Der er en nøgle til denne lås
Lad mig indvie dig i en hemmelighed. Som du egentligt godt kender, men som jeg tror, at du har glemt.
Din partner gør sig alle disse anstrengelser for at være: En succes.
For når han eller hun føler sig som en succes, opstår den længe ventede og eftertragtede tilstand af at være god nok.
Enkelt sagt ønsker din partner at det, han eller hun gør, påskønnes og anerkendes. For det giver en indre følelse af værdi, og dermed undgår din partner at føle sig som en fiasko.
Får din partner anerkendelse for det, som han eller hun gør, mærker din partner ikke den buldren af at være værdiløs, der grundlæggende er hans eller hendes største frygt.
Kan du se ham eller hende inde bag den trælse adfærd?
Den lille dreng eller pige, der håber på og tørster efter at nogen ser ham eller hende, som han eller hun virkeligt er og siger og signalerer: Jeg kan godt lide dig, som du er.
Så spænd du bare skistøvlerne og cykelhjelmen, og golfkøllerne og musikinstrumenterne og smykkerne og kodeordene til din webshop af, – jeg kan lide dig, som du er.
Den lille dreng eller pige, der også gerne vil kunne slappe af og være sig selv, uden at være nervøs og uden at have denne ængstelse i sindet om hvorvidt der er nogen derude, der om et øjeblik overhaler indenom.
Den lille dreng eller pige, der knap tør tro på, at du vil tage ham eller hende i hånden og se på og smile, uden at han eller hun har gjort noget for det.
For faktisk er der ikke mere negativt stof i din partner end positivt. Det er bare blevet sin sag at finde frem til det.
Og især din partner har brug for, at du anerkender dette.
Fordi: Når din modstand daler, slapper din partner mere af.
Kan du unde ham eller hende dette?
Hvis svaret er ja, føler du stadig en kærlighed, og så er der en vej.