Christels blog
Af terapeut Christel Sonne Rasmussen
Når din partner bliver en selvoptaget drama queen.
Har du hørt nogle af disse udsagn? – eller kender du stemningen, der opstår, når følgende udsagn udtales:
Kan du ikke komme ud af det følelsesmæssige kaos og det mærkelige univers, du befinder dig i
Du opfører dig som et barn, – dine impulsive indfald og dine impulskøb dræner vores konto. Få nu lidt selvkontrol og overblik.
Jeg savner, at du er mere til stede, og at du interesserer dig for mig. Hvis du ikke selv har bemærket det,så fører du alle samtaler over på dig selv.
Det er fint nok, at du går op i at gøre vores hjem smukt. Og at du går meget op i dit udseende. Men skulle du så ikke engang imellem prøve at være hjemme, så vi kan nyde det.
Jeg er dødtræt af at du nu har fået en ny ide. Alt er så fantastisk, men ved du hvad: lige om lidt bliver du skuffet eller føler dig udnyttet igen, – og så er det mig, der skal lægge øre til.
Det gør mig både vred og bange, at du sætter vores forhold på spil, hver gang vi har en mindre konflikt..Du skal ikke true mig med at forlade mig, bare fordi jeg ikke gider at fortælle dig om min barndom igen.
Du er så indiskret. Alt man fortæller til dig – i fortrolighed – kan man høre ude i byen.
I de gode tider
I de gode tider var din partner fyldt med sødme og varme. Da nød I passioneret sex og gik på opdagelse i, hvem I var og hvor I kommer fra. Da kunne I sidde både tidligt og sent og tale, og din partner viste dig stor omsorg og interesse.
I de gode tider grinede I meget og tog tit på afbudsrejser, hvor I nød hinanden.
I de gode tider syntes du, at det var sjovt og spændende at høre om din partners oplevelser, for han eller hun kunne få et eventyr ud af blot at handle i Netto.
I de gode tider fik din partner dig tit til at tænke på de mønstre, der er i sindet. I fordybede jer både i mindfullness, NLP, transaktionsanalyse, krystaller, Feng Shui og meget andet.
I de gode tider syntes du, at det var rørende, at din partner tit blev ulykkelig. Det vakte en beskyttertrang i dig, at han eller hun var meget usikker på sig selv. Og du omfavnede, støttede og trøstede.
Engang satte du pris på, at:
Din partner var spontan. Og sjov. Og kunne få noget specielt og ekstraordinært ud af alting.
Du satte pris på, at din partner udtrykte sig meget tydeligt og kunne godt lide hans eller hendes stærke holdninger om andre mennesker, både antipati og sympati.
Du syntes også at det var lidt sjovt, når din partner havde mange indre film og dialoger inde i hovedet med især kendte personligheder. Sikke en fantasi. Og denn fantasi nød også jeres børn godt af.
Din partner kunne lege og glemme tid og sted.
Du kunne rumme din partner
Dengang kunne du også rumme, at der var – og stadig er – grunde til, at din partner havde brug for en høj grad af anerkendelse og støtte. Du kunne se, at der inde bagved de mange ord og historier var et usikkert menneske. Der ikke rigtigt vidste, hvem han eller hun var. Du vidste, at du skulle forsikre din partner om, at han eller hun absolut havde en betydning, og at det hele nok skulle gå. Det rørte dig, når din partners mange bekymringer om fremtiden og tit afgrundsdybe rædsel for, hvordan det hele skulle gå, kom ind over. Det vakte en stor beskyttertrang i dig .
Men nu er det som om, at alting er vemod og drama. At din partner er så selvoptaget og skaber uro og kaos omkring sig. Det hele hober sig op, og du er nødt til at være den voksne – og du rydder op og skælder ud og fatter ikke, hvorfor din partner ikke kommer lidt ned på jorden og ænser, at andre er begyndt at blive rigtigt trætte af ham eller hende.
Nu er det som om, at jeres modsætninger konstant forstærkes. Og så er der en underlig ting, du har lagt mærke til.
Din partner får rigtigt tit sygdomme eller smerter, så han eller hun ikke har overskud til at forholde sig til jeres forhold.
Og de konstante historier om den frygtelige opvækst, hvor din partner følte sig helt anderledes end alle andre i familien, hænger dig ud af halsen.
Retorikken
Du kalder – måske kun inde i hovedet – og måske også ham hende for
- Drama queen / drama king
- Selvoptaget
- Eskapist
- Barnlig og behovsstyret
- illoyal
Hvor skal I hen nu?
Hvis det ikke skal ende med mange års anklager og tyngde i hverdagene og i værste fald skilsmisse, må du og I gøre noget for at vende bølgen.
Det er så besnærende at kigge på, hvad din partner skal gøre.
For han eller hun skal jo bare:
Blive lidt mere voksen
Forholde sig til struktur og lære at lave to do lister, som han eller hun overholder
Tage jeres økonomi alvorligt og ikke bruge løs og impulskøbe
Holde op med at have så ondt af sig selv
Komme ud over, at hans eller hendes forældre og øvrige familie aldrig har været forstående og anerkendende
Skrue lidt ned for følelserne
Ikke ?
Det tror jeg , at du synes…
Overvejelsen er naturligvis, at hvis din partner laver denne transformation, så vil din glæde genereres igen. Vil det så ikke sige, at hvis du venter og håber på dette, så er du imens i en ventesal.
Er det ikke lidt dumt at vente som den primære strategi?
Der er en nøgle til denne lås
Lad mig indvie dig i en hemmelighed. Som du egentligt godt kender, men som jeg tror, at du har glemt.
Din partner gør sig alle disse anstrengelser for at være sikker på, at han eller hun har en betydning, og at han eller hun har en stærk og sikker oplevelse af at være tilstrækkelig som partner.
Du kan ikke få øje på det, for det er pakket ind i ulogisk adfærd.
Men tro mig: din partner ved ikke helt, hvem han eller hun er og søger derfor roller og identiteter og tilhørsforhold mange steder.
Kan du se ham eller hende inde bagved alle ordene, smerterne og dramaerne?
Den lille dreng eller pige, der håber på og tørster efter at føle sig elsket af dig, så jeres forhold er en sikker platform
Den lille dreng eller pige, der også gerne vil .være tæt, og oplever at være det igennem at høre om også din historie og dine følelser.
Den lille dreng eller pige, der har så lavt et selvværd, at han eller hun påkalder sig opmærksomhed på alle tænkelige og især utænkelige måder.
For faktisk er der ikke mere negativt stof i din partner end positivt. Det er bare blevet sin sag at finde frem til det.
Og især din partner har brug for, at du anerkender dette.
Fordi:
Når din modstand daler, slapper din partner mere af
Så sandsynligheden for, at han eller hun bliver sig selv igen, er tættere på.
Kan du unde ham eller hende dette ?
Hvis svaret er ja, føler du stadig en kærlighed, og så er der en vej.
Det gode råd
Du har en følsom partner. Stil interesserede spørgsmål om hvad der har optaget ham eller hende. Hver dag.
Fortæl om, hvad der har rørt dig.
Inddrag din partner i en struktur. eksempelvis en aftale om 2-3 punkter, som I hver især gør hver dag. Og 1-2 punkter, som I hver dag gør sammen.
Bonus info om Enneagramtypen
Den opmærksomme læser har set, at det er type, 4, Individualisten, fra Enneagrammet, der her er beskrevet. Naturligvis i en lidt livspresset version.
Husk at type 4, Individualisten/romantikeren tager kvaliteter fra type 1 i harmoni. Det vil sige, at type 4 rejser sig igennem struktur og det at være perfekt i bestemte henseender.
Her er lidt info om type 4.
Grundlæggende frygt og overbevisning
At være uden identitet og uden en personlig betydning.
‘Jeg er overbevist om, at det er muligt for mig at finde min sande identitet og udleve den fuld ud.’
Højt niveau
Her vil type 4 fremtræde som originale personligheder, der udtrykker deres sande jeg gennem deres gerninger. De vil være lune og charmerende og have en stor forståelse og indsigt i menneskets natur. De vil føle sig så komplette, at de er faldet til ro i deres søgen efter deres sande identitet. Denne ro er fremkommet ved at have opdaget sig selv og accepteret det, som de måtte have fundet.
Lavt niveau
Her vil type 4 være morbide, hadefulde og misundelige over for omgivelserne. De vil forsøge at skade sig selv og deres egne muligheder. De vil udstille sig selv og deres elendighed og være trætte af livet. På lavt niveau vil der være unødige dramaer og en partner vil have svært ved at gøre noget som helst rigtigt.
Positive bidrag
Type 4 inspirerer andre typer til at gå på opdagelse i dem selv og finde deres personlighed. Hele arbejdet med at skabe mere essens end ego handler jo netop om at opdage sine mønstre og tage kampen op med dem. Type 4 er en af de mest veldokumenterede af alle typerne, idet de mere end andre typer har anvendt en psykolog eller terapeut. På en måde kan man betragte det som 4’erens fortjeneste, at det er blevet mere acceptabelt at lære om sig selv og styrke sin selvindsigt og personlige udvikling.
På et højt niveau kan 4’eren være så meget til stede, at det overvældende ved at opdage, at man ikke er sit ego, kan rummes og netop blive til glæden ved at være til stede. De har lært, at følelser blot er en kropslig repræsentation af hændelser i fortiden, og at følelser ikke nødvendigvis kan forstås eller forklares. De har lært at elske dem selv for, hvad der er lige nu, og de føler sig komplette, som de er.
Husk husk husk
Reglen i ægte kærlighed er: Giv og få.
I nævnte rækkefølge.
Og rækkefølgen er altafgørende.
Hjælp ham eller hende derhen igen
VIL DU VIDE MERE?
Læs mere i samme kategori:
Tjekliste
Denne tekst skriver jeg, i den periode i Danmarkshistorien, hvor landet er i en form for undtagelsestilstand, grundet Corona-virus.
Jeg har en fornemmelse af, at det vil berøre mange par og familier, når mange opholder sig mere hjemme og er mere sammen.
Jeg tror, at det blandt andet betyder, at det bliver mere tydeligt, hvordan du og I har det sammen, når alt kommer til alt.
Når din partner er konfliktsky
Har du hørt nogle af disse udsagn ? –eller kender du stemningen, der opstår, når følgende udsagn udtales: Hvorfor går du, hver gang der er optræk til konflikt?
Du opfører dig som Rasmus Klump, – du opfører dig som om at hvis vi bare spiser pandekager eller tager en kop kaffe, så kan alle problemer bare skubbes ind under gulvtæppet.
Man kan altså ikke komme igennem livet med tavshed eller overfladiskhed.
Kan du ikke forstå, at jeg bliver træt af dig og vred, når du aldrig tager initiativ til noget nyt og altid bare spørger, hvad jeg har lyst til.
Du pleaser så meget, at jeg bliver dominerende og strid, for din selvudslettelse er anstrengende. Forstår du ikke det?
Når jeg har brug for, at vi snakker noget igennem, udskyder du det. Jeg magter ikke, at du tror, at tingene løser sig på den måde.
Jeg keder mig sammen med dig. Det hele er så forudsigeligt og hyggeligt.
Parforholdet og manglende seksualitet
Parforhold og seksualitet.
Et parforhold er den relation i vores voksne liv, der rummer de største muligheder.
Med et parforhold har vi muligheden for at opleve fællesskab, tryghed, frihed, kærlighed, venskab, sårbarhed, krise, styrke, erotik og vækst. Og et parforhold er også den relation, hvor vi har mulighed for at udvikle os individuelt samtidig med at der foregår en fælles udvikling.