Christels blog
Af terapeut Christel Sonne Rasmussen
Krise på grund af manglende anerkendelse.
Ingen føler sig set/hørt eller rost.
Uanset om vi er mænd eller kvinder, unge eller ældre, i et af vore første forhold eller et forhold midt i livet, har vi alle brug for at føle, at vi har en betydning.
Det er sjældent, at job og fritidsinteresser alene kan holde denne oplevelse af at have en betydning for nogen i live, hvilket jeg absolut mener, er en af de primære årsager til, at vi søger parforholdet og stifter familie. For det er de personer, der er tæt på, vi har allermest brug for at mærke, holder af os.
Kærlighed må aldrig kun blive en følelse, vi bærer indeni. Når vi har en partner og barn/børn, må vi både via fysisk berøring og attituder, ord og handlinger vise, at de andre har betydning for os.
Som regel fyger det af sted med sms – beskeder, det skorter ikke på kærtegn og søde ord – og ligeledes gør mange en kæmpe indsats for at prioritere tid sammen, i en startfase af et nyt forhold.
Men i adskillige parforhold sker der en afmatning hen over tid, hvor begge parter eventuelt skruer ned for anerkendelse, eller der opstår den ubalance, at det primært er den ene part, der fortsat anerkender, prioriterer og roser, hvor den anden part trækker sig eller ikke er gensidig i responsen.
Jeg har talt med adskillige par, der befinder sig i en krise, og hvor der peges på, at den manglende anerkendelse er med til at gøre, at:
- Man ikke føler glæde over at skulle hjem fra arbejde
- Man mister lysten til at gøre noget ekstraordinært for partneren, for han/hun ”er jo alligevel sur”
- Man bliver kritiseret for det, man har gjort eller ikke har gjort, og oplever at det er umuligt at gøre nogen tilpas
- Man får en ”det manglede da bare, du var også bagefter ”- respons, når man gør noget, man ved har virkelig betydning for den anden
- Man får ingen respons, når man siger ”:du er dejlig”, ”jeg elsker dig”, eller på anden måde giver verbal anerkendelse
- Man får kun et tonløst ”hej”, når man kommer glad hjem
- Man bliver ikke spurgt igen, når man har spurgt partneren: ”hvordan har din dag været ”
- Man begynder at gå på listefødder, fordi partnerens temperament har udviklet sig hen over årene, og man frygter et hidsighedsanfald eller et højtråbende anfald, hvis noget er forkert
- Man lukker sig, fordi partneren har for hård en kommandotone eller kritisk attitude over for børnene
- Man hører på brok, fra man træder ind ad døren og føler sig hverken set eller hørt
Desværre er eksemplerne talløse. Desværre glemmer vi at påskønne hinanden for dem, vi er og det vi gør. Desværre underkender vi, at det er i hverdagen, i de mange små som store situationer, både i rollerne som kærester, forældre, samarbejdspartnere mv., at vi må anerkende hinanden. Mange bilder sig fejlagtigt ind, at hvis der bare kan være god sex, så skal det hele nok gå. God sex er godt, men de allerfleste vil opleve, at optakten til god sex er at anerkende hinanden i hverdagene og passe på hinanden, samt bakke hinanden op, når noget er svært. Det kræver en ansvarlig indsats fra begge parter. Skal man bakke op, skal man informeres. Skal man opretholde en imødekommenhed, skal man mødes – og møde den anden med venlighed, glæde og interesse.
Skal man ud af et mønster med for mange skuffelser og misforståelser, må man tale mere sammen. Uforstyrret.
Jeg talte med en leder af en mellemstor virksomhed forleden. Hun fortalte, at hun, når hun ansatte nye medarbejdere talte med dem om, hvordan hun bedst kunne anerkende dem. Og hun noterede deres svar.
Nogen sagde, at de bare havde brug for et verbalt skulderklap indimellem.
Andre sagde, at det at blive hilst venligt på om morgnerne og mødt med en glad attitude var væsentligt.
Nogen sagde, at det at man ville blive hørt på, hvis man kom med problematiske opgaver var guld værd.
osv. og osv.
Dette er et lille billede på, at både på arbejdsmarkedet og derhjemme ved vi egentligt godt, hver især, hvordan vi helst vil anerkendes.
Det gode spørgsmål er så:
- Har du informeret din partner om, hvad der føles som anerkendelse for dig?
- Og har du en klar viden om, hvordan du bedst kan anerkende din partner?
For det at føle sig set og hørt med interesse og venlighed gør, at vi føler os anerkendt. Bliver vi ikke set og hørt, giver vi på et tidspunkt op. Det kan sagtens være, at vi bliver i forholdet, men vi søger kun godkendelsen, og så bliver det hele lidt fattigt, rent menneskeligt, og risikoen for brud, utroskab, depression, ligegyldighed mm vokser.
Er dit ægteskab /parforhold i krise på grund af manglende anerkendelse, så søg inspiration eller hjælp. For er anerkendelsen væk i en periode, kommer den ikke bare af sig selv, fordi børnene bliver større, eller lønchecken bliver større. Ingenting kommer af ingenting, og et pointe er helt klart, at I sammen må gøre noget andet og bedre, og ikke kun den ene af jer.
Skriv endelig til min blog, hvis du vil dele din historie om anerkendelse. Eller skriv spørgsmål, hvis du har sådanne på hjerte.
Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen
VIL DU VIDE MERE?
Læs mere i samme kategori:
Parforholdet og manglende seksualitet
Parforhold og seksualitet.
Et parforhold er den relation i vores voksne liv, der rummer de største muligheder.
Med et parforhold har vi muligheden for at opleve fællesskab, tryghed, frihed, kærlighed, venskab, sårbarhed, krise, styrke, erotik og vækst. Og et parforhold er også den relation, hvor vi har mulighed for at udvikle os individuelt samtidig med at der foregår en fælles udvikling.
7-års-krise
Til både det individuelle menneske og til dig/jer, der er i et parforhold, har jeg en anbefaling, i forhold til når I når 7 år i et forhold. Min anbefaling er præget af den gode indsigt: Man må stoppe op for at komme videre. Sagen er nemlig den, at det at stoppe op og lave et tjek på sig selv og sit parforhold er, hvad der giver mening. Ingen går upåvirkede igennem 7 år.
Gnisten mangler i vores parforhold – ægteskab
Jeg har ofte par I parterapi, hvor den kvindelige part udtryk for, at hun ikke længere har følelser for partneren, og at hun ikke ved, om hun elsker ham mere.
At de så alligevel opsøger en parterapeut skyldes som regel, at der er børn og en lang og god fælles historie, som binder dem sammen.