I fornuftens land.

I fornuftens land er himlen grå, træerne små og fuglene si`r ingenting.
Niels Hausgaard har med tiden skrevet mange tekster og sange.
Mange af dem er værd at tænke over.

Forleden hæftede jeg mig ved en tekst om et ægtepar. Der havde levet sammen i mange år. De kalder hinanden “mor” og “far”, og han har en stereotyp livsførelse. Han står op, drikker sin kaffe, tager på arbejde som assurandør i Alm. Brand, kommer hjem læser avisen, ser ikke at konen står i gangen og græder fordi han ikke viser hende opmærksomhed, han lader “sig trække rundt a græsslåmaskinen i weekenden”, og sådan går årene.

Til sidst myrder hun ham, men bliver frikendt for mordet, for det viser sig, at der slet ikke har været noget liv i ham “de sidste 15-16 år”, som Hausgaard så lunt synger….

Og omkvædet lyder:

I fornuftens land er himlen grå, træerne små og fuglene si`r ingenting

Jeg smiler lidt ved mig selv over sangen, og tænker, at det jo nok kun er de færreste, der bliver frikendt for drab som konen i sangen. Men tænker at sangen meget fint illustrerer det, som jeg kalder “Hr. og fru hakkebøf”.

Et ægteskab, hvor alt går i stå, hvor det der kaldes “den sunde fornuft” råder, og hvor der ingen udsving, ingen spontanitet, ingen gnist, ja rent ud sagt: intet rører på sig, der er nærmest intet liv i livet.

Jeg har talt med utroligt mange par igennem tiden, og har en klar opfattelse af, at tryghed og forudsigelighed naturligvis er vigtigt, men ikke på bekostning af variation og evnen til at “bryde” hverdagen. Og når par kontakter mig og siger, at “gnisten er væk“, og at alting kører skævt og er gået mere eller mindre i stå, ja så er der ofte tegn på, at normer og manglende spontanitet, manglende lydhørhed og evnen til at være levende, lige nu og her, er gået i glemmebogen.

Det kræver indsats fra begge parter at holde et ægteskab i gang. Men det er værd at huske, at et parforhold starter, på grund af store følelser. Og at disse følelser er som blomster. Næres de ikke, visner de. Og det kan fornuften alene ikke råde bod på.

Hvad er det menneskene er bange for?

Mange er bange for at miste. Mange er bange for at blive forladt.
Men jeg tror, at de fleste mennesker er bange for forandringer. Og det er en skam, for livets energi er foranderlig. Vi får det vist hele tiden, hvis vi ellers kigger ud af vinduet, ser vi, at naturen og livet hele tiden er under forandring. Nogle mener, at der skal mod til at gribe forandringen, til at turde forandringen. Andre mener, at det er mere ligetil. Jeg er sikker på, at hvis vi ikke tør være foranderlige, ikke tør tage livet ind, ja så bliver resultatet derefter.

Den enestående russiske psykolog Vygotsky peger på, at alle mennesker har brug for en tryghedszone. Også kaldet “komfortzonen”. Men at hvis vi bliver der, og kun lader os optage af det, vi ved, som vi kan mestre og det, som er genkendeligt for os, ja så bliver trygheden en sovepude. Derfor må vi, fra tid til anden, og da især når behovet for forandring kalder på os, indstille os på at udforske det, som Vygotsky kalder “zonen for nærmeste udvikling”.

Tager vi ikke imod udviklingen, som mennesker og i vores parforhold, ja så bliver det indviklet. Og kedeligt.
Og så kan vi sidde i fornuftens land med den grå himmel, de små træer og de tavse fugle.

Valget er vores eget.

Hilsen
Christel