En ung mand på 19 år kontaktede mig.
Han havde udviklet angstlignende paranoide tanker og var blevet bange for at gå ud af sit hjem.
Han vidste godt med sin sunde fornuft, at der ikke var nogen efter ham, men gik uvilkårligt og spejdede efter mørke biler og troede hele tiden, at nogen lå på lur efter ham.
Det var en meget uholdbar situation for ham og havde nu påvirket ham således, at han havde sygemeldt sig fra jobbet og slet ikke kunne se sig ud af, hvordan han fik et normalt liv igen.
Han var både meget velformuleret, ambitiøs, var i gang med uddannelse hvor han klarede sig godt, elskede sit fritidsjob og havde en god og støttende familie samt kæreste. Så han var i syv sind med hensyn til, hvordan han kunne blive angsten kvit.
Han fik en behandling.
En samtale, hvor jeg gav ham værktøjer til at håndtere situationen. Han havde selv indstillet sig på et langt forløb, for han havde aldrig haft det værre. Jeg fulgte op via sms efter en uge, hvor alt var godt.
Og i dag fik jeg en besked, – og det er nu 3 måneder siden, hvor han skriver.
”hej Christel.
Jeg vil bare lige sige, at jeg har det rigtigt godt med mit nye arbejde og ny lejlighed her om en uge. Jeg har slet ikke noget psykisk skidt, der driller mig mere.
Og er virkeligt blevet glad i min hverdag igen.
Mange tak. V.H. xx, 19 år”