Christels blog
Af terapeut Christel Sonne Rasmussen
Kærester – ikke “bare venner”
Jeg havde for nogle år siden et par I terapi. Afvigende fra mange andre par, havde dette par stor tillid til hinanden.
De kunne snakke om alt, og der havde ikke været utroskab, arbejdsløshed, tab i nær familie, flytning eller andet, der umiddelbart kunne vippe deres balance. Parret havde 3 børn, der alle trivedes i skole og børnehave, så som de selv sagde der var umiddelbart ikke noget, som var grunden til, at de havde det dårligt med hinanden i længe perioder ad gangen.
Hvorfor de opsøgte mig.
De opsøgte mig, da de begge henover en vinter og et forår havde gået og tænkt, at de skulle gå fra hinanden, men ikke kunne få sig selv til at splitte familien – uden grund, som de sagde.
I vennekredsen så de mange dramatiske forhold.
De sad og følte sig forkælede, for rundt omkring dem i vennekredsen så de mange dramatiske forhold, og dette par følte jo, at de egentligt ikke havde noget at klage over, de var bare kørt døde – i perioder.
Da de opsøgte mig, var især manden frustreret. Han ville godt fortsætte, men vidste ikke, hvordan han fandt gnisten til sin hustru. Han havde udviklet en tendens til at blive på jobbet længere end han burde, og blev selvsagt mødt af uforståenhed og tristhed fra hustruen, der gerne ville det nære og ikke følte, at han valgte familien. Hustruen havde faktisk meget energi, hun var glad for sit job, men følte, at hendes mand mere var en god ven end en kæreste, så hun havde ikke længere behov for seksuel og intim nærhed med ham.
Kendetegnende for parterne var, at de to livsområder, der fyldte for dem, var dels familien, dels jobbet. Det var uhyre sparsomt, hvad de havde af tid med hinanden, de havde ikke venner og veninder hver for sig. De havde ikke fritidsaktiviteter hver for sig, og da vi drøftede dette aspekt, begyndte der at gå et lys op for dem hver især. Manden kunne se, at han kun ladede op på jobbet, og hustruen kunne se, at hun lagde al sin energi i familien og også pressede manden indirekte til at skulle være meget aktiv i familien. Men ingen kan jo presses til at føle lyst til at inkludere sig, ligesom ingen heller kan piskes til at le. Så dette par fik et meget anderledes forløb end de fleste. Netop fordi dette par skulle slippe hinanden lidt. De kunne nemlig godt tale sammen og forstå deres problemer, selvom de ikke hidtil havde evnet at løse dem. Men de havde begge fejlagtigt troet, at det kun var i to livsområder, at energien skulle findes. Derfor blev de begge sendt hjem med vejledning i at afklare, hvilken fritidsaktivitet de hver især ville beskæftige sig med. Og blev endvidere bedt om at afklare, hvilke ven/veninderelationer, de ville forstærke, for ikke at dele og drøfte alt udelukkende med partneren. Endvidere skulle de så også vælge en månedlig/ugentlig dag efter eget behov, hvor de lavede noget som kærester og ikke kun som far/mor, da rollen som forældre jo dominerede meget qua at de havde tre børn med hver deres behov. Vi mødtes flere gange over en 5 måneders periode. Det tager jo tid og beslutning igen at lave justeringer ind i et temmelig programlagt familie og jobhverdag. Men dette par ville igennem, og til deres undren begyndte følelserne at komme igen. Også de varme følelser, også følelsen af respekt og interesse, ligesom det skønne begær, som de begge huskede fra forholdets første periode, begyndte at blusse igen.
De to sidste gange handlede om ikke at idealisere hinanden.
Ikke at tro, at den anden part i forholdet er garanti for vores personlige lykke. Ikke at fordybe sig så meget, at det er det eneste der findes i verden. Manden mente efter forløbet, at han havde brændt sig selv mentalt ud, simpelt hen ved kun at tænke “familie” og “job” som overskrifterne i sit liv. På samme måde erkendte hustruen, at hun havde været lidt for meget hønemor og havde krævet, at hendes mand skulle udfylde rollen både som bedste veninde, omsorgsfuld og forstående forælder (for hende) samt være en spændende og iderig mand. Heldigvis fandt de tråden igen, så det at gå på jorden ikke var så tungt mere, og så de kunne anerkende og respektere hinanden som mennesker og ikke som idoler.
Obs.
Der er en vej for alle, hvis de forstår, “Kærligheden er ikke en læge”, fordi det er et godt og sigende udtryk for, hvad kærligheden ikke er, læs mere om:.
LINK TIL KÆRLIGHEDEN ER IKKE EN LÆGE
VIL DU VIDE MERE?
Læs mere i samme kategori:
Tjekliste
Denne tekst skriver jeg, i den periode i Danmarkshistorien, hvor landet er i en form for undtagelsestilstand, grundet Corona-virus.
Jeg har en fornemmelse af, at det vil berøre mange par og familier, når mange opholder sig mere hjemme og er mere sammen.
Jeg tror, at det blandt andet betyder, at det bliver mere tydeligt, hvordan du og I har det sammen, når alt kommer til alt.
Når din partner er konfliktsky
Har du hørt nogle af disse udsagn ? –eller kender du stemningen, der opstår, når følgende udsagn udtales: Hvorfor går du, hver gang der er optræk til konflikt?
Du opfører dig som Rasmus Klump, – du opfører dig som om at hvis vi bare spiser pandekager eller tager en kop kaffe, så kan alle problemer bare skubbes ind under gulvtæppet.
Man kan altså ikke komme igennem livet med tavshed eller overfladiskhed.
Kan du ikke forstå, at jeg bliver træt af dig og vred, når du aldrig tager initiativ til noget nyt og altid bare spørger, hvad jeg har lyst til.
Du pleaser så meget, at jeg bliver dominerende og strid, for din selvudslettelse er anstrengende. Forstår du ikke det?
Når jeg har brug for, at vi snakker noget igennem, udskyder du det. Jeg magter ikke, at du tror, at tingene løser sig på den måde.
Jeg keder mig sammen med dig. Det hele er så forudsigeligt og hyggeligt.
Parforholdet og manglende seksualitet
Parforhold og seksualitet.
Et parforhold er den relation i vores voksne liv, der rummer de største muligheder.
Med et parforhold har vi muligheden for at opleve fællesskab, tryghed, frihed, kærlighed, venskab, sårbarhed, krise, styrke, erotik og vækst. Og et parforhold er også den relation, hvor vi har mulighed for at udvikle os individuelt samtidig med at der foregår en fælles udvikling.