Ensomhed.

Der er fortsat stor tilslutning til singlenetværk. Ikke så underligt, når skilsmisseprocenten stiger

Og der er i bølger også debat om ensomhed. Debat, hvor der nævnes, at ensomhed er en epidemi, og at der aldrig har været så mange ensomme mennesker som nu. Nogle gange skyldes debatten, at en person er fundet død i sin lejlighed og først fundet efter adskillige døgn, skønt vedkommende bor i en etageejendom. Andre gange fordi  godhjertede og velmenende ledere af ældrecentre peger på, at flere og flere ældre aldrig får besøg af pårørende og sidder og venter på døden – uden tilknytning til nogle nære relationer. Andre gange igen fordi der er et fokus på, at antallet af hjemløse stiger.

Ensomhed er en sindstilstand

Når alt kommer til alt mener jeg, at det er med ensomhed som med enhver anden sindstilstand. Det er individuelt fra person til person, om man nyder sit eget selskab og kan være alene, eller om man føler sig ensom

Ensomhed har hverken noget med alder eller social status at gøre

Det er  ingen hemmelighed, at jeg i min praksis møder både unge og midaldrende, der føler sig ensomme. Og ud af ensomheden kan tankerne nemmere stikke af i alle mulige retninger, følelsen af mindreværd, følelsen af meningsløshed, tvivlen på sig selv og eget potentiale, frygten for om man nogensinde kan finde en partner og skuffelsen over, at de store børn, der for længst er flyttet hjemmefra og højst ringer en gang ugentlig, – kan nære følelsen af ensomhed., med alt hvad der til hører af overforbrug af alkohol eller medicin, depressioner og manglende styrke og motivation til selv at gøre noget ved det.

For selvom det kan lyde lidt nøgternt og barskt, mener jeg, at vi jo alle sammen ligger som vi har redt.

Er ensomhed en daglig med-eller modspiller for dig?

Så hvis ensomhed er en daglig mod-eller medspiller må vi hver især vælge at gøre noget ved det. Også selvom vejen kan føles trang, for det er med ensomhed som med mange andre aspekter såsom destruktive parforhold, negative arbejdsforhold, dårlig økonomi og gentagelse af dårlige mønstre. De fleste mennesker  laver først en ændring, når bunden eller  lavmålet er nået og erkender, at ”hvis jeg ikke gør noget nu, ender jeg i afgrunden”.

Og derfra er det sværere at komme op.

Tak til >Thomas Blachman

Det er sjældent, at jeg ser TV. Har så meget andet at fylde min fritid med. men da jeg altid har en åbenhed for inspiration og henter denne  via >TV, radio, bøger og samtaler med mennesker, er det som om, at en del af mit sind altid er klar til at opfange indsigter og viden, som er nyttig for mig – både som menneske og som terapeut .

Nogle måneder tilbage var der en udsendelsesrække på dansk TV, ( Luk mig ind-det er Blachman ) hvor Thomas Blachman tog ud til forskellige veje og hjalp beboerne med at få kontakt med hinanden, for blandt andet at modvirke ensomhed.

Jeg husker, at jeg lå på sofaen og slappede af og havde fødderne i min datters skød. Hun var på facebook, – og fjernsynet kørte som sagt i baggrunden, og jeg var mere eller mindre nærværende. Og pludselig hører jeg Thomas Blachman tale om ensomhed, og mit sind åbnede sig. Han sagde: – og det er frit citeret efter min hukommelse:

”det ensomme menneske er et menneske, der har bildt sig ind, at de ikke har noget at byde ind med”

 Thomas Blachmans opfordring var derfor, at vi selv eller andre må gøre os opmærksomme på, at vi jo alle har noget at byde ind med, på samme måde som Ole Lund Kirkegård pegede på for mange år siden i den skønne børnebog >Gummitarzan : ”alle er gode til et eller andet ”:  Og jeg tænkte: det var klart –og det var præcist sagt.

Både det med selvindbildningen, der jo kan fremme eller hæmme alt initiativ, og det med at hvis vi vil ensomheden til livs, må vi finde ud af, hvad vi er gode til eller hvad vi kan lide, eller at vi tager for givet at vi kan, og som alligevel er en ressource – og så må vi af sted.

Ud af døren, eller i kontakt med andre mennesker, så vi dag for dag gør os selv mindre og mindre ensomme, og får fundet en balance, der gør, at vi kan nyde vores eget selvskab og give grobund til et netværk.

Ensomhed og depression går tit hånd i hånd

Når jeg har klienter, der taler om ensomhed, er depression tit et af følgeaspekterne. Det gør det i udgangspunktet lidt vanskeligere at puste liv i processen, for det at styrke troen på sig selv og det man indeholder, er en lidt længere rejse op af bjerget, når et menneske først er blevet deprimeret. Men jeg bliver til min dødsdag ved med at mene,  at der altid er mindst en mulighed, man har overset. Og generelt bryder jeg  mig ikke om at bruge mig selv som eksempel, men netop når det drejer sig om ensomhed, må jeg understrege, at selvom jeg er blind – og derigennem har lidt flere sociale udfordringer med hensyn til at møde mennesker, er ensomhed en tilstand, jeg aldrig er i kontakt med.

Der er personlige grunde til ensomhed.

Naturligvis er der personlige grunde. Jeg ved godt, at der er grunde i hver persons historie til at man kan føle sig ensom. Og at det tit er lettere at være alene, når man er introvert af natur.

Jeg kan godt se, at hvis man er ledig, single, ikke har nogen passion og derudover ikke har pårørende tæt på, ja så kan en tilstand af ensomhed da nemmere snige sig ind. Men stadigvæk er jeg nu overbevist om, at det er et valg, vi tager.

Jeg ved godt, at jeg får modstand

Og jeg er ikke ked af at sige det, men vedf at jeg får modstand på følgende udtalelse. 

-”Du kan ikke være ensom uden samtidig at have ondt af dig selv”.

Har du besluttet dig for ikke at være ensom?

Hvis du vil væk fra ensomheden og ind i tosomheden. Eller hvis du vil væk fra ensomhed og selv have indflydelse på, hvem der er i dit netværk. Hvis du vil mærke en større mening med dit liv og dagligt føle, at der er noget, der nytter, så start med at sige >”tak for kampen – og farvel” til din selvmedlidenhed. At jeg skriver det så nøgternt skyldes, at jeg ved, at det at have ondt af sig selv forstærker ensomheden og hæmmer motivationen.

Det betyder ikke, at der ikke kan være dystre stemninger og stunder. Men valget er stadig dit. Vil du opretholde at det er synd for dig, eller vil du vælge at se det du slås med som et vilkår i stedet for at se det som en uberettiget modstand?

Kig dig omkring. Og hvis du er klar til at gøre noget andet, så kig dig omkring. Kig enten på mennesker, du misunder eller lyt til eller læs om mennesker, der har truffet personlige valg og taget nogle beslutninger som de via handlinger fører ud i livet.

Jeg læser hver eneste dag, og i perioder, hvor jeg er træt af femi-krimier og dybe skandinaviske socialrealistiske romaner, læser jeg biografier. Om det er Dronning Margrethe, Susse Wold, Henning Mouritsen, Anker Jørgensen ,Bodil Udsen, Ghita Nørby, Thomas Blachmann, Lars von Trier, Anne Linnet,  Kim Larsen eller andre skønne mennesker kommer ud på et. For  i enhver biografi er der guldkorn.

Åbn dit sind for guldkorn og indsigter. Og selvom du fra tid til anden føler, at vejen er lang og at det er en undergang, så vid at det er det ikke, men det er en overgang.

Sokrates er adskillige gange blevet citeret for at have udtalt:

”Vær ekstra venlig over for mennesker, du møder. For alle kæmper en kamp, du ikke kan se”

 Uanset om nogen er født ind i en stor søskendeflok, har boet på en vej hvor det vrimlede med legekammerater, har haft en sexuel orientering eller en passion, der skabte forudsætning for bestemte tilhørsforhold, havde et talent de måtte udvikle eller et talent der lå lige til højrebenet, har alle haft eller har alle deres egne kampe. Og det er det, jeg mener, når jeg taler om vigtigheden af at droppe selvmedlidenheden for at undgå nogensinde mere at føle sig ensom. Der er de vilkår der er. Forson dig med dem og få det bedste ud af dem og overvind så dig selv, så du viser, at nej,- ensomhed er ikke en epidemi. Ensomhed er et midlertidigt vilkår. Og du kan gøre noget ved det

 Naturligvis har jeg meget mere på hjerte vedr. ensomhed. Terapi og foredrag kan være en af vejene til at blive inspireret for at få kastet nyt lys over netop din vej

Naturligvis er det en anden snak, når ensomheden skyldes et dødsfald af en elsket partner eller en chokerende lynskilsmisse, hvor man er blevet vraget. I sådanne tilfælde skal sorgen bearbejdes,  så du igen får kræfter til at navigere og nyorientere dig.