Sorg over dødsfald – min fars død

En 30-årig kvinde opsøgte mig. Hun beskrev, at hun trods et velfungerende parforhold med 2 børn, et godt job og et godt netværk, havde det skidt. Grunden var, at hendes far var død.

Og problemet var, at faderen var død 7 år tidligere, men at hun stadig savnede ham enormt, tænkte dagligt på sin afdøde far med, sorg og afmagt, og meget let bristede I gråd og følte, at hun levede I en kronisk sorgtilstand.

Jeg kan ikke slippe tankerne om min far,

sagde hun.

Jeg føler det nærmest som en besættelse, han er der på en måde hele tiden, og indeni bag min facade er jeg altid trist og har en snert af modløshed. Vi talte om, hvilke kvaliteter, hendes far havde haft, og jeg spurgte, om hun kendte andre mennesker med de samme kvaliteter. Hun beskrev faderen som varm, godmodig, nærværende og livsklog, og beskrev at hun også kendte andre mennesker, der besad disse kvaliteter. Jeg bad kvinden fortælle mig, hvilke indre billeder og evt. hvilken indre dialog, hun havde, når hun tænkte på sin far. Hun så mange indre billeder af far. Kendetegnende for alle billederne var, at han stod bortvendt og hun ikke kunne se hans ansigt, som hun udtrykte det. Derpå spurgte jeg, om hun havde kendt andre, der var døde, men som hun havde et afklaret forhold til, på den måde at forstå, at hun ikke længere sørgede over dem, men bar dem i hjertet og var afklaret med, at de ikke var her længere. Hun nævnte især en ungdomskammerat, der var omkommet i en bilulykke. Han er godt nok død, og han var en af mine bedste venner, men jeg savner ham ikke. Selvom det lyder skørt, føler jeg, at han er tæt på, og jeg bliver glad og rolig, når jeg tænker på ham. Altså havde jeg hermed afdækket 2 forskellige sindsstrategier, som denne unge kvinde havde med hensyn til afdøde personer. Derfor anvendte jeg NLP og terapi, der er til specielt sorgrepræsentationer, og da vi havde gennemført øvelsen, beskrev kvinde uopfordret, det var da mærkeligt, nu kan jeg pludselig huske nogle ting fra min far, han ser levende ud, når jeg genkalder mig ham, og nu kigger han på mig…

Jeg bemærkede, at hun nu i sit indre havde en mere ressourcefyldte repræsentation af sin far, og bad hende forestille sig, at hun kunne høre ham tale til hende, og at hun også i sit indre kunne sætte ord på noget af det, hun syntes, at hun aldrig havde fået sagt. Dette tog den unge kvinde 10 minutter, hvor hun sad indadvendt, og helt tydeligt havde en indre dialog i gang.

Denne første behandling sluttede med, at den unge kvinde beskrev,at hun havde en anderledes følelse indeni, men at det var lidt svært at beskrive, hvad den handlede om. Hun bestilte derfor en ny tid 10 dage senere.

Da hun kom den anden gang, sagde hun jeg ville egentligt have afbestilt denne tid, for der er sket det mærkeligt, at jeg ikke savner min far længere, jeg har det med ham som med ham min gamle ven, der også døde. Nu var hun jo kommet alligevel, og jeg bad hende beskrive, hvordan hun havde haft det siden sidst.

Hun sagde

Jeg havde det mærkeligt, da jeg gik herfra og syntes, at det noget ret underligt noget, men 4 dage senere skete der noget mærkeligt. Jeg sad en dag ved aftensbordet med min mand og børn og pludseligt slog det mig, at jeg ikke havde tænkt på min far i 3 dage. Det undrede mig meget.

Kvinden beskrev videre: Jeg blev bange for, om jeg var blevet følelseskold, og satte mig den aften derfor for at tænke på min far. Jeg vidste jo, at når jeg plejede at tænke på ham, blev jeg trist og modløs, men jeg kunne ikke, selvom jeg sad koncentreret i nogle timer få de gamle følelser frem. Jeg følte, at han var nær mig, eller rettere: at jeg bar ham indeni, og lige siden har jeg haft det okay med, at han er død. Behandlingen sluttede med, at vi stille og roligt sad og filosoferede over livet og døden, og talte om, hvordan døden sætter vores liv i perspektiv. Det var en lettet kvinde, der gik ud af døren. Hun lovede mig udtrykkeligt, at hun ville ringe med det samme, hvis de gamle følelser kom igen. Det er nu 5 år siden, og jeg har endnu ikke hørt fra hende.

Denne historie er oprigtig, men lyder jo nærmest eventyrlig.

På spørgsmålet om, om det altid er så nemt at eliminere sorg, vil jeg sige nej. Jeg har haft mange sorgforløb, de fleste har varieret imellem 3 og 10 gange. Dog har jeg én gang haft en klient, der havde mistet 2 børn, og i dette tilfælde strakte forløbet sig over 1 år. Men så havde han det også i stil med kvinden, der er beskrevet her på siden. Den far, der var i det lange forløb sagde smilende til mig, da hans forløb var ved af være afsluttet. Det kan godt være, at det lyder lidt mærkeligt, men når jeg tænker på mine børn, får jeg det så godt indeni. Og de følelser og de tanker, jeg har indeni, er bedre end sex. Den udtalelse taler for sig selv. Altså mener jeg, at sorg ikke behøver følge os adskillige år igennem libet. Det er efter min bedste overbevisning muligt at ændre modløshed, tristhed og sorg til indre fredfyldthed og en følelse af med accept at “bære afdøde i hjertet”, som jeg i min terminologi kalder det.