SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Et godt – det gode parforhold

Hvordan gør I med jeres parforhold for og få et godt – det gode parforhold?
I de fleste parforhold grundlægges der allerede tidligt i forholdet nogle mønstre.
De mønster kan udspille sig på mange planer, og lad mig her give nogle eksempler.
På det praktiske plan.
Deles rollerne tit op, så vasketøj, madlavning, rengøring, havearbejde, bilvask, luftning af hund mv., bliver varetaget, måske af den part, der er bedst til de forskellige ting, måske af den part, der er mest praktisk anlagt og/eller mest serviceminded.

Også på et kommunikativt plan grundlægges der mønstre.
Det er jo heldigvis ikke i forelskelsesfasen, at de store konflikter opstår, men hen ad vejen begynder småtuerne at dukke op. Og her er det, at starten til et godt parforhold står sin prøve. Det er her, at man skal til at løse konflikter, til at diskutere differentierede opfattelser og her det netop viser sig, hvordan viljen til forståelse repræsenterer sig, og mange individuelle aspekter bliver her tydelige. Det er tit sådan, at den ene part trækker sig. Man kan trække sig på mange måder; bl.a. ved at give sin partner ret, fordi det nu er så kedeligt med ufred. Eller ved at tie, fordi den andens mening og argumenter virker mere velfomulerede endens egne. Det kan være, at én part har svært ved at mærke og derfor give udtryk for sine behov og meninger. Og det kan ligeledes være, at én part har et lidt iltert temperament, og det skræmmer partneren, der jo så trækker sig. Og der er naturligvis mange flere eksempler på dette. Det er ikke eksemplerne, der er pointen, men pointen er, at nogle af de kommunikationsmønstre eller mangel på samme, grundlægges her – og senere blot genbekræftes.

Mange af de par, som kommer her, som ønsker sig et godt parforhold – og underforstået, at deres parforhold virker bedre og mere levende, kommer ind på disse mønstre med hensyn til ikke at kunne få talt ud om tingene, og ikke at kunne bryde den konstellation af magt/afmagt, som kanske har været til stede i adskillige år.

På et følelsesmæssigt og intimt plan udvikles der også mønstre. De flestepar opbygger faktisk nogle små rutiner med særlige kærtegn eller kælenavne, som hænger ved, også i årene fremover. Dette er jo som sådan positivt. Men på det følelsesmæssige plan udvikles også mønstre, der handler om at afvise, svigte eller misforstå. Det er her, at vores sår opstår, og disse sår forsvinder jo ikke med tiden. Jeg tror jo netop ikke på, at tiden læger alle sår, men ved, at der med tiden dannes sårskorpe, men så heller ikke mere. De fleste par, der er bange for, hvorvidt de er ved at vokse fra hinanden eller ej, mangler denne nærhed og har en lidt sammenfiltret historie med sår og misforståelser, der nærmest som en mur står imellem dem. Vævet ind i den fælles historie og ikke bare sådan lige at trække ud, selvom begge parter jo netop ønsker sig at blive sammen og genopdage hinanden for at få et bedre og godt parforhold.

Og ja på flere planer, udvikles der mønstre.
Mønstre for hvordan man som par fungerer i sociale sammenhænge, mønstre for hvordan man opdrager børn, planlægger fælles aktiviteter, mønstre for om man give hinanden fri eller er lidt vel kontrollerende, ja måske endda jaloux og så videre.

Det gode og lykkelige parforhold – ægteskab bliver, hvis en fælles indsats ikke sættes ind, derfor lidt af en gåde for nogle. Og så kan man jo vælge. Om man vil affinde sig med, at kanterne bliver slebet af, og at det er godt nok, som det er – middelmådigt og lidt kedeligt, eller om man synes, at man fortjener bedre og trænger til nogle nye værktøjer, fordi det ikke er acceptabelt kun at have et godt parforhold i teorien.

Mønstre eller monstre?

HALFDAN RASMUSSEN SKREV ENGANG ET BØRNERIM, DER IRONISK NOK TRÆKKER EN LINIE TIL DETTE AFSNIT.
Jeg citerer:

Min skrivemaskine har mistet sin skråstreg i ø
Den skriver bestandig en so, når jeg mener en sø
Og skriver jeg: bonden har bøfler,
Da står der: bonden har bofler
Så nu har jeg endelig fundet
Et rim på kartofler

Ja, kære læser. Det er okay at rynke panden lidt her og spørge sig selv:

Hey, hvad mener hun, handler det her ikke om et godt parforhold? Hvad skal alt dette med bøfler og bofler og kartofler så blandes ind i dette for? Gode spørgsmål-
Lad mig besvare det på min underfundige måde. Jeg, som elsker sproget og dets nuancer.

Hvis vi tager skråstregen i ø ud af ordet mønster, ja så har vi et monster.
Og det er netop det, at par kommer her for. For at få klarlagt de monstre, der rumsterer og huserer. For at få kræfter og indsigt nok til at kunne se trolden i øjnene og kigge på det, der er svært og sammen finde løsninger i tiden fremover. Det er jo netop det, der er så underfundigt med vores parforhold.

Det, som vi forelskede os i, nærmest hader vi eller trættes over lige pludselig. Når vi har fået nok.

OG SÅ ER DET AT MØNSTRE BLIVER TIL MONSTRE.
Reflekter lidt over,…
Hvor det er, at dine/Jeres monstre dukker op. Om det er i ægtesengen, i det praktiske felt, ved de manglende kærtegn, i lysten til, men udeblivelsen af konflikthåndtering, eller det, at det er umådeligt svært at være stille og hygge sig sammen, fordi monstrene om ubearbejdede oplevelser vandrer rundt og forpester samværet.

Uanset hvilke mønstre eller monstre I nu har udviklet og inviteret ind I Jeres fælles sfære, kan jeg garantere, at der er en vej frem. Ved fælles indsats, lydhørhed og evnen til at mobilisere nysgerrighed og atter gå på opdagelse i den person, som I synes, at I kender så godt, men måske har glemt at udforske, fordi børn, termin, ferieplanlægning og tante Olgas fødselsdag og en tilvænning til sjælden sex, er blevet sådan, som det nu engang bare er.

I er velkomne. Og I er også velkomne til at maile mig.
Jeg svarer altid.

Af Christel Sonne Rasmussen - 3 jun, 2019

Læs mere i samme kategori:

Tjekliste

Denne tekst skriver jeg, i den periode i Danmarkshistorien, hvor landet er i en form for undtagelsestilstand, grundet Corona-virus.
Jeg har en fornemmelse af, at det vil berøre mange par og familier, når mange opholder sig mere hjemme og er mere sammen.
Jeg tror, at det blandt andet betyder, at det bliver mere tydeligt, hvordan du og I har det sammen, når alt kommer til alt.

Når din partner er konfliktsky

Har du hørt nogle af disse udsagn ? –eller kender du stemningen, der opstår, når følgende udsagn udtales: Hvorfor går du, hver gang der er optræk til konflikt?

Du opfører dig som Rasmus Klump, – du opfører dig som om at hvis vi bare spiser pandekager eller tager en kop kaffe, så kan alle problemer bare skubbes ind under gulvtæppet.

Man kan altså ikke komme igennem livet med tavshed eller overfladiskhed.

Kan du ikke forstå, at jeg bliver træt af dig og vred, når du aldrig tager initiativ til noget nyt og altid bare spørger, hvad jeg har lyst til.

Du pleaser så meget, at jeg bliver dominerende og strid, for din selvudslettelse er anstrengende. Forstår du ikke det?

Når jeg har brug for, at vi snakker noget igennem, udskyder du det. Jeg magter ikke, at du tror, at tingene løser sig på den måde.

Jeg keder mig sammen med dig. Det hele er så forudsigeligt og hyggeligt.

Parforholdet og manglende seksualitet

Parforhold og seksualitet.
Et parforhold er den relation i vores voksne liv, der rummer de største muligheder.

Med et parforhold har vi muligheden for at opleve fællesskab, tryghed, frihed, kærlighed, venskab, sårbarhed, krise, styrke, erotik og vækst. Og et parforhold er også den relation, hvor vi har mulighed for at udvikle os individuelt samtidig med at der foregår en fælles udvikling.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: