske signaler, som igen fører til nerveimpulser, før hjernen kan tolke dem. Denne omsætning, som bevarer informationerne, kaldes transduktion, og er receptorcellernes vigtigste funktion.
De områder af hjernen, der modtager synsindtryk, er organiseret som en form for kort/atlas over omverdenen. Der tales om topografisk organisation, fordi cellerne i disse områder har en spatial organisation svarende til den spatiale organisation i eller omverdenen. Synet er organiseret i den primære synscortex på den måde, at der er punkt-for-punkt korrespondance mellem placeringer på retina (nethinden) og deres repræsentationer i synscortex.
Synet forudsætter et normalt visuelt system (7), og visuelle input på et kritisk tidspunkt i tidlig barnealder er forudsættende for dannelsen af normale forbindelser i hjernens synsområder.
Når hjernen modtager synsindtryk, bliver de organiseret, integreret, behandlet og fortolket. Denne informationsbehandling kaldes perception og starter, hvor sanseprocesserne holder op.
Perception er de kognitive processer, hvor vi tolker sansernes budskaber, og perceptuel tolkning er påvirket af vore forventninger, erfaringer og generelt sagt vores kultur (8) Den visuelle perception er baseret på en modulopbygning med separat analyse af de forskellige visuelle aspekter, og det normalt oplevede helhedsindtryk er altså ikke bare en fotografisk afbildning, men er hjernens aktive konstruktion af verden.

4.3 Mentale repræsentationer og kognitive processer

Med mentale repræsentationer forstås vores indre forestillinger, dvs. de billeder, vi danner for vores indre blik, og disse er den variant af mentale repræsentationer, som neurovidenskaben har beskæftiget sig mest med, selvom der også dannes indre repræsentationer af lyde, lugte og smagsindtryk, også hos seende mennesker. (9)
Visuelle mentale repræsentationer forekommer ved en samtidig seriel og parallel informationsbehandling af synsindtryk. Dette kan lade sig gøre, fordi der findes uafhængige moduler i synssystemet, der hjælper os med at danne disse indre repræsentationer. Disse moduler er med til at nuancere den visuelle perception og der er moduler, som opfatter form, farve, bevægelse, afstande, størrelse og dybde. Udover at beskrive disse moduler mere nøje, vil jeg eksemplificere nogle af de kognitive processer, der nærmest automatisk sker på grundlag af den visuelle perception.

Visuel genkendelse
En person med normalfungerende synssystem (10) kan genkende ansigter, køn, race, emotionelle ansigtsudtryk, fotografier, ruter og objekter og kan dermed kende sine venner og kære, finde vej og vide, hvor han/hun bor og hører til, og kan løse mange problemstillinger. Eksempelvis ubesværet at poste et brev og bagefter gå i kiosken og købe det, der mangler i køleskabet. blot ved synets og hjernens samlede evne til at genkende og huske.
At disse kognitive processer kan finde sted, skyldes at de følgende beskrevne moduler, skønt de er placerede forskellige steder i hjernen, arbejder fuldstændigt sammen og integrerer perceptionen af de mange synsindtryk. Beskrivelse af de ansvarlige moduler herfor følger her:

Genkendelse af form, farve og bevægelse
Med synet opfattes form, farver og bevægelser. (11) Det er forskellige moduler i hjernen, der aktiveres. For form/farve er det et lille område på indersiden af temporallappen og for bevægelse er der et modul på hjernens yderside på begge sider omtrent på overgangen mellem parietal og temporallap. (s.173) Konkret betyder dette, at et normaltseende menneske kan se farver og bevægelser i omgivelserne og kan forholde sig til dette. Kommer der en ukendt sortklædt person løbende, eller en bil kørende, vil man hurtigt via den visuelle perception kunne vurdere situationens omfang og eventuelt flytte sig og dermed beskytte sig selv. Man kan se, hvor andre bevæger sig hen og afgøre, om man ønsker det samme, f.eks. i en boldspilssituation. Man kan gå udenom ting, fordi tingenes form, forgrund og baggrund registreres.

Endvidere kan man udfra den perceptuelle bearbejdning ræsonnere, hvor man kan henvende sig i ukendte omgivelser. Ligesom man kan vurdere, hvor man skal placere sig, når man vil tale med et andet menneske, så man står i den rette samtaleafstand og ikke 1½ meter for langt væk.

Disse modulers samarbejde sørger ligeledes for, at man kan forstå, at når man kan se en flig af et jakkeærme, ja så kan man være sikker på, at resten af jakken også hænger der. Dette kaldes specifikt genstandskonstans (12), og modulet for form, farve og bevægelse indeholder også perception af størrelser og er medvirkende til at man udvikler en forståelse af, om noget er stort eller småt.

Perception af dybde, længder og afstande er således også muligt, når synssystemet og hjernen arbejder sammen og er intakte. Modulet herfor befinder sig i det visuelle associationscortex. s.166. Når et normaltseende menneske rækker ud efter sin kaffekop, og når man bevæger sig, gør man hele tiden brug af, at hjernen foretager beregninger af afstanden ud fra dybdecues, som er informationer om dybde i det 2-dimensoinelle billede på nethinden. (13)
Man kan via denne perception vurdere, hvor langt væk eller hvor tæt på objekter/personer befinder sig, og kan derfor forholde sig til, hvilken adfærd, man må udføre for at nå æblet på grenen eller for at komme i kontakt med sin ven på det modsatte fortov.

Med disse eksempler har jeg belyst hvorledes den visuelle perception danner megen kognition hos mennesker og er vigtig i adskillige af livets forhold for ubesværet at kunne fungere i sine omgivelser. Via den visuelle perception kan man orientere sig rumligt, ligesom man hele tiden kan aflæse og specielt for det seende barns vedkommende kan kopiere og indlære adskillige processer, der om end ubevidste, forenkler tilgangen til omgivelserne. Det at kunne se og bearbejde det sete, betyder endvidere, at et seende barn kan se sig selv og andre og sammenligne sig med disse, hvilket letter erkendelsen af egen og andres situation. Her er der en stor forskel til det blinde barns mulighed for sammenligningsgrundlag og erkendelse.

^ ⇑ ^

Bemærkninger

Ingen.

^ ⇑ ^

Fodnoter

6.)
Oplysningerne i dette afsnit er skrevet på grundlag af Anders Gade "Hjerneprocesser, kognition og neurovidenskab", siderne 167-195, samt Eysenck og Keane :"Cognitive psychology, siderne 25-51.
7.)
Anders Gade, s.496
8.)
Anders Gade, s.154
9.)
Anders Gade, s. 101 og s.308
10.)
Anders Gade, s.167-169
11.)
Eysenck og Keane, s.30
12.)
Anders Gade, s. 190
13.)
Eyseck og Keane, side 30
^ ⇑ ^

Frem til næste afsnit eller tilbage til hovedsiden: Børns moral og moraludvikling

Frem til: Blindhed og perception

Tilbage til siden: Blindhed og kognitive strukturer. (Her kan den samlet opgave også hentes som download i Word (.doc) eller som pdf fil.

Links

sonneRASMUSSEN Tel: 7553 7803
Trekantsområdet - Kolding - Vejle - Frederica samt Fyn - Odense