SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

I fornuftens land.

I fornuftens land er himlen grå, træerne små og fuglene si`r ingenting.
Niels Hausgaard har med tiden skrevet mange tekster og sange.
Mange af dem er værd at tænke over.

Forleden hæftede jeg mig ved en tekst om et ægtepar. Der havde levet sammen i mange år. De kalder hinanden “mor” og “far”, og han har en stereotyp livsførelse. Han står op, drikker sin kaffe, tager på arbejde som assurandør i Alm. Brand, kommer hjem læser avisen, ser ikke at konen står i gangen og græder fordi han ikke viser hende opmærksomhed, han lader “sig trække rundt a græsslåmaskinen i weekenden”, og sådan går årene.

Til sidst myrder hun ham, men bliver frikendt for mordet, for det viser sig, at der slet ikke har været noget liv i ham “de sidste 15-16 år”, som Hausgaard så lunt synger….

Og omkvædet lyder:

I fornuftens land er himlen grå, træerne små og fuglene si`r ingenting

Jeg smiler lidt ved mig selv over sangen, og tænker, at det jo nok kun er de færreste, der bliver frikendt for drab som konen i sangen. Men tænker at sangen meget fint illustrerer det, som jeg kalder “Hr. og fru hakkebøf”.

Et ægteskab, hvor alt går i stå, hvor det der kaldes “den sunde fornuft” råder, og hvor der ingen udsving, ingen spontanitet, ingen gnist, ja rent ud sagt: intet rører på sig, der er nærmest intet liv i livet.

Jeg har talt med utroligt mange par igennem tiden, og har en klar opfattelse af, at tryghed og forudsigelighed naturligvis er vigtigt, men ikke på bekostning af variation og evnen til at “bryde” hverdagen. Og når par kontakter mig og siger, at “gnisten er væk“, og at alting kører skævt og er gået mere eller mindre i stå, ja så er der ofte tegn på, at normer og manglende spontanitet, manglende lydhørhed og evnen til at være levende, lige nu og her, er gået i glemmebogen.

Det kræver indsats fra begge parter at holde et ægteskab i gang. Men det er værd at huske, at et parforhold starter, på grund af store følelser. Og at disse følelser er som blomster. Næres de ikke, visner de. Og det kan fornuften alene ikke råde bod på.

Hvad er det menneskene er bange for?

Mange er bange for at miste. Mange er bange for at blive forladt.
Men jeg tror, at de fleste mennesker er bange for forandringer. Og det er en skam, for livets energi er foranderlig. Vi får det vist hele tiden, hvis vi ellers kigger ud af vinduet, ser vi, at naturen og livet hele tiden er under forandring. Nogle mener, at der skal mod til at gribe forandringen, til at turde forandringen. Andre mener, at det er mere ligetil. Jeg er sikker på, at hvis vi ikke tør være foranderlige, ikke tør tage livet ind, ja så bliver resultatet derefter.

Den enestående russiske psykolog Vygotsky peger på, at alle mennesker har brug for en tryghedszone. Også kaldet “komfortzonen”. Men at hvis vi bliver der, og kun lader os optage af det, vi ved, som vi kan mestre og det, som er genkendeligt for os, ja så bliver trygheden en sovepude. Derfor må vi, fra tid til anden, og da især når behovet for forandring kalder på os, indstille os på at udforske det, som Vygotsky kalder “zonen for nærmeste udvikling”.

Tager vi ikke imod udviklingen, som mennesker og i vores parforhold, ja så bliver det indviklet. Og kedeligt.
Og så kan vi sidde i fornuftens land med den grå himmel, de små træer og de tavse fugle.

Valget er vores eget.

Hilsen
Christel

Af Christel Sonne Rasmussen - 19 apr, 2007

Læs mere i samme kategori:

Tjekliste

Denne tekst skriver jeg, i den periode i Danmarkshistorien, hvor landet er i en form for undtagelsestilstand, grundet Corona-virus.
Jeg har en fornemmelse af, at det vil berøre mange par og familier, når mange opholder sig mere hjemme og er mere sammen.
Jeg tror, at det blandt andet betyder, at det bliver mere tydeligt, hvordan du og I har det sammen, når alt kommer til alt.

Når din partner er konfliktsky

Har du hørt nogle af disse udsagn ? –eller kender du stemningen, der opstår, når følgende udsagn udtales: Hvorfor går du, hver gang der er optræk til konflikt?

Du opfører dig som Rasmus Klump, – du opfører dig som om at hvis vi bare spiser pandekager eller tager en kop kaffe, så kan alle problemer bare skubbes ind under gulvtæppet.

Man kan altså ikke komme igennem livet med tavshed eller overfladiskhed.

Kan du ikke forstå, at jeg bliver træt af dig og vred, når du aldrig tager initiativ til noget nyt og altid bare spørger, hvad jeg har lyst til.

Du pleaser så meget, at jeg bliver dominerende og strid, for din selvudslettelse er anstrengende. Forstår du ikke det?

Når jeg har brug for, at vi snakker noget igennem, udskyder du det. Jeg magter ikke, at du tror, at tingene løser sig på den måde.

Jeg keder mig sammen med dig. Det hele er så forudsigeligt og hyggeligt.

Parforholdet og manglende seksualitet

Parforhold og seksualitet.
Et parforhold er den relation i vores voksne liv, der rummer de største muligheder.

Med et parforhold har vi muligheden for at opleve fællesskab, tryghed, frihed, kærlighed, venskab, sårbarhed, krise, styrke, erotik og vækst. Og et parforhold er også den relation, hvor vi har mulighed for at udvikle os individuelt samtidig med at der foregår en fælles udvikling.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: