Stress larmer ikke.

Min kæreste – mand – hustru – leder – kollega – veninde er stresset – hvad skal jeg gøre?
Jeg har vi stor interesse i stress og stresshåndtering og stor viden og erfaring.
Jeg holder mig derfor opdaterede med de seneste artikler, og jeg, Christel, leder af Uni Coaching, har hæftet mig ved en udtalelse, der dukker op igen og igen.

Nemlig, at:

Stress larmer ikke.

Jeg forstår godt sætningen. Det skal naturligvis forstås sådan, at mennesker, der er virkeligt stressede, ikke taler om det, fordi de bruger langt de fleste af deres psykiske kræfter på at holde sammen på sig selv og ikke vil tabe ansigt eller yderligere selvkontrol ved at tale om stress. Jeg hører også tit virksomhedsledere udtale, at der vel ikke skal tales så meget om stress, for så får alle bare fokus på det, og sygemeldingerne vil så dominere hele personalet.

Så på et plan er det rigtigt: Stress larmer ikke.
På et andet plan, og her tænker jeg på det relationelle plan, ja da “larmer” stress betydeligt. Lad mig redegøre for dette.
Når manden i en familie bliver mere og mere kortluntet og reagerer med vrede på små og uforudsete hændelser, ja så larmer stress. Og påvirker resten af familien.
Når en kvinde bliver mere og mere bekymret, fordi hun har mindre og mindre føling med sig selv, egne behov og kun ringe kontrol over sin livssituation, og måske græder, måske ligger søvnløs, ja så “larmer” stress, og påvirker resten af familien.
Når en kollega trækker sig fra frokostrummet, og ikke har overskud til at smile og deltage i den almindelige konversation, ja så “larmer” stress, for de øvrige kolleger sender forvirrede og bekymrede blikke og tænker måske på, hvorvidt det har noget med dem at gøre.
Når en leder bliver mere dominant, mere kommanderende og mindre mentalt nærværende og sætter turbo på produktivitet og resultater, stiller højere krav og forventning om et mere accelereret tempo, forekommer egoistisk og enøjet, ja så “larmer” stress, for det påvirker alle øvrige implicerede, der mange gange vil opleve, at de ikke kan få budskaberne igennem.
Jeg kontaktes vi flere gange ugentligt af pårørende og ansatte, ledere og venner, der spørger, om jeg kan give nogle hurtige råd med hensyn til, hvad man stiller op med en umiddelbart stressramt/stresset person.

Jeg vil redegøre for to aspekter her.

Og jeg lade dig, som læser dette, vide, at der er meget mere at gøre, men at disse to redskaber gør en forskel.
Giv ikke for mange valg. Giv kun to valg.
Når du vil have en holdning eller en beslutning fra en stresset person, skal du vide, at spørgsmålet “hvad synes du er bedst”, eller spørgsmålet “hvad har du lyst til”, mange gange vil være umuligt at svare på for et stresset menneske. Især i de nære relationer vil man opleve, at den stressede afviser eller udskyder at svare. Hvorfor? Fordi der er så megen mental aktivitet og et fokus på at undgå flere belastninger, når man er stresset, at man ikke har adgang til sit overblik og til at føle, at det er ok at holde en pause eller muligt at vurdere, hvad man overhovedet har lyst til.
Derfor kan du som pårørende eller lignende med held bruge følgende spørgeteknik:
Jeg vil gerne have dig med i biografen. Vil du med på tirsdag, eller vil du med på torsdag.
Hvis det er en leder eller en kollega, man gerne vil have et møde med, spørger man:
Jeg vil gerne holde et møde med dig. Det er muligt mandag formiddag eller fredag formiddag. Hvad passer bedst for dig?
Jeg ved, at du kan se logikken i det.
Og selvom nogle påpeger, at det er en styrende måde at kommunikere på, så virker det som en stor hjælp på en stresset person, at der er nogen, der har et overblik.

Afvises man på sine forslag, laver man to nye, og holder fast, til man får en brugbar respons.

Nu er det jo ikke altid, at det man har på hjerte, er enten en biograftur, et møde eller noget, der skal besluttes. Som pårørende eller kollega kan man jo også sagtens have budskaber, som man ønsker bliver hørt og forstået. Og hvad gør man så?

Jo, her benytter man sig af det, jeg kalder HC Andersen-modellen. Bare lige for at få et strejf af et eventyr indover. Med HC Andersen-modellen mener jeg, at man skal gentage sit budskab mindst tre gange. Ligesom i eventyrene, hvor der tit er 3 prøvelser, 3 brødre eller en drage med 3 hoveder.

Et eksempel:
En kvinde bemærker, at hendes mand er indadvendt, svær at få i tale og at han reagerer meget vredt og irritabelt på hende og børnenes tilstedeværelse. Tilsyneladende er det kun sammen med computeren og hunden, at han trives.
Kvinden vil gerne tale med sin mand og give udtryk for sin omsorg over for ham. Når hun har haft prøvet det, afviser han hende, og siger, at de må snakkes ved senere, og om hun ikke bare kan lade ham være i fred.
Kvinden kan nu sige: jeg er ret bekymret for, om du har det godt, og jeg tænker en del over, at du bider så meget af både mig og ungerne.
Nu kan manden så sige: Pjat med dig. Så er det jo heller ikke værre. Er du ikke lidt oversensitiv, og kan du ikke bare respektere, at jeg lige nu har meget om ørerne.
Her kunne der så ret hurtigt opstå en diskussion. Men kvinden må ind i kampen, ved at gentage sit budskab igen.
Og hun kan ordret gentage, hvad hun netop har sagt.
Anden gang opretholder manden kanske sin irritation, for han kan ikke andet. Han er stresset, og hendes udsagn forvirrer ham, og trykker måske lidt på den indre kaostilstand, han oplever.
Og så gentager hun sit budskab igen.
Og først tredje gang kan hun begynde at forvente, at han hører hende..

Dette er en usædvanligt stærk teknik.Som man må øve sig i. Og som virker.
Lad mig uddybe, hvorfor jeg anbefaler denne teknik via et helt andet eksempel.
For mere end 12 år siden overværede jeg en amerikansk terapeut, der kunne fjerne alle former for fobier. Vi var 50 kursister, og en kvinde havde indvilliget i at få fjernet sin klaustrofobi (angst for lukkede rum)
Terapeuten sagde: Kan du fortælle mig om en situation, hvor du var bange?
Kvinden begyndte at beskrive en barndomssituation, hvor hun var blevet låst inde.
Terapeuten sagde: hvor i kroppen mærkede du mest, at du var bange.
Kvinden svarede ikke.
Han gav hende tid.
Og stillede det samme spørgsmål igen.
Hun svarede stadig ikke.Nu begyndte der at opstå lidt uro blandt vi tilskuere. Flere af os tænkte: hvad laver hun, hvorfor svarer hun ham ikke, han er en de bedste eksperter i verden, hun er da noget respektløs….
Men terapeuten stoppede behandlingen for en stund og sagde til gruppen.Ved I, hvad det er, der skyldes, at hun ikke svarer mig. Vi rystede alle på hovedet, og han sagde:
Hun taler så højt med sig selv indeni hovedet, at hun ikke kan høre mig. Hun kan godt registrere, at jeg taler til hende, men mine ord kommer ikke igennem..
Da han stillede spørgsmålet tredje gang, hørte hun ham og svarede..

Jeg har så tit tænkt på denne situation, fordi det er et enestående eksempel.
Eksempel på, hvorfor vi sjældent får en direkte og tydelig respons fra et stresset menneske. Kvinden i eksemplet var i det, der kan kaldes følelsesmæssig stress, og hendes indre optog hende så meget, at den ydre virkelighed “forsvandt” for en stund. Sådan er det også med din kæreste – mand – hustru – leder – kollega – veninde og barn mv., når der er stress på. Så fortæl det, du vil. Og indstil dig på at gøre det flere gange. Så når du igennem.

Hilsen
Christel Sonne Rasmussen