SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Krise – Kriser efter brylluppet.

Jeg har mange par, der er gift, i min praksis.
Og derfor har et bryllup bag sig. når den del af parterapien, der handler om bearbejdning af fortidige belastninger er i gang. Det sker mere end 8 ud af 10 gange, at brylluppet er et af arbejdspunkterne.

Jeg har tit tænkt på, at det er ambivalent, at det, der af mange kaldes deres livs store dag, alligevel er behæftet med så mange skuffelser, frustrationer og efterfølgende bittersødme. Og det er ingen hemmelighed, at det primært er kvinderne, der bærer frustration og årelange sårede følelser med sig.

Jeg kommer aldrig over, at det var mig, der stod for alle forberedelserne til vores bryllup. Min mand tjente pengene, men sagde tit: du er meget bedre til alt det der sociale end mig.Og selvom jeg bad og bad ham være med til invitationerne, bordplanen, valget af menu, valget af musik osv., ja så var hans eneste indsats stort set at tage med og tale med præsten på forhånd, – for det skal man jo, og resten lå på mine skuldre. Det var bare ikke ret fedt, for i min drøm skulle vi netop være to om det bryllup. Den skuffelse, det satte i mig, er jeg sikker på har en sammenhæng med, at jeg allerede få måneder efter brylluppet havde et one night stand. Efter at jeg har sat mig ind i, hvorfor man er utro, er jeg sikker på, at det var min måde at straffe ham på, Det er på ingen måde i orden, at jeg har været ham utro, og heldigvis er vi kommet styrkede igennem krisen grundet parterapi. Jeg kan godt leve med, at han begår fejl. Det gør jeg også selv i stor stil. Men noget i mit pigehjerte kommer aldrig helt til at tilgive ham, at han svigtede. For et bryllup er noget, der kun foregår én gang i livet, og jeg synes grundlæggende, at det er så stor en ting at sige ja for evigt, at jeg i mit hoved og i min sjæl aldrig kommer til at fatte, at han ikke bare havde lyst lyst lyst til at være med i forberedelserne sammen med mig (kvinde, 32 år).

Når jeg tænker tilbage på vores bryllup, smiler jeg. Det var en smuk solskinsdag, og min kone var eventyrligt bedårende, og jeg følte virkelig, at jeg havde trukket det heldigste strå af alle mænd. Jeg havde ingen tvivl i mit sind, da jeg sagde JA. For mig at se var det en gennembrudsdag, og det rørte mig dybt at se, hvor glade vores gæster også var. Jeg så det som et startskud på det, jeg oplever, er meningen med livet, – nemlig at være to, der stifter familie og har mange gode og kærlige dage.Det er nu 6 år siden. Og da jeg forleden var på Facebook var der en venneanmodning fra en af mine tidligere skolekammerater. En kvinde. Ikke en, jeg nogensinde har flirtet med, bare en gammel skolekammerat, der havde surfet på nettet og søgte om mit venskab. Jeg accepterede anmodningen og fik et chok, da jeg blev stillet et spørgsmål. Hun skrev: Sjovt at finde dig igen. er du lykkeligt gift?Hun spurgte ikke, for at jeg skulle have noget med hende. Men spørgsmålet satte en lavine i gang indeni mig. For jeg kunne med hånden på hjertet sige, at jeg blev lykkeligt gift, men da vi desværre ikke har fået børn og er blevet undersøgt og det viser sig, at vi aldrig selv får børn, måtte jeg erkende, at jeg stadig elsker kvinden i mit liv, men pludseligt er jeg usikker på, om jeg er lykkeligt gift. Alene dette spørgsmål satte alt på spidsen. Og udløste en krise. (mand, 39 år)

Lige siden jeg var lille pige, har jeg drømt om et romantisk bryllup. I kirke, i hvid kjole, med en smuk brudebuket, med solskin og fest og en bjergtagende bryllupsrejse. Som tiden gik og jeg mødte min kæreste, blev jeg hurtigt gravid, og da jeg var tæt på de 30, havde fået to børn og købt hus og bil, syntes vi begge, at nu var tiden kommet til at gifte os. Det var bare langt fra den gamle drøm, men jeg følte, at den ikke længere betød noget, og vi planlagde faktisk en fin 30 års fødselsdagsfest og kun en veninde – udover min mand og præsten, vidste at det var et ”cover”. For når gæsterne kom, ville de blive gennet hen i kirken og et bryllup ville gå i gang. Både min mand og jeg snakkede meget om den reaktion, gæsterne ville have, og vi glædede os meget.Og når jeg i dag, nogle år efter, tænker tilbage, var brylluppet også fint, forstået på den måde, at jeg elsker den mand, og godt kan leve med, at der var to ørn med i det, jeg ellers troede skulle være et prinsessebryllup. Men en ting havde vi underkendt. Og det fylder stadig. Min mor blev smækfornærmet over, at hun ikke var indviet i bryllupsforberedelserne. Det kom åbenbart som et chok for hende, at vi giftede os, og hun var lukket og mut hele dagen og aftenen. Den dag kunne jeg godt abstrahere fra det, for alle andre var superglade, men vi hører stadig for, at hun synes, at vi svigtede hende og ingen respekt viste hende. Jeg fatter det ikke, for så tæt er jeg slet ikke på min mor, så hvordan i alverden hun havde forestillet sig, at hun skulle være medinddraget, kan hverken jeg eller andre forstå. Men hun er så sur og skuffet, og der falder konstant stikpiller om ”nå, det her kan jeg så godt bruges til”, hvis vi eksempelvis spørger, om hun kan passe børnene en aften osv. jeg/vi har forsøgt at tale stille og roligt med hende om det. jeg har haft flippet og bedt hende stoppe hendes bebrejdelser, for det gør noget ved mit minde om den dag, og nu er det faktisk sådan, at fordi det var et hemmeligt bryllup…, ja så overvejer jeg at lukke ned for kontakten til hende, selvom hun er børnenes mormor. For jeg magter ikke, at den dag der på mange måder var rigtigt fin, mærkeligt nok er blevet udløsende faktor for en masse kritik, sårethed og skyldfølelse. (kvinde, 33 år)

Min mand er uddannet akademiker. Han er velformuleret og dygtig og nyder stor anseelse blandt kolleger. Han er omsorgsfuld og dejlig, og jeg elsker ham, også nu hvor det er 5 år siden, at vi blev gift. Men det skærer mig i hjertet, når jeg dagligt kigger på vores bryllupsfoto, der hænger på væggen i stuen. Sagen er, at jeg havde set frem til hans bryllupstale. Jeg havde glædet mig til at modtage den kærlighed, som jeg aldrig har tvivlet på, at han følte og føler for mig. Og så skete der det, at han slog på glasset, rejste sig, græd en tåre og sagde ”Jeg elsker dig. tak for at du vil være min kone”. Og så satte han sig igen.Flere af gæsterne troede, at det var en joke. Men det var det ikke. Det var bryllupstalen. Det gjorde mig mat. Og forvirret. Var jeg ikke mere værd end få ord.Han har senere forklaret, at han var så rørt, at han ikke kunne tale. Ville ikke bryde sammen over for alle gæsterne. Men jeg er stadig skuffet. Tror aldrig, at jeg kommer helt over det. (kvinde, 42 år)

Min kone er lidt følsom af natur. Det betyder dels, at hun let bekymrer sig, og det betyder også, at hun gerne vil have, at jeg tit fortæller hende, at hun er dejlig osv. Det glemmer jeg. Jeg synes, at det er så kunstigt at skulle gå og sige: du er dejlig, du er sød, jeg elsker dig osv.” For det beder hun mig om. Og når jeg så gør det, bliver hun tit ret sur, virker sådan rigtigt pigesur, for det er sjældent det rigtige, jeg får sagt. Og hvis jeg så går hen til hende, hvis hun står og laver kaffe eller mad, og rører lidt ved hende, skubber hun mig nærmest væk og siger, at jeg også kun tænker på én ting, underforstået at jeg hele tiden tænker på sex, og så er stemningen dårlig… og ikke hver dag, men næsten hver dag får hun også sagt, at jeg heller ikke til brylluppet fik sagt nok i talen. Herregud, tænker jeg. For jeg synes, at bare det at vi giftede os, jo netop er beviset på, hvor højt jeg elsker hende. Men hun lægger megen vægt på ord, og jeg er altså ikke de store ords mand. Hun synes, at bryllupstalen var mangelfuld, og jeg havde brugt rigtigt lang tid på den, ligesom jeg også gav hende et smykke, da jeg holdt talen. Det var altså det, jeg kunne og jeg var faktisk stolt over ideen med smykket, så jeg bliver også sur, når hun bliver ved at bebrejde mig det. Det nytter jo ikke noget. Den dag kan ikke laves om. Jeg ville gerne vide, hvordan vi kommer videre herfra. (mand, 42 år)

Da vi blev gift, var jeg glad. Men det var alligevel med lidt blandede tanker. For vi havde kendt hinanden i 12 år, før han friede. Det har nemlig aldrig været et ”must” for mig at stå i kirken og sige ja, og alligevel sagde jeg ja, da han meget romantisk friede til mig. Vi havde jo børn og en dagligdag og et firma, så det hele spillede på et eller andet plan. Jeg læste en del bøger om bryllup og ægteskab og hæftede mig ved en kvindelig præsts udtalelse. Hun sagde noget i retning af, at hun syntes, at tiden var løbet fra det kristne ægteskabsritual, og at det ville være mere reelt, at man sagde ”jeg vil elske, ære og respektere dig, til kærlighedens død skiller os ad ”: I stedet for ”jeg vil elske, ære og respektere dig, til døden skiller os ad ”. Først da jeg stod i kirken og skulle sige ja, slog det mig: det her er for evigt. Og noget indeni mig rørte på sig og hviskede ”Det her mener du jo ikke i dit inderste, I har for mange skeletter i skabet”. Og det var vitterligt først i kirken, at jeg kom i kontakt med den følelse. Jeg slog det hen. Brylluppet var jo i gang. Og det var faktisk en herlig dag. Hvor kærligheden bar festen. Ingen tvivl om det. Men i dag, 5 år senere, er vi skilt. Og jeg kan ikke råde nogen til at blive gift, hvis de ikke er fuldstændigt sikre. Det er følelsesmæssigt for hårdt for alle parter, hvis det ikke går. Jeg har virkeligt ransaget mig selv for at forstå, hvordan det kunne komme hertil. Jeg tror, at vi var for unge, da vi mødte hinanden. Der var for meget, vi ikke havde levet ud. (kvinde, 39 år)

Jeg troede egentligt ikke på ægteskabet. Jeg havde været gift en gang, og da jeg endelig var kommet over det og igen var begyndt at tro på kærligheden, mødte jeg en skøn mand. Og tænk, – da vi var blevet gift efter det smukkeste sommerbryllup nogensinde, ja så lå jeg i sengen næste morgen og var dybt lykkelig over at være en gift kvinde. Det var en helt ny og meget stærk fornemmelse. Så jeg vil mene, at det at blive gift med en mand, der kan beskytte og bakke en op, gør en afgørende forskel. Min udfordring er at blive ved at tage imod. Men det synes jeg, at han lærer mig. (kvinde, 46 år)

Når brylluppet er overstået.
mener jeg både som parterapeut og privat menneske, at man må forlige sig med det, som det var. Når man glæder sig meget og har mange forventning er, er risikoen for skuffelse naturligvis større, og det er det tema, vi bruger mest tid på i terapierne, når brylluppet bearbejdes. Vi må udover tale om skuffelserne, også hver især selv tage ansvar for, at vi har haft ”kørt det op” på forhånd, og at det er temmelig sjældent i virkeligheden, at alle forventninger indfries. Det er jo også netop det, vi har kærligheden til. At tilgive hinanden for, at vi bare er mennesker.

Jeg vil gerne høre din beretning om jeres bryllup.

Venlig hilsen 

Christel 

 

Af Christel Sonne Rasmussen - 18 feb, 2009

Læs mere i samme kategori:

Parforholdet og manglende seksualitet

Parforhold og seksualitet.
Et parforhold er den relation i vores voksne liv, der rummer de største muligheder.

Med et parforhold har vi muligheden for at opleve fællesskab, tryghed, frihed, kærlighed, venskab, sårbarhed, krise, styrke, erotik og vækst. Og et parforhold er også den relation, hvor vi har mulighed for at udvikle os individuelt samtidig med at der foregår en fælles udvikling.

7-års-krise

Til både det individuelle menneske og til dig/jer, der er i et parforhold, har jeg en anbefaling, i forhold til når I når 7 år i et forhold. Min anbefaling er præget af den gode indsigt: Man må stoppe op for at komme videre. Sagen er nemlig den, at det at stoppe op og lave et tjek på sig selv og sit parforhold er, hvad der giver mening. Ingen går upåvirkede igennem 7 år.

Gnisten mangler i vores parforhold – ægteskab

Jeg har ofte par I parterapi, hvor den kvindelige part udtryk for, at hun ikke længere har følelser for partneren, og at hun ikke ved, om hun elsker ham mere.
At de så alligevel opsøger en parterapeut skyldes som regel, at der er børn og en lang og god fælles historie, som binder dem sammen.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: