Christels blog
Af terapeut Christel Sonne Rasmussen
Stress og motivation til at gøre noget ved det.
Til et foredrag af Arne Nielsson, som jeg deltog i onsdag den 2. maj, blev det blandt meget andet fortalt, at fremtidsforskerne har vurderet, at de sygdomme, som vesteuropæerne dør af i 2020 er hjerte-kar sygdomme og stress. Til forskel fra den nuværende situation i 2007, hvor dødsårsagerne er hjerte-kar sygdomme og cancer.
Denne tankevækkende information betyder, at vi må kunne forholde os meget mere aktivt med hensyn til stresshåndtering end nogensinde før, for at sikre os, at vi ikke ender som en del af en trist statistik.
Når man på en forårsdag i maj 2007 sidder og lytter til morgenregnen, der falder på ruden, og kattene leger i baggrunden, synes stress som en fjern faktor. Men set i lyset af, at det for bare 15 år siden kun var topledere, der fik stress, og til i dag, hvor uhyre mange mennesker kæmper med at kunne skabe og opretholde følelsen af sammenhæng, i en travl, men ikke-stresset hverdag, giver fremtidsalarmen nogle perspektiver.
Stress er kommet for at blive, og hver af os må gøre noget ved det.
Heldigvis er der mange, der arbejder med at nedtone stress i deres hverdag.
Og det er væsentligt at se på modellen, som jeg kalder De 5 S`er.
S for søvn
S for sport
S for sociale relationer
S for sex
S for sult
Den ovenstående håndfuld S`er fortæller om, at vi som voksne mennesker må lære os selv, at vi I en hverdag og I en arbejdsuge må forholde os til at få en god og givende nattesøvn. Vi må have regelmæssige og nærende måltider. Vi må bruge motion som et middel til blandt andet at styrke vores krop og hæve produktionen af de naturlige antidepressive stoffer serotonin og dopamin. Vi må dyrke noget smuk og inderlig sex og have sociale relationer.
Det er 5 gode leveregler. Og et arbejde bør aldrig blive så vigtigt, at disse leveregler nedprioriteres. Det er god og sund fornuft. Det kræver noget af dig, og af mig, men det kræver også noget at lade være.
Der er mange af mine fokuspersoner, som arbejder med at håndtere stress, som kun får dækket deres sociale behov via arbejdet eller Facebook, som spiser alt for tilfældigt, og hvis største sportsudøvelse er i liggende stilling på sofaen, med en fodboldkamp i baggrunden.
Det gør, at jeg arbejder med motivation med hensyn til stresshåndtering. Fordi nogle er blevet så stressede, at det er svært bare at overskue, hvordan de 5 S`er kan prioriteres op i en hverdag.
Det spørgsmål, der løfter motivationen og gør det klart for den enkelte, hvorfor de overhovedet skal forholde sig til deres nuværende situation og ikke udskyde muligheden for at håndtere deres stress, er:
- Hvad er værdien af at få integreret de 5 S? er i dit liv?
- Hvad koster det at lade være?
- Hvad er mest overkommeligt at gå i gang med?
- Hvem vil du fortælle om dit projekt, og måske gøre nogle af aktiviteterne sammen med?
- For hvem har det betydning, at du håndterer din stress, udover dig selv?
Blandt andet.
Da jeg for nylig arbejdede med en gruppe i teambuilding-regi, tog vi temperaturen på teamets stress. Udover de søvnforstyrrelser, som mange beskrev, var der nogle kvinder, der fortalte, at de kun registrerede deres tanker, men at de ikke kunne mærke deres krop. Der var nogle, der beskrev så stor en rastløshed, at det nærmest mindede om angstlignende tilstande. Og flere beskrev, hvordan deres alkohol- og tobaksforbrug faktisk var kommet højere op, end de egentligt brød sig om.
Stress har mange udtryksformer. Og til de, der ikke kan mærke deres krop, er især det S, der står for sport, og det S, der står for sex, vigtige esser at have med sig.
Det er i kroppen, at livsenergien flyder, og det er her, at vi mærker de følelser, som vi har brug for at mærke.
Kom ind i kampen.Så du undgår at blive en uheldig del af en statistik.
Kontakt evt. mig for foredrag om stress og motivation, kursusdage og individuel stresscoaching.
Hilsen
Christel sonne Rasmussen
VIL DU VIDE MERE?
Læs mere i samme kategori:
Foredrag i at formulere en stresspolitik.
Der laves rygepolitik i stort omfang i Danmark for tiden. Mange af disse rygepolitikker er enkle, fordi det er så konkret med røg, og fordi så mange undersøgelser peger på, at røg er usandsynligt farlig. Derfor er der rygepolitikker, der forståeligt nok indeholder et forbud mod røg.
Personlig gennemslagskraft
Lad ikke tidligere enkeltstående situationer, selvom de kan have været belastende, hæmme dig.
Gennemslagskraft er som mange af de andre stærke ord, der findes indenfor personlig udvikling, et samlet begreb. For heller ikke gennemslagskraft kan købes i pakker i supermarkedet, men er måske derfor netop interessant. Fordi gennemslagskraft er som lykke, som tålmodighed, som selvværd, som respekt, som tilstrækkelighed:
Målsætning – det at nå dine mål i livet
Uanset om vi inspireres af Tv-reklamer eller aviser, en snak med naboen eller en snak med os selv, ja så går en del af menneskenes tid og energi med at huske at drømme og at sætte sig mål.
Og det er godt.
For som mennesker tror jeg, at det har afgørende livskvalitet for os at drømme og blive ved at sætte mål. Og at nå dem, der har virkelig betydning og som skaber et løft for os.