SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Skænderi – skænderier.

Vi skændes – vi har skænderi – skænderier i parforholdet.
Skænderier der dræber eller ødelægger parforholdt.
I det følgende vil jeg nævne nogle eksempler fra skænderier, som jeg hører i min praksis som parterapeut flere gange ugentligt.

Læs med og se, om du kan genkende nogle af dem. Og hvis dette er tilfældet, så fortvivl ikke. Der er uendeligt meget at gøre, hvis man ønsker at ændre skænderier og diskussioner til konstruktive dialoger.

Det er jo altid det samme, vi skændes om. Han siger, at jeg vil lave ham om, men det vil jeg altså ikke. Jeg peger bare på, igen og igen, at når han har lovet mig noget, ja så bliver jeg ekstremt skuffet, når han ikke overholder det. Nu er det så hård en knude, at den føles gordisk… kun et sværd kan hugge den over. Vi er kørt helt fast.

Det er så enerverende at komme hjem. Når jeg træder ind ad døren, står min kone parat, med en masse forventninger til mig. Hun forventer, at jeg af mig selv kan se og mærke, hvad der skal gøres. Og utroligt mange stunder er endt i diskussion og skænderier, for di hun mener, at jeg ikke tager noget af mig selv. Jeg synes, at det er så anstrengende, at vi ikke lige kan sige “hej” og at hun så bare stille og roligt fortæller mig, hvad der er brug for. Hun siger, at det vil hun simpelthen ikke. Hun vil ikke stå som min mor og diktere mig, hvad der skal gøres. Sådan opfatter jeg det slet ikke. Men vi skændes om små banale bagateller flere gange ugentligt.

Min mand er alt for hård ved børnene. Han slår dem ikke, men er så barsk og principfast. Jeg synes slet ikke, at han begriber, at de også er børn og ikke kan lære tingene så hurtigt som han urimeligt forventer af dem. Han synes selvfølgelig, at jeg er alt for blød. Jeg synes altså ikke, at jeg er pylret, men jeg kommer tit til at stå og forsvare børnene og så bliver han tavs og gider ikke snakke. Jeg føler, at det er mig, der skal dukke mig hver gang. Jeg er bange fo at dette kan komme til at koste os vores ægteskab.

Jeg synes at min kone er smuk og dejlig og lækker. Jeg er vild med hende og lader hende det tit vide. Men hun tager slet ikke imod mine komplimenter, hun afviser mig faktisk. Hun skal “lige ordne vasketøj, lægge børnenes tøj frem, snakke med en veninde i telefonen, gøre køkkenskabene rene” osv.. Når jeg er så meget i underskud, at jeg insisterer på se, er hun irriteret og beder om, at jeg giver hende rum. Dette skændes vi tit over, og nu har vi ikke haft nogen som helst intim kontakt på hendes initiativ i over et år. Jeg synes, at det er svært at holde humøret højt. Hun opprioriterer altid børnene, det praktiske eller sit arbejde… hallo, jeg er jo bare en mand. var det ikke meningen, at vi også skulle være kærester?

Jeg synes, at min mand er utroligt stridslysten. Hver gang jeg spørger ham, om vi ikke kan snakke, vender han øjne, sætter sig demonstrativt ned og siger, at jeg da bare kan snakke. Jeg vil jo alligevel bare have ret, som han siger. Og så giver han ingen respons eller spørger flabet, om jeg er færdig, så han kan læse nyheder på tekst TV eller andet… det eneste, jeg vil er at vi har lidt fortrolighed. At vi kan snakke om de tanker og følelser og oplevelser, vi har. Men han får mig til at fremstå som en, der vil kværulere. Og det er ikke tilfældet. Jeg vil jo bare dele, for indeni føler jeg stadig, at han er min bedste ven. Men vores skænderier er blevet ret hårde. Vi angriber hinanden verbalt, og tonen bliver mere og mere hård. Nogle gange ret ondskabsfuld. Ord som “nar, spasser, kæmpeidiot, røv, osv. er desværre ved at være dagens orden. Vi må altså tilbage på ret køl igen. Vi er jo nogle elendige forbilleder, – og det er så noget af det eneste, vi er enige om.

Da vi mødte hinanden, kunne jeg godt lide, at min kone var direkte og ærlig. Nu både gruer jeg for hendes skarpe tunge, og føler mig totalt sat til vægs, når vi diskuterer. Ja, faktisk er det skænderier, og ikke diskussioner, der folder sig ud. hun flipper helt ud, når jeg siger, at hun ligner sin mor mere og mere. Og så taler hun op og ned af vægge og stolper om, at jeg bare kan stoppe hende, og at hun ikke ønsker at være så dominant. Men jeg synes ganske enkelt ikke, at hun selv tager ansvar for sin adfærd. og jeg mener, at hun minder om sin mor, der er en kritisk og gnaven og ret vederstyggelig person.

Hjemme ved os er det min mand, der står for det rent økonomiske. Det synes jeg er rimelig, for jeg står for så meget andet. Og da vi lavede denne arbejdsfordeling for flere år siden, var vi begge tilfredse med den. Men han er blevet et kontrollerende og næsten gnieragtigt menneske. Og vi har ugentlige skænderier om dette. Intet kan jeg gøre godt nok. Han gennemgår alle dankort-udtog og bebrejder mig, at jeg bruger for mange penge. At jeg er et ødeland. Og det er jeg ikke. Jeg har aldrig overtrukket en konto, men han er så mistroisk, og vi kan overhovedet ikke nærme os emnet økonomi, uden at han bliver sammenbidt og bebrejdende og jeg bliver angrebslysten og forsvarsberedt på en og samme tid. Jeg synes, at vi spilder så meget krudt på dette, og er led og ked af situationen. Der er da så meget andet at sætte pris på. Jeg synes slet ikke, at vi nyder de forudsætninger, vi har.

Forleden kom jeg hjem. Min kone var i badeværelset. Hun havde låst døren og sad og sang derude. Jeg synes, det var en mærkelig adfærd. Især fordi vi var børnefri og skulle hygge os. Jeg ved godt, at jeg kom 45 minutter senere hjem, og at jeg ikke havde ringet om dette, men den låste dør sagde bare alt. Det var som så mange gange før hendes måde at straffe mig på. For sådan er det. Min kone straffer mig, når jeg ikke lever op til hendes forventninger. Når jeg prøver at bringe det på bane, er det eksplosionsagtigt. Som at smide benzin på et bål. Der går 2 minutter, så håner hun mig og siger “nå, hvor er det synd. Du har vel rigtigt nok ondt af dig selv”. Og så flipper jeg altså. Det er jo ikke de, det handler om. Kan hun ikke bare se, at jeg hele tiden gør alt, hvad jeg kan, for at både familie og job skal fungere. Nej, det kan – eller rettere: det vil hun ikke. Vores skænderier er triste. Det er faktisk mig, der tit ligger og græder og prøver at række en hånd ud. nogle gange tager hun da imod den, men jeg føler, at jeg skal krybe og overholde alt, hvad hun forlanger, på sekundet, for ellers er der tavshed eller endnu værre. En afvisning.

Jeg har nogle gange i afmagt råbt til min mand, at hvis vi ikke får det bedre, vil jeg skilles. Altid med samme reaktion, nemlig at han ikke taler til mig, før jeg er kommet på mine grædende knæ og har sagt undskyld. Hans tavshed kan vare dage, ja nogle gange har den varet i en uge. Når vi er på bølgelængde igen, prøver jeg at forklare ham, at hans tavshed er psykisk terror, men han kigger bare koldt på mig og siger, at jeg da bare kan lade være med at true med skilsmisse, for så længe jeg gør det, ser han ingen grund til at tale med mig og så ryger jeg altså op i det røde felt. Og har også kaldt ham psykopat nogle gange. Det ved jeg godt, at han ikke er, men jeg bliver bare så uendelig trist, og føler at der er noget, der går i stykker hver gang. Jeg føler da ikke, at han vil beskytte mig og bakke mig op, når han bare holder mund. Og han siger, at jeg ligger, som jeg har redt og bare kan tænke mig bedre om. Vores skænderier har mere og mere udviklet sig til, at det ender med, at jeg sover på sofaen, og han går sin vej i et par timer. Vi har nu to ødelagte dørkarme, fordi han smækker så voldtsomt med døren. Jeg vil ham gene, men holder næsten ikke til flere nederlag. Jeg har prøvet at tale med ham om, at han er stresset, men han synes, at jeg snarere skal kigge indad.

Min mand har været mig utro. Det var en kort affære, og den er afsluttet for længst. Han har klart angret og forsøgt at gøre det godt igen. Jeg hænger mig ikke i det, der er sket, men er ind imellem stadig lidt skræmt, når han kommer hjem og vores dialog ikke kører. Hvis jeg for eksempel spørger, hvad der er sket på arbejdet (hvor han havde affæren), siger han” der er ikke rigtig sket noget, og så går mine advarselslamper i gang. For nu frygter jeg, at han enten lyver eller fortier noget for mig, og det krav, jeg stillede, da han bekendte sin utroskab var, at jeg godt ville kæmpe, men at jeg aldrig mere ville acceptere løgn og fortielser. Og det accepterede han fuldt ud.
Det er som om, at jeg skal hive alt ud af ham. Og indimellem udvikler det sig til et skænderi, fordi han synes, at jeg kræver for meget, og at han altså ikke er så dyb, at han hele tiden kan sætte ord på sine tanker, følelser og oplevelser.

Jeg synes, at de er en skam, at vi har så mange skænderier. Jeg hader det, og skændes faktisk kun, når jeg føler mig trængt op i en krog. Jeg hader faktisk konflikter. Kunne vi ikke bare sige “pyt nu med det”, og så kigge fremad. Men nej; min kone vil diskutere og jeg har oplevelsen af, at hun konstant kigger efter mine fejl og mangler. Jeg har i de seneste to uger lagt mærke til, at hun hver eneste dag har kritiseret mig. Det vil jeg altså ikke finde mig i. Jeg er meget anerkendende over for hende. Hun er lidt af en strid kælling, undskyld mit sprog, og det er da et helt ufatteligt spild af gode kræfter og god id. Hun siger, at jeg er en kujon, der ikke vil forholde sig til tingene og bare flygter ud til golf, når det passer mig. Det er ikke rigtigt. Jeg spiller kun to gange om ugen, og hun går da også selv til fitness. Jeg er altså meget i vildrede med, hvad det er, hun vil have. Og på det sidste er jeg begyndt at svare igen. Hvad der absolut ikke passer hende, og hvad jeg jo heller ikke selv kan lide. Jeg synes, at skænderier er så frygtelige. Og jeg oplever, at hun bare vil lave mig om. Intet af det jeg gør, gør jeg tilsyneladende godt nok. Det er da demotiverende. Hvis vi ikke får løst det her nu, ser jeg mig nødsaget til en separation”.

Ovenstående er blot et lille udpluk af citater. Hentet i og fra virkeligheden.

Sekvenser, der fortæller om afmagt og magt. Afvisning og straf. Fortvivlelse og mangel på fortrolighed. Forskellige værdier og manglende accept af måder at gøre tingene forskelligt på. Løfter, forventninger og skuffelser. Håb og håbløshed.

Og mærk dig:

Alle udsagn kommer fra mennesker, der var usigeligt glade for hinanden, engang.
Men hvor hverdag, pligter, job, uafstemte forventninger og manglende “Fair – Play” har gjort stunder, der ude fra set forekommer banale, til krigszoner.

Der er råd for det hele. Det kræver noget af begge parter, men hvis du og I oplever, at skænderier er blevet for hyppige og for destruktive, så overvej parterapi. Overvej at blive inspireret til at håndtere forskelligheder med tolerance, undren og virksomme kommunikationsværktøjer.

Fordi vi gerne – og endelig – må være forskellige i vores parforhold, men fordi de er alt for opslidende at lade skænderier blive dagens orden. Det er spild af god energi. Og der skal mange gange ikke så meget til.

Der findes en gammel historie “Om at såre hinanden” med skænderier og hidsighed.

Alting har sin pris.
Jeg ved, hvad der kan gøres.
Vil eller tør du/I vente?

-Christel

Af Christel Sonne Rasmussen - 19 jun, 2007

Læs mere i samme kategori:

Parforholdet og manglende seksualitet

Parforhold og seksualitet.
Et parforhold er den relation i vores voksne liv, der rummer de største muligheder.

Med et parforhold har vi muligheden for at opleve fællesskab, tryghed, frihed, kærlighed, venskab, sårbarhed, krise, styrke, erotik og vækst. Og et parforhold er også den relation, hvor vi har mulighed for at udvikle os individuelt samtidig med at der foregår en fælles udvikling.

7-års-krise

Til både det individuelle menneske og til dig/jer, der er i et parforhold, har jeg en anbefaling, i forhold til når I når 7 år i et forhold. Min anbefaling er præget af den gode indsigt: Man må stoppe op for at komme videre. Sagen er nemlig den, at det at stoppe op og lave et tjek på sig selv og sit parforhold er, hvad der giver mening. Ingen går upåvirkede igennem 7 år.

Gnisten mangler i vores parforhold – ægteskab

Jeg har ofte par I parterapi, hvor den kvindelige part udtryk for, at hun ikke længere har følelser for partneren, og at hun ikke ved, om hun elsker ham mere.
At de så alligevel opsøger en parterapeut skyldes som regel, at der er børn og en lang og god fælles historie, som binder dem sammen.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: