Hvornår har du det bedst?

I sidste årtusind arbejdede jeg som terapeutisk ansvarlig på en institution for misbrugere.

Vi havde hver dag en ”morgenrunde”, hvor hver enkelt beboer beskrev, hvordan de havde det, og hvad der optog dem lige nu.
For hele tiden at have fingeren på pulsen og kunne følge med i deres afvikling af misbruget og misbrugstankegangen samt holde fokus på udvikling og konstruktive tankesæt.

Meget hurtigt udviklede der sig en tendens til, at morgenrunderne handlede om, hvad der var svært og træls, hvad der var negativt, og oveni at de enkelte beboere brokkede sig over, at der var for lang tid til, at de kunne få en tid hos tandlægen, at deres forældre ingenting forstod, at de savnede deres børn, – at vejret var dårlig og påvirkede deres humør osv. En udvikling, der var negativ.

Vi besluttede at ændre dette.

Som en af mine kolleger en dag sagde:

Det er tankevækkende, at I taler om alt det, der ikke duer og om alle de problemer, I har.

Indtil vi ses igen, vil jeg insistere på, at I hver især tænker over, hvad der virker og hvad de går godt, og gør jer klart, hvad der bevirkede, at dette eller hint gik godt.

Det, vi således pegede på, var følgende.

Der skal noget til, for at ting går dårligt. Der skal noget til for, at følelserne bliver tunge og melankolske og nogle gange resignerede.

Samtidig skal der noget til for, at ting går godt, at man er glad. Dette må ikke kun være op til, om solen skinner, eller man har fået bevilling til en praktik.

Her i 2013 kaldes det ”mestringsstrategier”, det at kunne fokusere konstruktivt og selv tage ansvar for egen tilfredshed.
Først mødte vi modstand, masser af modstand.

Vi kunne sagtens. Vi (medarbejderne) havde jo ikke været i misbrug. Vi forstod slet ikke omfanget af deres smerte og afsavn osv.

Men vi holdt fast.

Fast i at der skal noget til, for at man selv og ting lykkes. Og at brokke-mentaliteten og ”find fem fejl”- attituden kun fører et med sig, nemlig ny frustration og utilfredshed.

Langsomt men sikkert blev bølgen vendt.

Og jeg ved, at mange af vi medarbejdere, der ikke har været ansat på stedet i snart 15 år, stadig modtager julekort og opringninger indimellem. Og det, der peges på, er:

Du/I lærte os at tage ansvar og fokusere på, at vi selv har indflydelse.

Her i 2013 og 2012 er der et spørgsmål, som jeg stiller stort set alle mine klienter – og venner, for den sags skyld.

Spørgsmålet lyder:

Hvornår har du det bedst?

Nogle tænker længe. Andre ved det med det samme. Nogle fokuserer på relationer, andre på opgaver.

Kendetegnende er, at det er værd at vide, hvornår vi har det bedst og at sikre, at vi har indflydelse på dette.

For det er, når vi har det bedst, at vi trives, tanker op og vokser.

Så mit spørgsmål bliver til dig derude:

Hvornår har du personligt det bedst?

Uddyb gerne dit svar.

For det har værdi at vide, at det er en af de måder, vi kan være vores egen lykkes smed på.

Glæder mig til at høre netop dit bud

Lyse tanker,
Christel