SONNERASMUSSEN.DK

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Sexuel afhængighed mht. porno på internettet.

Det vrimler med myter omkring sexuel afhængighed og porno på nettet.
Og det er underordnet, om afhængigheden er af fysisk karakter såsom afhængighed af alkohol, hash, stoffer, fysisk sex eller om det er af mere mental karakter såsom afhængighed af porno på internettet, porno i magasiner, fantasier om en sexpartner klædt ud på en bestemt måde mv.

Det, jeg tænker på, når jeg omtaler, at det vrimler med myter, er at de allerfleste mennesker, som ikke har en afhængighed inde på livet, danner nogle meget firkantede og mange gange fordømmende meninger om de, der er afhængige.

Myterne kan bl.a. være:

  • Det er kun gamle perverse mænd, der sidder og savler over porno på internettet.
  • Det er kun mennesker uden rygrad, der bliver afhængige, uanset om det er af stoffer, alkohol, sex eller porno”.
  • De skal bare tage sig sammen.
  • Det er mennesker, der har haft uheldige sexuelle førstegangsoplevelser, der tiltrækkes af porno på internettet
  • Porno på nettet er legalt, for det går jo ikke ud over nogen, at man kigger lidt porno i ny og næ. Det er da det samme som at samle appetit ude, men spise hjemme.
  • Det er mænd med mindreværd, der ser porno på nettet. Osv.

Det er ikke muligt og vel heller ikke det mest interessante at massere stivnede overbevisninger. Hvor nuanceret folk tænker, er et personligt valg. Det, der dog interesserer mig, efter at have talt med hundreder af sex-afhængige, primært mænd, er at mange af disse også selv benytter myterne til at opretholde afhængigheden og undlade at erkende omfanget af det.

Lad mig give et eksempel sexuel afhængighed og internet.

En mand, der absolut ikke var en ”pervers gammel stodder”, men en 29-årig velproportioneret, velformuleret og imødekommende personlighed, var afhængig af porno på internettet. Kæresten måtte ingenting vide, for han var sikker på, at hvis hun fik noget at vide, ville hun dels forlade ham, dels omtale ham med ringeagt i bekendtskredsen og dermed påvirke hans ry og rygte.. At han kom til mig, skyldtes, at det at se porno på internettet var ved at komme ud af kontrol for ham. Flere gange om dagen skulle han ”bare lige ind og smugkigge”, og det var tydeligt for ham, at han ikke længere blev tændt af at se mænd og kvinder, der havde sex, men han bevægede sig over i det bi-, trans- og homosexuelle og var ægte bange for, at dette heller ikke var nok på et tidspunkt. De første samtaler handlede om de ”legaliseringer”, han selv havde og de ”undskyldninger”, han selv benyttede sig af. For det er overbevisninger, der er med til at holde afhængigheden intakt.

For det første havde han i nogle år ”talt med sig selv om, at ”det her kan jeg godt styre. Det er jo bare som et computerspil, ikke andet ”.

Og han havde igen og igen fortalt sig selv: ”jeg har ikke et problem med det her. Jeg er jo ikke en gammel gris, der sidder i svedstinkende tøj og på en vammel måde glor på porno. Jeg er lækker, og jeg er ung, og jeg ed, at jeg er heterosexuel, så det er kun en kort periode i mit liv. Jeg har styr på det ”. Netop denne sidste tankegang er en af måderne, hvorpå man som sexafhængig holder live i sin afhængighed og ikke tager fat om nældens rod. Det er på samme måde med mennesker, der har et overforbrug af alkohol. Mange bliver ved og ved, skønt forbruget stiger og bliver til et massivt overforbrug, for ”jeg er jo ikke alkoholiker, ligesom ham vagabonden med barnevognen og den misrøgtede hund”. Det kendetegner mennesker, der er afhængige, at de ”sammenligner nedad”, for derigennem at føle sig i kontrol eller bedre end nogen. Bagsiden af dette er, at man i lang tid opretholder et selvbedrag. Og vejen til erkendelse går igennem den port, hvor man må bryde selvbedragets mur ned og stå ansigt til ansigt med virkeligheden.

Kendsgerninger gør en forskel.

Da denne unge mand til 3. samtale havde en liste med over antallet af besøg på pornosider, bare inden for de forgangne 3 uger, begyndte han at ryste over hele kroppen. For det var meget konfronterende for ham, at han lå på langt over 400 besøg. Mange af disse var ganske kortvarige, nuvel, men de var der. På samme måde som stofmisbrugeren lyver, benægter og fortier, gør den sex-afhængige det naturligvis også, Det aspekt, der mange gange gør sex-afhængigheden sværere at afvikle, er at mange har det som deres helt egen hemmelighed, at de ser porno på internettet. Forskelligt fra ludomanen, der på et tidspunkt ikke længere kan skjule sin afhængighed, – forskelligt fra hashomanen, der har mere og mere røde øjne og en totalt skødesløs adfærd, forskelligt fra overforbrugeren af alkohol, der lugter som et værtshus skønt han/hun prøver at camouflere med lakrids og tyggegummi. Så det er dig selv, du skal konfrontere. Dig selv, du skal se i spejlet og dig selv, du skal spørge – gerne med hånden på hjertet. ”Hvorfor skulle jeg selv kunne afvikle det at se porno på nettet, hvis det er blevet en daglig foreteelse, som liver vildere og endnu vigtigere at skjule?”

Kom ud af busken. Og søg hjælp. Jeg kan garantere dig, at du ikke er den eneste.

Hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Af Christel Sonne Rasmussen - 18 feb, 2008

Læs mere i samme kategori:

Psykoterapi

Psykoterapi kan dække over mange forskellige grene af samtaleterapi.
At være psykoterapeut og udføre psykoterapi er ikke en beskyttet titel i Danmark, som for eksempel det at være psykolog er. Derfor kan det være gavnligt, når man ønsker at få kastet lys over problemstillinger i sit liv, at undersøge, hvilken form for psykoterapi, der passer bedst til ens personlighed og problematik.

Vinterdepression – Vinterdeprimeret.

Når dagene bliver kortere, og lyset mindskes, er der adskillige danskere,
der udvikler en vinterdepression og bliver “lidt” vinterdeprimeret

En Vinterdepression kan ikke sidestille med en almindelig depression, men det ligger i ordets forstand, at man med en vinterdepression under huden vil føle sig modløs, energiforladt primært bevæger sig i det melankolske og triste felt

depression – depressioner

Der er i de senere år i Danmark kommet en stor åbning i forhold til depressioner, og at det nu er ”ret almindeligt” at få en depression også at kunne tale åbent om en depression – altså at føle sig deprimeret

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: