SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Krise udløst af for megen aktivitet på de sociale medier.

Krise pga. Facebook, MSN, Twitter, LInked In.

Det går ikke stille af sig. hverken når der i parterapierne drøftes hvor lidt eller hvor meget, hvis overhovedet, der skal være aktivitet på de sociale medier. Og det går heller ikke stille af sig ude på nettet.

Min vurdering er klart, at anvendelse af Facebook, Skype, MSN, Twitter, Linked In og andre sociale fora både skaber kontakt mellem mennesker, men som i enhver anden relation kan et overforbrug føre til et misbrug. Det er stærke ord at bruge, og hvis du bare er en af dem, der opdaterer din FB i ny og næ og ikke har behov for dagligt at være en del af det skrivende netværk, kan du forlade dette indlæg nu. Men hvis du er en af dem, der selv er meget aktiv på de sociale medier, eller i dit parforhold/ægteskab har haft eller er i krise grundet aktivitet på de sociale medier, er der belæg for at læse videre.

Ikke fordi alle opsøger tidligere skolekammerater og ekskærester på de sociale medier. Det er der nogle, der gør. Og tit i det skjulte, hvorfor der ved sammenfald af uheldige omstændigheder hurtigt kan opstå en kontakt, baseret på nostalgi – fra en tid, hvor alt var nemmere. Og ikke så præget af forpligtelser eller hverdagsbrok.

Det, jeg arbejder meget med i min praksis er, at FB og megen anden aktivitet på nettet gør en person fraværende. Ingen kan dele sin opmærksomhed og være tilstede både i en dialog og et dagligt nærvær, og så have en sms-korrespondance, en mailkorrespondance eller en chat i gang. Det, der frustrerer mange forhold er, at den part der begynder at savne den anden, fordi hun/han er optaget af eksempelvis en chat, hurtigt kommer til at fremstå som kontrollerende og en, der vil bestemme.

Det er jo slet ikke hensigten i første omgang, men jeg spørges direkte af flere: hvad er rimeligt at bruge af tid på nettet? Og slet ikke alle spørger som forældre, – for også mange børn sidder foran skærmen og spiller eller skriver, – næ det er for at have et fingerpeg om, hvad der er rimeligt.

Og mit svar vil altid være:

Det handler ikke om at sætte en bestemt tidsramme af. Det handler om at I finder ud af, hvad der virker for jer!

Desværre opsøger en del par mig, fordi den ene part har været inde og læse, hvilke sider eller fora, den anden har været inde på og mange gange med gru erfaret, at der har været kontakt til såvel pornosider, netdating-sider og/eller at der sendes fotos til eksempelvis en skolekæreste fra for 20 år siden.

På samme måde som vi hver især må opbygge en egen moral og en holdning til, hvor meget vi kan medvirke i eksempelvis en fritidsaktivitet eller social networking relateret til et job, synes jeg at mange mangler eller bevidst undlader at forholde sig til, hvor meget tid de bruger på nettet, på spil, fora, chats mv. for computeren eller Ipad`en mv. er ikke kun en tidsrøver, men en nærværsrøver, og det er det, vi må reagere på.

Jeg er på ingen måde computerforskrækket. Jeg synes, at det er enestående, at vi meget lettere og hurtigere kan få og opretholde kontakt med et større netværk. Men der er bagsider af medaljen, og du må overveje, at den tid og energi, du lægger i at skrive tekster til andre, går fra den tid du har i din familie/dit parforhold.

Ellers kan dette være startskuddet til en krise.

Kig jer omkring og iagttag, hvem I kender, der har et nært forhold, og som samtidig bruger tid på nettet. Hvilken fordeling/balance har de?

Hvis du ikke kender nogen, så afprøv hjemme hos jer, hvad der virker bedst, så alle kan have det nært, samtidig med at man ikke nødvendigvis behøver at isolere sig, heller ikke på de sociale medier.

Så hvis du/I ingen kender, så skab selv en norm, som eventuelt skal justeres en gang imellem.

For en høj social aktivitet på nettet kan være vanedannende og går sjældent i stå af sig selv.

Har du kommentarer eller spørgsmål, er du hjerteligt velkommen til at skrive til min blog.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Af Christel Sonne Rasmussen - 14 feb, 2013

Læs mere i samme kategori:

Personlig gennemslagskraft

Lad ikke tidligere enkeltstående situationer, selvom de kan have været belastende, hæmme dig.
Gennemslagskraft er som mange af de andre stærke ord, der findes indenfor personlig udvikling, et samlet begreb. For heller ikke gennemslagskraft kan købes i pakker i supermarkedet, men er måske derfor netop interessant. Fordi gennemslagskraft er som lykke, som tålmodighed, som selvværd, som respekt, som tilstrækkelighed:

Målsætning – det at nå dine mål i livet

Uanset om vi inspireres af Tv-reklamer eller aviser, en snak med naboen eller en snak med os selv, ja så går en del af menneskenes tid og energi med at huske at drømme og at sætte sig mål.
Og det er godt.
For som mennesker tror jeg, at det har afgørende livskvalitet for os at drømme og blive ved at sætte mål. Og at nå dem, der har virkelig betydning og som skaber et løft for os.

Manglende motivation

Du ved det. Jeg ved det. Alle ved det. Vi er som udgangspunkt ikke klædt på til at kunne håndtere alle situationer, så i løbet af livet stopper vi op uden helt at have en klar fornemmelse af, hvad der er bedst at gøre. Når vi befinder os i en låst situation, et dilemma eller en anden form for svær situation for første gang, vil spekulationerne som regel handle om, hvad man skal gøre, og da man ikke ved dette, kan det hele formørkes og forekomme endnu tungere og uløseligt. Det er her, at mange desværre oplever en manglende motivation.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: