Sammenbragte børn i en sammenbragte familier.

Hvad med de sammenbragte børn i sammenbragte familier?
Jeg har haft adskillige par, der efter skilsmisser har mødt en ny partner og lykkeligvis er blevet stormende forelskede.

Som en kvinde på et tidspunkt udtalte:

Jeg går rundt og tænker, at hvis andre mennesker tror, at de ved, hvad kærlighed er, ja så tror jeg ikke, at de ved det. For det jeg føler for min nye kæreste, er så stort, at det må være helt usandsynligt ….. hun var forelsket.

Og vi kender jo alle det gamle ord om, at ”kærlighed gør blind”. Men det kan vi slet ikke tage os af, når vi er forelskede. Og oveni købet også blevet klogere for efter skilsmisse og et forlist ægteskab, oplever langt de fleste, at de nu ved, hvad der skal til i et nyt forhold, ligesom de føler sig sikre på, at de ved, hvad de vil undgå i et nyt forhold.

Og så står han der; prinsen. Eller også står hun der, prinsessen
Og hjerterne banker, og lagnerne krølles, og livet er smukkere end aldrig før

Udfordringen er bare, at der er børn på begge sider.

Så længe de voksne bor hver for sig, er det sjældent et stort problem, men når de voksne vælger at flytte sammen, opstår der tit problemer, som selv en forelskelse har svært ved at overvinde.

Lad mig komme med nogle eksempler:

En kvinde, der har egen virksomhed, flytter sammen med en mand, der er almindelig lønmodtager.

Der er fire sammenbragte børn. Kvindens børn er 13 og 16, mandens børn er 5 og 10.

Den kultur, kvinden bringer ind, er:

• Der arbejdes meget, der er mange lommepenge, børnene er vant til at klare pligter som at rydde op på eget værelse og vaske eget tøj. Kvinden og hendes teenagebørn har et meget direkte sprog. I mandens ører er sproget for hårdt og for ligefremt.

Mandens skilsmisse var meget hård. Han har ligget i retssag med ekskonen og har sine børn hver anden weekend, hvor de store teenagere bor hos moderen, men er hos faderen hver anden weekend og kan besøge ham, når de lyster. Kvinden har et uanstrengt forhold til sin eksmand, der selv har en ny kæreste, hvor manden har et uhyre anstrengt forhold til ekskonen, og de kommunikerer stort set kun skriftligt, via sms og mail.

Og så opstår problemerne.

Teenagernes ligefremme sprog og deres mange venner, der kommer, generer ham. Han bliver irriteret og synes, at moderen er for meget væk, og tager hendes egne børns sprogbrug for let. Tit taler hun endo med på denne ”stand up”- måde at snakke på, som han kalder det. de første mange gange blev hun ked af det, når han sagde det. men som månederne går, og han bliver ved med at påpege teeangernes sprog og at de fylder for meget, bliver hun kølig og siger, at hvis han ikke kan lide lugten i bageriet, ja så må han jo bare flytte med sine englebørn

Logistikken er på plads. Hvert barn har et værelse. Der er plads i bilen til dem alle sammen. Der er styr på, hvem der smører madpakker. Men han bliver mere og mere frustreret. Det gør hun også. Det lukker hendes hjerte, langsomt men sikkert, at han bebrejder hendes børn – og indirekte hende. Og så kommer spørgsmålet en aften, hvor de ellers havde aftalt at få lidt ro på og at få hygget igennem.

Spørgsmålet fra hans side, der lyder:

Hvornår må jeg begynde at sige noget til dine børn?

Og så ruller diskussionen. Udvikler sig til et skænderi om hans utilstrækkelighed og selvmedlidenhed, hans manglende fleksibilitet og manglende træden i karakter og hendes travlhed, som han kalder stress og hendes skødesløse måde at håndtere hendes børn på osv. osv.

Konsensus bliver, at de vælger at gå i parterapi. Udelukkende med det fokus for øje at håndtere det at være en sammenbragt familie.

Forløbet er langt, og det bliver slidsomt. For han kan ikke acceptere den regel, der hedder, at hun primært opdrager egne børn, og han primært opdrager egne børn. Sprogbruget og tonen fra teenagernes side går ham så meget på, at det slutteligt ender med, at de vælger at flytte fra hinanden. Dette sker også som en foranledning af, at teenagerne en dag melder ud, at de overvejer at bo mere hos deres far, fordi stemningen er så anstrengt i huset.

Lad dette være et eksempel til læring. At håndtere egne og andres børn er afgørende for humør-barometret og stemningen i huset.

Tro ikke, at det er noget, der kommer af sig selv eller noget, der bliver bedre.

Og selvom det kan lyde pessimistisk, så er mit råd:

Flyt ikke sammen, før dette er på plads. Alt for mange sjæle rulles ind i jeres mønstre og enighed/uenighed.

Skriv gerne indlæg eller kommentarer til min blog vedrørende det at være en sammenbragt familie.

Hilsen
Christel Sonne Rasmussen.
Kolding.