SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Jeg ved ikke, om jeg er ved at blive skør.

Ovenstående udtalelse og afarter af denne, hører jeg tit i min coachpraksis.
Og indenfor det sidste år har der været flere fokuspersoner, som har haft et stort set ens tema.
Et tema, som en del i psykiatrien formentligt ville kalde “tvangshandlinger”, og som jeg i de tilfælde, jeg møder, kalder tegn på stress.
Lad mig give dig et eksempel.

En mand kom til mig. Han var en betydningsfuld og effektiv direktør, og var tilfreds med sit liv. Havde en familie, han elskede og omvendt, og havde gode fritidsinteresser. Men han havde fået et problem, som han kæmpede med.
Det var kommet snigende, og nu havde det taget mere overhånd, end godt var.
Når han forlod sit hjem om morgenen, fik han, når han sad i bilen, en tanke om, om han nu havde fået låst døren. Og han blev nødt til at gå tilbage til huset og checke døren, der hver eneste gang var låst. Som han sagde: “Jeg vidste egentligt godt, at døren var låst, men jeg blev så bange for, at den måske ikke var det, denne gang”.
Og selvom han havde sin sunde fornuft, fik panikken overmandet ham.
Han kom til mig, da mønsteret – eller monsteret, som han med sin humor udtrykte det, havde udviklet sig. En morgen havde han, selvom han havde checket døren, der var låst, fået frygten igen, og var gået tilbage for anden gang for at checke døren. Og så var det, at han var blevet bange for, om han var ved at blive skør.

Heldigvis kunne jeg berolige ham med, at han ikke var ved at blive skør. Han havde en fin realitetssans på alle andre områder, men stresstesten afslørede, at han var stresset langt over gennemsnittet.
Og dette med at checke døren blev et udtryk for dette..
Coachingen indeholdt naturligvis mange af de elementer, som enhver stresscoaching indeholder. Men fordi dette med døren var altafgørende at få styr på, fik han en teknik med hjem.
Specifikt til dette formål.

Teknikken lyder i al sin enkelhed.
Næste gang, du forlader dit hus, går du helt bevidst tilbage 3 gange og checker din dør, også selvom du ved, at den er låst. Du gør det, fordi du beslutter dig for at gøre det, og ikke først, når du sidder i bilen og er bange. Når du går ned ad trappen, 3 meter ned af havegangen vælger du at gå tilbage. Dette gør du tre gange.
Og så laver du et fysisk tegn, som du kan mærke. Og kører på arbejde.
Et fysisk tegn kan være, at man flytter vielsesringen over på en anden finger, at man kniber sig selv i øret, at man klapper to gange m.m. altså en gestus, som man kan registrere, at man foretager sig.
Hvis man har “tvangshandlinger / stresshandlinger”, som denne mand, er det væsentligt, at man helt bevidst gør handlingen i det antal gange, som mønsteret før har drevet en til.

Det vil sige: hvis man 4 gange har checket sit komfur, hvis man 3 gange har checket sin dør, hvis man 4 gange har checket, om man nu har sin pung i tasken, og følt at det var frygten, der fik en til at gøre det, ja så vender man bølgen i det øjeblik, at man bevidst beslutter sig for, at “nu gør jeg det”.
Teknikken er så enkel, at det nærmest forekommer mirakuløst. Direktøren fortalte mig, at han kun havde været nødt til at foretage denne øvelse i 5 dage, og så var han helt sikker på sig selv igen.

Lille indsats, stor effekt

– Christel

Af Christel Sonne Rasmussen - 9 mar, 2007

Læs mere i samme kategori:

Personlig gennemslagskraft

Lad ikke tidligere enkeltstående situationer, selvom de kan have været belastende, hæmme dig.
Gennemslagskraft er som mange af de andre stærke ord, der findes indenfor personlig udvikling, et samlet begreb. For heller ikke gennemslagskraft kan købes i pakker i supermarkedet, men er måske derfor netop interessant. Fordi gennemslagskraft er som lykke, som tålmodighed, som selvværd, som respekt, som tilstrækkelighed:

Målsætning – det at nå dine mål i livet

Uanset om vi inspireres af Tv-reklamer eller aviser, en snak med naboen eller en snak med os selv, ja så går en del af menneskenes tid og energi med at huske at drømme og at sætte sig mål.
Og det er godt.
For som mennesker tror jeg, at det har afgørende livskvalitet for os at drømme og blive ved at sætte mål. Og at nå dem, der har virkelig betydning og som skaber et løft for os.

Manglende motivation

Du ved det. Jeg ved det. Alle ved det. Vi er som udgangspunkt ikke klædt på til at kunne håndtere alle situationer, så i løbet af livet stopper vi op uden helt at have en klar fornemmelse af, hvad der er bedst at gøre. Når vi befinder os i en låst situation, et dilemma eller en anden form for svær situation for første gang, vil spekulationerne som regel handle om, hvad man skal gøre, og da man ikke ved dette, kan det hele formørkes og forekomme endnu tungere og uløseligt. Det er her, at mange desværre oplever en manglende motivation.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: