SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Så er det snart jul igen, med alt hvad dertil hører af julestemning.

Levende lys, duften af hjemmebag, kalendergaver, adventskrans, tanker om julegaverne og mange glade mennesker.

Alt dette oplevede jeg på den årlige juleshopping weekend i København med et par dejlige veninder.

Bilen var fyldt op med gamle venner, som alle forventningsfuldt så frem til weekendens julekomsammen. Turen fra Sydvestjylland til København forløb uden problemer, lige indtil vi nåede staden, hvor vi måtte stoppe for rødt lys. Pludselig væltede kaskader af røg ind over bilen, og sendte omgående en stank af brændt gummi ind i bilen. Vi vendte os alle om for at se, hvor røgen kom fra og konstaterede hurtigt, at den kom fra vores bil!!!!

Vi nåede lige at dreje ind på en tank, hvor efter motoren strejkede totalt. Så stod vi der med al bagagen, og diverse bestilte delikatesser fra det sydjyske. Nu kunne man jo vælge at ærgre sig og lade humøret dale. Alene tanken om prisen på bilreparationen, kunne gøre en nervøs. Dog var det som om at intet rigtig kunne true det gode humør, for i løbet af ganske kort tid kom en god ven og hentede os, dårlige jokes om situationen blev flittigt fyret af, bilen blev transporteret  tilbage til Jylland og alle omkring os var utroligt hjælpsomme.

Efter en herlig weekend skulle vi retur med DSB. Vi gjorde os den ulejlighed selv at bestille billetterne på DSBnet, men da vi skulle printe billetterne ud strejkede printeren og søndag drog vi fortrøstningsfulde mod hovedbanegården, overbeviste om, at DSB naturligvis kunne hjælpe os med at fremskaffe billetterne. Vi henvender os til DSB medarbejderen bag skranken og forklarer historien. Damen fortrækker ikke en mine, og surt meddeler hun, at det kan hun virkelig ikke gøre noget ved. Ja men, forsøger vi videre, vi ved så ikke lige, hvordan vi skal fremskaffe dem, hvorefter hun bjæffer: “ja det siger de alle sammen når de kommer her og ikke kan få fat i billetterne.” Sikke en dårlig service. Ikke nok med at vi følte os dårligt behandlet af det firma, vi havde købt dyre billetter af, men derudover blev vi gjort til en del af en ubestemmelig gruppe, der hedder “alle sammen”! Fuldstændig sur og upersonlig behandling.
Hvilken holdning mon denne medarbejder var taget på job med søndag morgen? Glæde over at skulle servicere kunderne? Næppe. Dårligt humør over at skulle på arbejde en søndag? Nok mere sandsynligt.

Vi forlod DSB og kom forbi en TELE butik, hvor der stod nogle unge medarbejdere ved en PC.  Naturligvis ville de hjælpe, – vi kunne da låne deres pc’er et øjeblik, vel at mærke med smil og humør.
Hvilken holdning mon disse unge mennesker var taget på job med den morgen? Øv, vi skal på arbejde en søndag her i julen? Næppe? Lad os få en god dag i dag? Nok mere sandsynligt.

Vi forlod TELE butikken med et smil og en god oplevelse rigere.

Den holdning vi har valgt at tage på arbejde med, har stor betydning for, hvordan vores dag forløber, og har stor betydning for vores omgivelser. Skal vi blot slippe gennem dagen med færrest mulige anstrengelser? Eller vil vi gøre det sjovt for os selv eller for enhver omkring os?

Et godt eksempel på sidstnævnte holdning er følgende. En kollega og jeg er i gang med at planlægge en større workshop. Vi skal bl.a. til en øvelse bruge noget limtræ med nogle helt bestemte mål. Vi tager derfor til den lokale tømmerhandel for at se, om de kan hjælpe os. Vi bliver modtaget med godt humør, og snart er der ikke kun en men to medarbejdere, som forsøger at finde frem til noget brugbart. Vi går rundt i en stor, meget kold, hal med lange rækker af forskellige træ produkter. Ikke et særligt charmerende sted, men de som arbejder der, er imødekommende, smiler bredt og griner meget. Da vi langt om længe finder et egnet materiale, spørger vi til prisen. De kigger på hinanden, diskuterer lidt og siger så: “her er vi glade for citronmåner, lad os få 3, og 1 pose pebernødder ville da også være dejlig”!

Min kollega og jeg kunne slet ikke få smilet ned fra ørerne. Det var en helt uventet dejlig overraskelse at få, og for os var der ingen tvivl om medarbejdernes holdning til jobbet.

Citronmåner og pebernødder er på vej herfra.

Glædelig jul.

Af Christel Sonne Rasmussen - 10 dec, 2008

Læs mere i samme kategori:

Personlig gennemslagskraft

Lad ikke tidligere enkeltstående situationer, selvom de kan have været belastende, hæmme dig.
Gennemslagskraft er som mange af de andre stærke ord, der findes indenfor personlig udvikling, et samlet begreb. For heller ikke gennemslagskraft kan købes i pakker i supermarkedet, men er måske derfor netop interessant. Fordi gennemslagskraft er som lykke, som tålmodighed, som selvværd, som respekt, som tilstrækkelighed:

Målsætning – det at nå dine mål i livet

Uanset om vi inspireres af Tv-reklamer eller aviser, en snak med naboen eller en snak med os selv, ja så går en del af menneskenes tid og energi med at huske at drømme og at sætte sig mål.
Og det er godt.
For som mennesker tror jeg, at det har afgørende livskvalitet for os at drømme og blive ved at sætte mål. Og at nå dem, der har virkelig betydning og som skaber et løft for os.

Manglende motivation

Du ved det. Jeg ved det. Alle ved det. Vi er som udgangspunkt ikke klædt på til at kunne håndtere alle situationer, så i løbet af livet stopper vi op uden helt at have en klar fornemmelse af, hvad der er bedst at gøre. Når vi befinder os i en låst situation, et dilemma eller en anden form for svær situation for første gang, vil spekulationerne som regel handle om, hvad man skal gøre, og da man ikke ved dette, kan det hele formørkes og forekomme endnu tungere og uløseligt. Det er her, at mange desværre oplever en manglende motivation.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: