Nu må vi bare se fremad i vores parforhold.

Jeg har haft mange parforhold – ægtepar i min konsultation.
Jeg kan se, at der er nogle temaer, der går igen og gør, at par vælger at kontakte mig.
Følgende temaer får parforhold- ægtepar til at opsøge mig.

• Mangelfuld kommunikation og eskalering af konflikter og skænderier.
• Manglende evne til at prioritere familie og parforhold lige så højt som job og fritidsinteresser.
• Utroskab, flirt og sidespring, fysisk som pr. telefon/mail/sms.
• For megen disharmoni og frustration i hverdagen.
• Manglende varme følelser og manglende tro på at kunne lykkes som par/familie.

Når begge parter har beskrevet den aktuelle situation, og når begge har fortalt, hvad de synes er vigtigt, at jeg skal vide, opstår der hyppigt et dilemma, som er en, for mig at se, afspejling af parrets distance og frustration.

Nemlig det dilemma, at den ene part ønsker at se frem og ikke dvæle ved fortiden, hvor den anden part har brug for at forstå og tale om det, der er sket og ikke sket, for at begribe hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre at komme til en så frustreret aktuel situation.
Den part, der udtrykker behov for at se frem, kommer tit med følgende udtalelser:

• Vi kan jo ikke lave fortiden om; nu må vi bare få det bedste ud af det .
  det, der er sket, har jeg pakket væk.
• Jeg kan faktisk slet ikke huske, hvad der er sket, men jeg vil gøre alt for at vi lykkes fremover.
• Jeg gør jo alt, hvad jeg kan, hver eneste dag, men min partner kan ikke stilles tilfreds, han/hun vil hele tiden tale om det, der er sket, og det er jo overstået.

Den part, der ønsker at gennemgå forløbet , siger modsat:

• Det er betydningsfuldt for mig at tale om, hvad der er sket. Hvis jeg ikke bliver bevidst om historien, ved jeg jo ikke, hvornår der er grund til at være ekstra opmærksom.
• Det giver mig ro at høre, hvad min partner har været optaget af. Jeg føler slet ikke, at jeg kender ham/hende, hvis vi bare skal se frem og lade som om, at intet er sket.
• Det er som om, at det er mig, der arbejder for os begge to, og jeg martres af tanker og antagelser om fortiden, men får ingen lydhørhed, når jeg har brug for at tale om det”.

Jeg vil godt sige til dem, der vil se fremad og undgå at se tilbage for enhver pris:

• Det, der gør din partner urolig er, at du med din iver efter at se frem undgår at blive bevidst om den læring, som det kan give at dvæle en stund ved historien.
• Når du ikke vil tænke tilbage, og bilder dig selv/andre ind, at vi bare må kigge frem, så bliver du ikke klar over, hvor dine egne svage sider eller fejltrin var, og det er det der gør din partner bange og usikker.
• Det behøver ikke at betyde, at du og din partner skal snakke om fortiden i al tid fremover, men det har en vigtighed at tænke tilbage, for at forstå, at noget af det, du/I gjorde, og især: noget af det, du/I ikke gjorde, har ført jer hertil.

Det er fint at være fremadrettet, og at have et ønske om at ville videre. Men ikke på bekostning af forståelsen. Interessen for fortiden – og det er jo så kun nogle aspekter af den fælles fortid – gør, at I begge bliver bedre til at forstå hinandens behov og signaler, så I står styrkede nu og fremover.

Når man for ivrigt ønsker at se frem og ikke er villig til at tage ved lære af det, der skete/ikke skete, virker det som et forsøg på bevidst fortrængning, et forsøg på at flygte.
Og at flygte fra fortiden er ikke den bedste forudsætning for at ville videre.
Et billede på den distance, mange oplever imellem sig, kunne være:

2 mennesker står på en vej.

De er gået hver sin vej for at komme til dette punkt, hvor de nu står.
Men de har dog haft kontakt med hinanden undervejs.
Nu står de ved et punkt, hvor de gerne vil følges ad fremover.
Den ene ønsker at fortælle om sin egen vandring, og at høre på, hvad den anden har oplevet undervejs.
Men den anden kigger kun fremad og vil ikke tale om de tidligere oplevelser eller sansninger.

Det giver et mis-forhold.

Hvert enkelt par må finde deres egen model for at komme videre sammen.
Min pointe er, at vi ikke kun skal tale fortid, men at fortiden har sin berettigelse i form af de indsigter og læringer, der ligger her. For at gå frem med en sten – eller endog en lille grusbunke i skoen, er unødvendigt.

Så de som gerne vil kigge frem, kan overveje, hvad der skal til for at få stenen ud af skoen for derigennem at kunne gå styrket videre.

Har du kommentarer til dette indlæg, er du hjertens velkommen til at skrive til min weblog.
Eller sende en mail til info@sonnerasmussen.dk

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen