Kærligheden er ikke en læge – 2.

Kan du skelne, om du elske, eller om du er afhængig af din partner?

Jeg har tidligere skrevet om at Kærligheden ikke er en læge – 1, og med det mener jeg, at selvom man elsker hinanden, ja så heler kærligheden ikke alle sår, helt automatisk. Det er der mange, som forundres over.

Den form for kærlighed, som jeg oplever, at de fleste mennesker søger, er den ubetingede kærlighed.

Hvis du gerne vil vide, hvad ubetinget kærlighed er, har du et fortrin, hvis du har børn. Det er nemlig heldigvis sådan, at de allerfleste forældre elsker deres børn ubetinget. Det betyder jo ikke, at man elsker alt, børnene gør, vi korrigerer, når der skal ryddes op på værelset, vi gentager – igen og igen, at der skal være en vis kammertone osv.

Men det at justere adfærd, betyder ikke, at kærligheden ikke er til stede.

Og denne kærlighedsform er pragtfuld. Især, når den ikke kun opleves “indefra og ud”, men bliver vist og talt, så barnet kan mærke, at det er elsket som det menneske, det er. Og denne oplevelse af betydning, som ubetinget kærlighed giver, er den tilstand, som mange voksne også eftertragter. Og i min parterapeutiske praksis hører jeg ofte citater som disse:

• Jeg elsker min kone og har altid gjort det. Min kærlighed til hende er af en anden verden eller
• Jeg vil gøre alt for at genvinde min kones kærlighed, så vi får det, som vi havde engang.
  og modpolen:
• Jeg elsker hende, det har jeg jo fortalt hende

Og når “konen” så spørger:

Jamen, hvorfor mistror du mig så? Hvorfor checker du mine mails og min mobil. Hvorfor checker du mine baglommer? Hvorfor sender du mig ud af døren, med en sur mine, når jeg vil til fitness eller ind til en af mine veninder? og når du nu aldrig har fundet noget, fordi der ikke er noget at finde, hvorfor bliver du så ved ? Hvis jeg er så vigtig for dig, hvorfor spørger du mig så konstant, hvem jeg snakker med og hvorfor?

Og spørgsmål som:

Hvad er det, der gør, at du ikke anerkender mig, som den jeg er, men synes, at jeg da godt lige kan tabe et par kilo og irriteres over, at jeg går op i min karriere? For det er for mig ikke tegn på, at jeg har betydning for dig

I andre tilfælde er situationen en anden.

En kvinde ved med sig selv, at hun elsker sin mand. han siger også, at han elsker hende. I hvert fald sagde han det, da de blev gift. Siden har han vel egentligt ikke sagt det så tit. Måske får hun en buket på bryllupsdagen, måske ikke. I hans logik burde hun forstå, at han elsker hende, for han er her jo stadigvæk. Men hun oplever, at hun kritiserer ham og at han kritiserer hende. Det er som om, at de er kommet ind i rumlen, der hedder “find fem fejl”, og den anerkendelse, som de begge har brug for, kommer ikke til udtryk, hverken i daglig tale eller på sms`er. Begge er skuffede over, at den anden bruger tid på Face Book, selvom de begge stoler på, at den anden ikke sidder der for at finde en ny partner….
Der er også andre scenarier. Især i unge parforhold.

Jeg hører tit frustrerede kvinder, i 20erne, der taler om, at de er glade for deres kæreste, og at dette er gensidigt. Men at det slår skår i glæden og kærligheden, at kæresten er på pornohjemmesider og ser pornofilm. Kæresten siger, at “det gør alle hans venner altså også, og at hun skal lade være at være så sippet, for det betyder jo ikke, at han ikke elsker hende” Og manden, der elsker sin kvinde, men er ved at gå til grunde, fordi hun ikke orker fysisk kontakt, og helst vil sove alene. Og kvinden, der elsker sin mand af hele sit hjerte, og ikke har haft en fornemmelse af, at han igennem flere år har været ulykkelig og tænkt på at komme væk.

Og

Kvinden, der elsker sin mand, men som oplever, at han ikke ser en fremtid for dem, uden at kunne sætte flere ord på.

Hvad er det hele mon for noget?

Jeg tror, at mange oplever, at kærligheden naturligvis er så stærk og fin en energi, at man gerne vil gå langt for den. Jeg oplever også, at der er mange, der ikke helt ved, om det er kærlighed eller tryghed, eller afhængighed af, at nu er den virkelighed, som man har drømt om, siden man var lille, endelig skabt, og så begynder den ene part pludseligt at tvivle…. Det aspekt, som jeg hyppigst tænker på i ovenstående scenarier, er:

Et er at du kan føle kærligheden indefra og ud, men får du også vist og talt din kærlighed ud til din partner. og har du vished for, at din partner opfatter dine signaler. For det er faktisk ikke nok, at man selv ved, at man elsker den anden part. På samme måde som det ikke er nok at vide, at man elsker sine ørn, hvis man ikke viser det og giver udtryk for det. Hvis du elsker din partner, skal andre både kunne se og høre det. Og kunne se og høre, at din partner opfatter og gengælder dine signaler.

For så er kærligheden i spil, også udefra og ind.

Det er med kærlighed som med blomster. Vandes den ikke, så er det ikke nok for blomsten, at man synes, at den er pæn og havens pryd.

Vær opmærksom på, at bare fordi at drømmen om huset, møblerne, bilen og ferierne er realiseret, ja så er det ikke nødvendigvis et tegn på, at kærligheden er i spil.

Gransk derfor dig selv, i stedet for at brokke dig eller græde over, at din partner ikke giver nok. Find ud af, om dine egne signaler er tydelige.
Og et af de spørgsmål, der fortæller dig, om du ved, om du elsker din partner, eller blot er afhængig af jeres tilværelse, er:

Tror du på, at I kan blive lykkelige sammen?

Hilsen

Christel