SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Hvorfor og hvordan.

Jeg får dagligt mails om coaching, og hvad coaching kan bruges til.
I flere af de mails, jeg modtager, er der mange, der beskriver, at de har brug for at forstå, hvorfor de reagerer som vi gør, og også mange der stiller spørgsmål om, hvorfor man eksempelvis ikke kan motivere sig, ikke kan sætte grænser, ikke kan følge sine mål, ikke kan tro på sig selv osv.

Alle sammen relevante og gode spørgsmål.
Der sker altid det i mig som coach, når jeg taler med det menneske, der beskriver sin indre livsverden, at jeg registrerer “hvorfor”- spørgsmålene.
Fordi jeg ved, at ordet “hvorfor” åbner så mange svarmuligheder, og at det i mange tilfælde er tendensen til at spørge “hvorfor”, der opretholder en besværlig og låst tilstand.

Lad mig give et eksempel.

En mand stod på en parkeringsplads foran sin bil. Han kunne ikke komme ind i den.
Hans nøgler var væk.
Hans barn spurgte “hvorfor står vi her, far?
Et godt og relevant spørgsmål fra et lille barn.
Faderen svarede.
Det gør, vi, fordi jeg ikke kan finde mine nøgler.
Det gør vi, fordi jeg ikke kan få fat i mor, så hun kan komme med nogle andre nøgler.
Det gør vi, fordi jeg formentligt har smækket mig ude.
Det gør vi, fordi der hele tiden er så meget larm og så mange forstyrrelser, at jeg bliver ukoncentreret, når jeg gør mine ting.
Osv.
Faderen havde straks mange svar parat.
Og sådan går det sædvanligt, når vi stiller spørgsmålet “hvorfor”.
Men det hjælper os sjældent.

 

Det, der vil hjælpe os, er at vi gør os bevidste om, hvornår vi stiller “hvorfor”-spørgsmål, og gør os klart, at vi i stedet for at søge rundt i sindets labyrinter efter mulige og umulige svar, i stedet kunne stille os selv “hvordan”-spørgsmål.

Så man i en situation som den ovennævnte spørger:

  • Hvordan får jeg løst situationen bedst og hurtigst?
  • Hvordan ville det være, hvis det var nemmere?
  • Hvordan motiverer jeg mig selv lige nu?
  • Hvordan opretholder jeg mit humør og løser dette dilemma osv. osv..

Det er et kraftfuldt værktøj at blive bevidst om, at man kan erstatte hvorfor spørgsmål med hvordan spørgsmål. Og få meget mere konstruktive svar og handlinger ud af det.

Har du spørgsmål, så skriv til mig her på bloggen, så vil jeg gerne besvare dem.

Kærlig hilsen 

Christel

 

Af Christel Sonne Rasmussen - 24 feb, 2007

Læs mere i samme kategori:

Personlig gennemslagskraft

Lad ikke tidligere enkeltstående situationer, selvom de kan have været belastende, hæmme dig.
Gennemslagskraft er som mange af de andre stærke ord, der findes indenfor personlig udvikling, et samlet begreb. For heller ikke gennemslagskraft kan købes i pakker i supermarkedet, men er måske derfor netop interessant. Fordi gennemslagskraft er som lykke, som tålmodighed, som selvværd, som respekt, som tilstrækkelighed:

Målsætning – det at nå dine mål i livet

Uanset om vi inspireres af Tv-reklamer eller aviser, en snak med naboen eller en snak med os selv, ja så går en del af menneskenes tid og energi med at huske at drømme og at sætte sig mål.
Og det er godt.
For som mennesker tror jeg, at det har afgørende livskvalitet for os at drømme og blive ved at sætte mål. Og at nå dem, der har virkelig betydning og som skaber et løft for os.

Manglende motivation

Du ved det. Jeg ved det. Alle ved det. Vi er som udgangspunkt ikke klædt på til at kunne håndtere alle situationer, så i løbet af livet stopper vi op uden helt at have en klar fornemmelse af, hvad der er bedst at gøre. Når vi befinder os i en låst situation, et dilemma eller en anden form for svær situation for første gang, vil spekulationerne som regel handle om, hvad man skal gøre, og da man ikke ved dette, kan det hele formørkes og forekomme endnu tungere og uløseligt. Det er her, at mange desværre oplever en manglende motivation.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: