Christels blog
Af terapeut Christel Sonne Rasmussen
Grib livet og udskyd ingenting
Hver dag er du tættere på din dødsdag. Det er en af de mest enkle sandheder.
Hver dag, hver time, hvert minut og sekund er vi tættere på vores dødsdag. Det er det eneste faktum, vi virkeligt har som mennesker.
Og hvor er det skønt med forsvarsmekanismerne, der får os til at fortrænge dette faktum. For naturligvis skal ingen af os dagligt gå rundt og frygte den sidste time. Men en gang imellem kommer bevidstheden om vores død jo tættere på. Måske når en af vores forældre eller slægtninge dør. Måske når en af vores kære eller bekendte får konstateret en uhelbredelig sygdom, eller når vi blot ser tv-avis. For er det stort set ikke sådan hver dag, at vi hører om døden og nærmest trækker på skulderen, i hvert fald når det er nogen i Mellemøsten, Afrika eller lignende, der ikke er mere.
Og var vi bare lidt mere åbne og brugte vores sanser, ville bevidstheden om døden jo være med os konstant. Med den smukke reminder, at det er nu og lige nu, at vi er her. Og at det er helt op til os selv at gribe livet. >Vælge hvorvidt vi vil bekymre os, vælge hvilke kampe der er så vigtige at tage og vælge at være til stede med den eller dem, der står vores hjerte nær.
Eller dem, der udfordrer os intellektuelt, får os til at grine eller på anden måde taler til vores sind, krop eller sjæl.
Men mange af os glemmer det nu og det nære, vi er i. glemmer, som Dan Turèll er citeret for at sige, at ”Vores grammofon kan eksplodere i hovedet på os lige nu”, og at vi derfor må skatte dagen og øjeblikket. Og samtidig at finde den balance, der gør, at vi heller ikke kun kan fordybe os i nuet, for vi skal jo også have en tro på, at vi er her længe endnu.
Balancen imellem det timelige og det evige.
Som parterapeut kan jeg ikke lade være at supplere og ganske enkelt afbryde hver gang, jeg hører en part i et forhold sige: jeg ønsker mest at alt, at vi bliver gamle sammen. Det, jeg afbryder med, er at det jo ikke er det, det handler om, når alt kommer til alt. Ikke fordi jeg ikke ønsker for alle, der vil være gamle, at de bliver det, men fordi det at blive gamle sammen, jo ikke nødvendigvis er det eneste saliggørende. Det jeg supplerer med, er ønsket om at blive ”gamle og glade sammen”. For så er det noget ved. At have vokset sammen, at have næret og delt glæden sammen og så at have gjort det i mange år. Så gør det jo ikke noget, at man får rynker. For så er det smilerynker. Og det gør ikke et ansigt grimt.
Siger jeg. Som er 43. og sikkert har lidt rynker eller linjer, som de siger i Matas, når jeg går derhen og beder om en antirynke creme. Men jeg siger, at rynker ikke er grimme, for jeg kan huske min mormors ansigt, og skønt hun havde mange rynker, var hun smilende og glad. Blandt andet på grund af hende kommer jeg til at tænke på en gammel historie, som jeg gerne vil dele med dig.
En ældre kvinde steg på en bus. Hun var tydeligt anspændt og satte sig på sædet nærmest chaufføren. Hun sad med sin taske på skødet og knugede den hårdt, og hun spurte chaufføren, efter at hun havde indkøbt billetten: Fortæller du, hvilke stoppesteder, du holder ved?
Han var en venlig og trofast sjæl og svarede ”ja, frue. Jeg annoncerer alle stoppesteder”.
En synlig rynke forlod hendes ansigt, og hun satte sig. Men nød synligvis ikke turen.
Hver eneste gang, han satte farten ned, spurgte hun, med hendes lidt knirkende stemme: Hvor stopper du nu?
Og han svarede tålmodigt, hvilket navn, stoppestedet havde.
Når hun hørte stoppestedets navn, slappede hun lidt mere af. Tydeligvis var det ikke her, at hun skulle af.
Da dette havde stået på 4-6 gange blev chaufføren nysgerrig og også interesseret i at give hende en god service. Så han spurte: Hvor skal du egentligt af, frue?
Hun nævnte et stoppested og han siger: Jamen, det er jo endestationen.
Hvorfor kvinden så ikke formåede at slappe af resten af turen, er op til fri fortolkning.
Men vi skal jo alle sammen af ved det sidste stoppested. Så hvorfor ikke nyde turen.
Jeg ved det. Du ved det. Alle ved det.
Ingen kommer til det sidste stoppested uden at være blevet udfordret med hensyn til dilemmaer, hjertesorg, forvirring, belastninger osv.
Derfor er det, når alt kommer til alt, en glæde i dag i nyhederne at høre, at der nu – og endnu en gang tænkte jeg, forsket i, at kys og kram gør vores liv længere og bedre. Det vidste jeg godt. Men det er en glæde for mig at vide, at budskabet om at nære det fine og smukke, det kærlige og givende, hvor vi er uselviske og lever efter den gamle lov, der siger, at hvis du vil have noget, så giv noget, stadig er i spil
God mandag til alle derude,
Christel Sonne Rasmussen
VIL DU VIDE MERE?
Læs mere i samme kategori:
Tjekliste
Denne tekst skriver jeg, i den periode i Danmarkshistorien, hvor landet er i en form for undtagelsestilstand, grundet Corona-virus.
Jeg har en fornemmelse af, at det vil berøre mange par og familier, når mange opholder sig mere hjemme og er mere sammen.
Jeg tror, at det blandt andet betyder, at det bliver mere tydeligt, hvordan du og I har det sammen, når alt kommer til alt.
Foredrag kursus – workshop i eksamensangst
Flere gymnasieelever har kontaktet mig på det seneste omkring eksamensangst.
De har beskrevet, at de har gået på eksamenskurser bl.a. via deres studievejledere, og eleverne har givet udtryk for stor frustration.
Foredrag om forberedelse til eksamen mundtligt og skriftligt
Foredrag om eksamensangst og håndtering af dette.
Det er i ungdommen, at det starter. Eksamen begynder at blive en del af skoleforløbet, og fra kun at have været en elev, der har skullet modtage og præstere i det kendte klassemiljø, er man med et udfordret og skal til eksamen, skriftligt som mundtligt.