SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Min kone afviser mig – Min kæreste afviser mig

De kontakter mig hver eneste uge, gode mænd, der med et slag befinder sig midt i en krise, som flere af dem udtaler, at de slet ikke havde set komme.
En krise, hvor den indre svingning bevægger sig imellem kaos og tomhed.

De befinder sig i en chokfase. I starten af chokfasen er der flere af disse gode mænd, der formulerer, at:

“Nu kan jeg godt se, at min kone har virket trist og indadvendt.”

“Nu kan jeg bedre forstå hende, før syntes jeg bare, at hun brokkede sig lidt rigeligt, – jeg forstod slet ikke, at dette var udtryk for frustration.”

Jeg har syntes, at hun overreagerede, for vi har jo også nok at se til. Børnene, vores jobs og fritidsinteresser, – det er jo bare hamsterhjulet der drejer.

Førhen var min holdning klart, at det er hårdt lige nu, men vi har jo hinanden, så det skal nok gå.

Men: jeg elsker hende jo, og jeg forstår slet ikke, at kærligheden ikke er nok, for jeg har aldrig været i tvivl om min kærlighed til hende, en er ren og uspoleret.

– Vi har da netop bestilt en ferie… Så hvorfor lige nu sætter hun foden ned og siger, at hun ikke vil mere, det slår mig helt ud af kurs.

Når jeg spørger ind til, hvad fruen har meldt ud, er følgende nogle af de hyppigste udtalelser:

  • Jeg ved ikke, om jeg elsker dig mere.
  • Jeg tænker på at holde pause.
  • Jeg er ulykkelig i vores parforhold.
  • Jeg synes, at vi skal flytte hver for sig, for så kan jeg måske mærke, at jeg savner dig.
  • Jeg vil ikke mere, men kan heller ikke helt overskue at vi stopper.
  • Jeg har haft kontakt med en anden mand, som jeg tror, at jeg har følelser for.
  • Jeg har ikke lavet andet end, at skrive med ham og drikke en enkelt kop kaffe, men han forstår mig og interesserer sig for mig, og det har jeg ikke følt, at du har gjort længe, nogle gange i årevis.
  • Vi er kun sammen, fordi vi har børnene. Du vækker stort set kun irritation og træthed i mig, jeg tænder slet ikke på dig mere. Din vejrtrækning, din snorken, din overfladiskhed, din manglende evne til at interessere dig for følelser, din overdrevne trang til dit arbejde, dit konstante overforbrug af din iPhone, din manglende interesse i børnenes hverdag, stort, som småt irriterer mig.
  • Selv om jeg mærker efter, kan jeg slet ikke komme i kontakt med det, der var engang …
  • Du har ydmyget mig offentligt mange gange. Nu er mit bæger løbet over.

 

 

Nu skal der ske en forandring!!!

De allerfleste mænd, der langt om længe vågner op og forstår, at fokus på rammerne ikke er nok, når man bor sammen med en kvinde, går i etproaktivt mode, i chokfasen, nu skal alt det tabte indhentes og nu skal og vil han vise, at han kan være nærværende, lydhør, interesseret, kan prioritere tid til fællesaktiviteter, kombineret med en angst for, om der er en rival derude, der er ved at snuppe hende. Kampinstinktet og territorialinstinktet buldrer derudaf, og der laves målsætninger og gives løfter, og behovet for respons fra fruen er stort.

Er der en anden mand på sidelinien, er der også jalousi og angst for at blive forladt til fordel for en anden, inde over, og kombination af overmåde megen kontakt, kontrol, viljestyrke og omlægning af aktiviteter i kalenderen hober sig op. Manden har brug for svar, og de mange, og som regel, daglige snakke om det ene og det andet, – noget der ikke har eksisteret i årevis, er med et dagens orden. Hvis mandens dagsorden da skal følges.

Elsker du mig nu ?? Elsker du mig lidt mere end i går, har manden konstant lyst til at spørge, og finder måder, at camouflere spørgsmålet på, men den appellerende attitude skaber et ekstremt spændingsfelt.

For hun kan slet ikke tage det ind, hun er fyldt til randen af frustration, og har selv – tit igennem et par år, arbejdet med sig selv for at finde ud af, hvad det er med hende, der har gjort, at de en gang så varme følelser er væk eller slumrende.

Og mændene siger;
JEG FØLER, AT HUN AFVISER MIG!

Hver gang jeg har brug for lidt uopfordret berøring, skal jeg bede om det. Hun giver mig intet af sig selv.

Jeg har fortalt hende, at hun kan dæmpe min angst og panik, hvis hun bare viser mig interesse og åbner op, hvis vi bare kan ligge tæt og hvis hun bare kan svare på mine sms-beskeder, hvor jeg skriver, at jeg elsker hende.
Men hun virker så kold og lukket.

Efter alt det vi har haft sammen, kan hun da ikke smide det på gulvet.
Eller kan hun?

Så går parterapierne i gang, hvor vi snakker om de skuffelser og forventninger, der ligger som perler på en snor.

Hvor vi taler om det fejlslagne i at tro, at bare man tjener masser af penge, så skal det nok gå.

Hvor der snakkes om mændenes frygt for, om en fraskilt veninde har dårlig indflydelse.

Hvor vi taler om kvindens manglende gnist og frustrationen over, hvorfor sexlivet ikke bare kan vågne igen.

Hvor vi taler om de uenigheder, der er med hensyn til børneopdragelse, hvor kvinden tit oplever, at manden er for hård og uligevægtig, og hvor de mange gange aldrig har fundet et godt og fælles tråd.

Hvor vi taler om indflydelse fra svigerforældre og søskende, som der nu i krisetiden tales med, så mængden af rådgivere omkring parret vokser til uanede højder, og flugtinstinktet i kvinden forstærkes.
for der er nok at tale om.
Sådan er det, når der er kriser, alle sluserne åbnes, og følelserne bølger frem og tilbage, imellem tvivl og tro, glæde og håb, angst og fortrøstning, kaos og tomhed med mere.

Hvis man så alligevel har en fælles interesse i, at gå vejen og at tage den rejse sammen, hvor man aldrig mere tager hinanden for givet, og hvor mænd begynder at interessere sig for kvindens univers, og kvinder begynder at interessere sig for mandens univers, kan den øgede følelsesmæssige fortrolighed og det, at skrive en ny begyndelse bevirke, at en bedre vej kan blive til, mens I går.

Forudsætningen er, at tage rejsen, som det vendepunkt, der er nødvendigt.

Jeg kan godt hjælpe mennesker med at sætte mål, og samtidig ved jeg, at målsætning alene ikke gør forskellen. For når alt kommer til alt, handler et parforhold om følelser, og følelser kan ikke målsættes. Jeg formoder i det mindste, at det var følelser, der startede det hele. Nogle gange kan de vækkes, nogle gange opstår der følelser i en ny form, nogle gange er det for sent.

Tilbage til det med at føler min kone / kæreste afviser mig.

Når mænd siger: Min kone afviser mig, og det er uden diskussion en af de værste følelser for en mand, er det et symptom på noget langt dybere, det betyder ikke, at man ikke skal forholde sig til det. Naturligvis har jeg flere bud på, hvordan I kan løse denne hårdknude, samtidig med, at der er respekt for kvindens reaktioner.

Vær klar over, at det at føle sig afvist er en fortolkning, mange gange kan man langt lettere agere i det, hvis man forholder sig til:

Hvad bliver jeg vist?
I stedet for ”åh nej, jeg bliver afvist igen”
Og igen igen:

Det er et tegn på noget dybere, så det er en udfordring til mænd, der føler sig afvist, at tage det som en psykologisk manddomsprøve i at stå i sig selv og tolere, at lige nu kan kvinden ikke give mere end det, hun kan. Mange skal en tur forbi deres barndom og tale om, hvordan de i deres opvækst enten blev rost alt for meget, når de gjorde noget, så de stadig har en forventning om dette, eller det modsatte: at man blev set, men overset, og at det er en gamle smerte, der nu udløses. Denne gang har man bare et valg, for det havde vi ikke som børn.

 

At være i en relation er som en dans.

Vi skal, når vi danser, ikke føre bevis for, at det er rigtigt eller forkert, vi må fordybe os i dansen og i, at vores egen indsats er den vigtigste, og det, at fornemme, hvornår der er brug for en hvilepause, er lige så givtig som, at lære nye dansetrin.

Naturligvis vil vi føle os svigtede og afviste i vores parforhold indimellem,
vi er mennesker, pendulet svinger, magneter tiltrækker og frastøder, og har du som mand problemer med, at føle dig afvist, så tag det som en anledning til, at styrke din tro på dig selv og, at kaste lys over, hvor du kan forny dig.

Den, der ved, hvad han har at byde ind med, kan agere i det, han vises i stedet for at frygte at blive afvist.

Af Christel Sonne Rasmussen - 2 mar, 2016

Læs mere i samme kategori:

Tjekliste

Denne tekst skriver jeg, i den periode i Danmarkshistorien, hvor landet er i en form for undtagelsestilstand, grundet Corona-virus.
Jeg har en fornemmelse af, at det vil berøre mange par og familier, når mange opholder sig mere hjemme og er mere sammen.
Jeg tror, at det blandt andet betyder, at det bliver mere tydeligt, hvordan du og I har det sammen, når alt kommer til alt.

Når din partner er konfliktsky

Har du hørt nogle af disse udsagn ? –eller kender du stemningen, der opstår, når følgende udsagn udtales: Hvorfor går du, hver gang der er optræk til konflikt?

Du opfører dig som Rasmus Klump, – du opfører dig som om at hvis vi bare spiser pandekager eller tager en kop kaffe, så kan alle problemer bare skubbes ind under gulvtæppet.

Man kan altså ikke komme igennem livet med tavshed eller overfladiskhed.

Kan du ikke forstå, at jeg bliver træt af dig og vred, når du aldrig tager initiativ til noget nyt og altid bare spørger, hvad jeg har lyst til.

Du pleaser så meget, at jeg bliver dominerende og strid, for din selvudslettelse er anstrengende. Forstår du ikke det?

Når jeg har brug for, at vi snakker noget igennem, udskyder du det. Jeg magter ikke, at du tror, at tingene løser sig på den måde.

Jeg keder mig sammen med dig. Det hele er så forudsigeligt og hyggeligt.

Parforholdet og manglende seksualitet

Parforhold og seksualitet.
Et parforhold er den relation i vores voksne liv, der rummer de største muligheder.

Med et parforhold har vi muligheden for at opleve fællesskab, tryghed, frihed, kærlighed, venskab, sårbarhed, krise, styrke, erotik og vækst. Og et parforhold er også den relation, hvor vi har mulighed for at udvikle os individuelt samtidig med at der foregår en fælles udvikling.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: