Kærester – ikke “bare venner” 

Jeg havde for nogle år siden et par I terapi. Afvigende fra mange andre par, havde dette par stor tillid til hinanden.

De kunne snakke om alt, og der havde ikke været utroskab, arbejdsløshed, tab i nær familie, flytning eller andet, der umiddelbart kunne vippe deres balance. Parret havde 3 børn, der alle trivedes i skole og børnehave, så som de selv sagde der var umiddelbart ikke noget, som var grunden til, at de havde det dårligt med hinanden i længe perioder ad gangen.

Hvorfor de opsøgte mig.

De opsøgte mig, da de begge henover en vinter og et forår havde gået og tænkt, at de skulle gå fra hinanden, men ikke kunne få sig selv til at splitte familien – uden grund, som de sagde.

I vennekredsen så de mange dramatiske forhold.

De sad og følte sig forkælede, for rundt omkring dem i vennekredsen så de mange dramatiske forhold, og dette par følte jo, at de egentligt ikke havde noget at klage over, de var bare kørt døde – i perioder.

Da de opsøgte mig, var især manden frustreret. Han ville godt fortsætte, men vidste ikke, hvordan han fandt gnisten til sin hustru. Han havde udviklet en tendens til at blive på jobbet længere end han burde, og blev selvsagt mødt af uforståenhed og tristhed fra hustruen, der gerne ville det nære og ikke følte, at han valgte familien. Hustruen havde faktisk meget energi, hun var glad for sit job, men følte, at hendes mand mere var en god ven end en kæreste, så hun havde ikke længere behov for seksuel og intim nærhed med ham.

Kendetegnende for parterne var, at de to livsområder, der fyldte for dem, var dels familien, dels jobbet. Det var uhyre sparsomt, hvad de havde af tid med hinanden, de havde ikke venner og veninder hver for sig. De havde ikke fritidsaktiviteter hver for sig, og da vi drøftede dette aspekt, begyndte der at gå et lys op for dem hver især. Manden kunne se, at han kun ladede op på jobbet, og hustruen kunne se, at hun lagde al sin energi i familien og også pressede manden indirekte til at skulle være meget aktiv i familien. Men ingen kan jo presses til at føle lyst til at inkludere sig, ligesom ingen heller kan piskes til at le. Så dette par fik et meget anderledes forløb end de fleste. Netop fordi dette par skulle slippe hinanden lidt. De kunne nemlig godt tale sammen og forstå deres problemer, selvom de ikke hidtil havde evnet at løse dem. Men de havde begge fejlagtigt troet, at det kun var i to livsområder, at energien skulle findes. Derfor blev de begge sendt hjem med vejledning i at afklare, hvilken fritidsaktivitet de hver især ville beskæftige sig med. Og blev endvidere bedt om at afklare, hvilke ven/veninderelationer, de ville forstærke, for ikke at dele og drøfte alt udelukkende med partneren. Endvidere skulle de så også vælge en månedlig/ugentlig dag efter eget behov, hvor de lavede noget som kærester og ikke kun som far/mor, da rollen som forældre jo dominerede meget qua at de havde tre børn med hver deres behov. Vi mødtes flere gange over en 5 måneders periode. Det tager jo tid og beslutning igen at lave justeringer ind i et temmelig programlagt familie og jobhverdag. Men dette par ville igennem, og til deres undren begyndte følelserne at komme igen. Også de varme følelser, også følelsen af respekt og interesse, ligesom det skønne begær, som de begge huskede fra forholdets første periode, begyndte at blusse igen.

De to sidste gange handlede om ikke at idealisere hinanden.

Ikke at tro, at den anden part i forholdet er garanti for vores personlige lykke. Ikke at fordybe sig så meget, at det er det eneste der findes i verden. Manden mente efter forløbet, at han havde brændt sig selv mentalt ud, simpelt hen ved kun at tænke “familie” og “job” som overskrifterne i sit liv. På samme måde erkendte hustruen, at hun havde været lidt for meget hønemor og havde krævet, at hendes mand skulle udfylde rollen både som bedste veninde, omsorgsfuld og forstående forælder (for hende) samt være en spændende og iderig mand. Heldigvis fandt de tråden igen, så det at gå på jorden ikke var så tungt mere, og så de kunne anerkende og respektere hinanden som mennesker og ikke som idoler.

Obs.

Der er en vej for alle, hvis de forstår, “Kærligheden er ikke en læge”, fordi det er et godt og sigende udtryk for, hvad kærligheden ikke er, læs mere om:.

LINK TIL KÆRLIGHEDEN ER IKKE EN LÆGE

Ubetinget kærlighed

Jeg sender søde sms beskeder, De er fyldt med kærlighedserklæringer.
Jeg er heldig, hvis hun sender mig en smiley retur.

Jeg omfavner hende.

• Jeg har lavet googlesøgninger i timevis for at finde ud af, hvad man skal gøre for at kunne score sin kone.
• Jeg har foreslået, at vi får børnene passet lidt mere. Det er jo også vigtigt for børnene, at deres forældre er glade. Men hun siger bare, at de er så meget i daginstitution i forvejen, at vi ikke kan svigte dem mere.
• Jeg har sagt, at jeg er klar til parterapi nu
• Jeg tager lidt på hende, når hun står i køkkenet
• Jeg lægger mig ind til hende i sengen, og kommenterer det ikke, hvis hun ligger med ryggen til. Omfavner hende, for har læst, at kvinder har brug for ømhed.
• Jeg skaber friaftener og beder hende slukke sin telefon
• Jeg har fundet film, vi nød at se engang,
• Jeg har fundet musik, vi godt kunne lide at høre
• Jeg har bestilt koncertbilletter
• Jeg har foreslået hende, at vi tager en fri weekend en gang i kvartalet
• Jeg har inviteret hende ud at spise
• Jeg har inviteret hende i biografen
• Jeg har talt med hendes veninder og hendes søskende og forældre om, hvad hun godt kan lide
• Jeg har talt med hendes veninder og søskende og forældre om, hvordan man bedst når ind til hende, når hun har trukket sig tilbage.

Hun siger, at jeg kvæler hende – hvordan kan man kvæle et menneske med kærlighed ??

• Jeg forstår ikke, at hun ikke tager imod mig. Jeg har jo erkendt, at jeg har lavet fejl, men jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op, hvis hun forlader mit liv. Så er jeg dødsens.
• Jeg kan ikke leve uden hende, hun virker så kold og udeltagende, hendes aktivitet på Facebook og andre sociale medier er helt overdrevet, og hun bliver sur, når jeg spørger hende, hvorfor hun flygter.
• Jeg er begyndt at gå i gang med de projekter, hun har brokket sig over, – entreen, haven, oprydning i carporten, maling af børneværelser, men lige lidt hjælper det.
• Jeg er på bar bund.
• Jeg vil så gerne have, at hun responderer på, at jeg siger, at jeg elsker hende. Jeg kan ikke få hende til at fatte, det er som at få smækket en dør i ansigtet, når hun allerhøjst siger Tak.

Er det da så stor en overvindelse at tage imod og at svare ”jeg elsker også dig”. Hvis hun bare forstod, hvor meget de ord ville lette mig. Jeg er så runget, og hvis jeg ikke snart kan nå igennem til hende, bliver jeg jo nødt til at trække stikket, selvom jeg nødigt vil. For det her går ud over min søvn, mit job, min koncentrationsevne, mit overskud.

Og når jeg så spørger:

• Hvorfor kan du ikke tage imod mig ??
• Hvorfor kan du ikke bare give dig hen?
• Hvorfor er du så passiv, når vi endelig er intime ??

Så siger hun, at hun ikke vil give mig falske forhåbninger og ikke vil såre mig yderligere.

• Jeg fatter slet ikke, at hun tror, at hun kan såre mig mere.
• Jeg vil bare så gerne have hende til at forstå, at vi må fredmad nu.
• Jeg vil så gerne have hende til at forstå, at det ikke nytter at blive ved med at tale om fortiden. Vi kan jo ikke lave den om, så kan vi nu ikke bare tage hinanden i hånden og følges ad.

Der er så mange oplevelser, der venter på os derude.

For jeg kan faktisk ikke forstå, at hun ikke tænker længere frem. Det er da federe at have oplevelser sammen, når man bliver ældre. Så kan vi sidde i vores gyngestole og mindes. Blandt andet.

Når jeg siger det til hende, kigger hun på mig med et blik, der insinuerer, at hun synes, at jeg er sindssyg.

Jeg prøver jo bare at gøre hende klart, at jeg elsker hende, og at hun er kvinden i mit liv, og at jeg angrer angrer og angrer, at jeg ikke har passet bedre på hende.

Og når jeg så beder hende forklare, hvad jeg skal gøre anderles, så siger hun, at det må jeg virkeligt selv finde ud af. Hun er træt af at være mor for mig.

Og at det hun savner, har hun påpeget så mange gange, og nu er løbet kørt. Men hun bor her stadig.

Og min vekslen imellem kaos og tomhed siger mig at jeg faktisk tror hun har stress. Hun virker ophængt og udkørt og glimtet i øjnene er der slet ikke så tit. Men det vil hun slet ikke høre på. Jeg bliver beskyldt for at være bedrevidende og for en gang til ikke at fatte noget som helst, og at hun har givet op på mig.

Og det mærkelige er, at mine kolleger og venner giver udtryk for, at jeg er lydhør, en flink mand, hjælpsom og rar. Og jeg står med alle talenterne og vil give hende alt.

Og aller helst vil jeg bare gerne høre, at hun uopfordret siger, at hun elsker mig.

Min kone afviser mig – Min kæreste afviser mig

De kontakter mig hver eneste uge, gode mænd, der med et slag befinder sig midt i en krise, som flere af dem udtaler, at de slet ikke havde set komme.
En krise, hvor den indre svingning bevægger sig imellem kaos og tomhed.

De befinder sig i en chokfase. I starten af chokfasen er der flere af disse gode mænd, der formulerer, at:

“Nu kan jeg godt se, at min kone har virket trist og indadvendt.”

“Nu kan jeg bedre forstå hende, før syntes jeg bare, at hun brokkede sig lidt rigeligt, – jeg forstod slet ikke, at dette var udtryk for frustration.”

Jeg har syntes, at hun overreagerede, for vi har jo også nok at se til. Børnene, vores jobs og fritidsinteresser, – det er jo bare hamsterhjulet der drejer.

Førhen var min holdning klart, at det er hårdt lige nu, men vi har jo hinanden, så det skal nok gå.

Men: jeg elsker hende jo, og jeg forstår slet ikke, at kærligheden ikke er nok, for jeg har aldrig været i tvivl om min kærlighed til hende, en er ren og uspoleret.

– Vi har da netop bestilt en ferie… Så hvorfor lige nu sætter hun foden ned og siger, at hun ikke vil mere, det slår mig helt ud af kurs.

Når jeg spørger ind til, hvad fruen har meldt ud, er følgende nogle af de hyppigste udtalelser:

• Jeg ved ikke, om jeg elsker dig mere.
• Jeg tænker på at holde pause.
• Jeg er ulykkelig i vores parforhold.
• Jeg synes, at vi skal flytte hver for sig, for så kan jeg måske mærke, at jeg savner dig.
• Jeg vil ikke mere, men kan heller ikke helt overskue at vi stopper.
• Jeg har haft kontakt med en anden mand, som jeg tror, at jeg har følelser for.
• Jeg har ikke lavet andet end, at skrive med ham og drikke en enkelt kop kaffe, men han forstår mig og interesserer sig for mig, og det har jeg ikke følt, at du har gjort længe, nogle gange i årevis.
• Vi er kun sammen, fordi vi har børnene. Du vækker stort set kun irritation og træthed i mig, jeg tænder slet ikke på dig mere. Din vejrtrækning, din snorken, din overfladiskhed, din manglende evne til at interessere dig for følelser, din overdrevne trang til dit arbejde, dit konstante overforbrug af din iPhone, din manglende interesse i børnenes hverdag, stort, som småt irriterer mig.
• Selv om jeg mærker efter, kan jeg slet ikke komme i kontakt med det, der var engang …
• Du har ydmyget mig offentligt mange gange. Nu er mit bæger løbet over.

Nu skal der ske en forandring!!!

De allerfleste mænd, der langt om længe vågner op og forstår, at fokus på rammerne ikke er nok, når man bor sammen med en kvinde, går i etproaktivt mode, i chokfasen, nu skal alt det tabte indhentes og nu skal og vil han vise, at han kan være nærværende, lydhør, interesseret, kan prioritere tid til fællesaktiviteter, kombineret med en angst for, om der er en rival derude, der er ved at snuppe hende. Kampinstinktet og territorialinstinktet buldrer derudaf, og der laves målsætninger og gives løfter, og behovet for respons fra fruen er stort.

Er der en anden mand på sidelinien, er der også jalousi og angst for at blive forladt til fordel for en anden, inde over, og kombination af overmåde megen kontakt, kontrol, viljestyrke og omlægning af aktiviteter i kalenderen hober sig op. Manden har brug for svar, og de mange, og som regel, daglige snakke om det ene og det andet, – noget der ikke har eksisteret i årevis, er med et dagens orden. Hvis mandens dagsorden da skal følges.

Elsker du mig nu ?? Elsker du mig lidt mere end i går, har manden konstant lyst til at spørge, og finder måder, at camouflere spørgsmålet på, men den appellerende attitude skaber et ekstremt spændingsfelt.

For hun kan slet ikke tage det ind, hun er fyldt til randen af frustration, og har selv – tit igennem et par år, arbejdet med sig selv for at finde ud af, hvad det er med hende, der har gjort, at de en gang så varme følelser er væk eller slumrende.

Og mændene siger;
JEG FØLER, AT HUN AFVISER MIG!

Hver gang jeg har brug for lidt uopfordret berøring, skal jeg bede om det. Hun giver mig intet af sig selv.

Jeg har fortalt hende, at hun kan dæmpe min angst og panik, hvis hun bare viser mig interesse og åbner op, hvis vi bare kan ligge tæt og hvis hun bare kan svare på mine sms-beskeder, hvor jeg skriver, at jeg elsker hende.
Men hun virker så kold og lukket.

Efter alt det vi har haft sammen, kan hun da ikke smide det på gulvet.
Eller kan hun?

Så går parterapierne i gang, hvor vi snakker om de skuffelser og forventninger, der ligger som perler på en snor.

Hvor vi taler om det fejlslagne i at tro, at bare man tjener masser af penge, så skal det nok gå.

Hvor der snakkes om mændenes frygt for, om en fraskilt veninde har dårlig indflydelse.

Hvor vi taler om kvindens manglende gnist og frustrationen over, hvorfor sexlivet ikke bare kan vågne igen.

Hvor vi taler om de uenigheder, der er med hensyn til børneopdragelse, hvor kvinden tit oplever, at manden er for hård og uligevægtig, og hvor de mange gange aldrig har fundet et godt og fælles tråd.

Hvor vi taler om indflydelse fra svigerforældre og søskende, som der nu i krisetiden tales med, så mængden af rådgivere omkring parret vokser til uanede højder, og flugtinstinktet i kvinden forstærkes.
for der er nok at tale om.
Sådan er det, når der er kriser, alle sluserne åbnes, og følelserne bølger frem og tilbage, imellem tvivl og tro, glæde og håb, angst og fortrøstning, kaos og tomhed med mere.

Hvis man så alligevel har en fælles interesse i, at gå vejen og at tage den rejse sammen, hvor man aldrig mere tager hinanden for givet, og hvor mænd begynder at interessere sig for kvindens univers, og kvinder begynder at interessere sig for mandens univers, kan den øgede følelsesmæssige fortrolighed og det, at skrive en ny begyndelse bevirke, at en bedre vej kan blive til, mens I går.

Forudsætningen er, at tage rejsen, som det vendepunkt, der er nødvendigt.

Jeg kan godt hjælpe mennesker med at sætte mål, og samtidig ved jeg, at målsætning alene ikke gør forskellen. For når alt kommer til alt, handler et parforhold om følelser, og følelser kan ikke målsættes. Jeg formoder i det mindste, at det var følelser, der startede det hele. Nogle gange kan de vækkes, nogle gange opstår der følelser i en ny form, nogle gange er det for sent.

Tilbage til det med at føler min kone / kæreste afviser mig.

Når mænd siger: Min kone afviser mig, og det er uden diskussion en af de værste følelser for en mand, er det et symptom på noget langt dybere, det betyder ikke, at man ikke skal forholde sig til det. Naturligvis har jeg flere bud på, hvordan I kan løse denne hårdknude, samtidig med, at der er respekt for kvindens reaktioner.

Vær klar over, at det at føle sig afvist er en fortolkning, mange gange kan man langt lettere agere i det, hvis man forholder sig til:

Hvad bliver jeg vist?
I stedet for ”åh nej, jeg bliver afvist igen”
Og igen igen:

Det er et tegn på noget dybere, så det er en udfordring til mænd, der føler sig afvist, at tage det som en psykologisk manddomsprøve i at stå i sig selv og tolere, at lige nu kan kvinden ikke give mere end det, hun kan. Mange skal en tur forbi deres barndom og tale om, hvordan de i deres opvækst enten blev rost alt for meget, når de gjorde noget, så de stadig har en forventning om dette, eller det modsatte: at man blev set, men overset, og at det er en gamle smerte, der nu udløses. Denne gang har man bare et valg, for det havde vi ikke som børn.

At være i en relation er som en dans.

Vi skal, når vi danser, ikke føre bevis for, at det er rigtigt eller forkert, vi må fordybe os i dansen og i, at vores egen indsats er den vigtigste, og det, at fornemme, hvornår der er brug for en hvilepause, er lige så givtig som, at lære nye dansetrin.

Naturligvis vil vi føle os svigtede og afviste i vores parforhold indimellem,
vi er mennesker, pendulet svinger, magneter tiltrækker og frastøder, og har du som mand problemer med, at føle dig afvist, så tag det som en anledning til, at styrke din tro på dig selv og, at kaste lys over, hvor du kan forny dig.

Den, der ved, hvad han har at byde ind med, kan agere i det, han vises i stedet for at frygte at blive afvist.