Gnisten mangler i vores parforhold – ægteskab
Jeg har ofte par I parterapi, hvor den kvindelige part udtryk for, at hun ikke længere har følelser for partneren, og at hun ikke ved, om hun elsker ham mere.
At de så alligevel opsøger en parterapeut skyldes som regel, at der er børn og en lang og god fælles historie, som binder dem sammen.
Det er frustrerende for begge parter i et forhold, når den ene har mistet gnisten. Og som jeg har beskrevet i andre indlæg, er det at gnisten forsvinder et produkt af både høj belastningsgrad samt naturligvis aspekter i hver parts og i parrets historie. Der er nogle forskelle, der gør sig gældende, når gnisten er væk. Uden at generalisere for meget, vil jeg gerne give et par fingerpeg med hensyn til, hvad en manglende gnist handler om. Som sædvanligt krydrer jeg med nogle indlæg fra klienter, jeg har haft med dette tema igennem tiden.
Igen findes der ikke noget generelt svar, og alligevel vil jeg dog tillade mig at sige, at hvis der er en vilje til at bearbejde de perioder, der har været svære, og en vilje til fra begge parters side at bygge op og med respekt og interesse i at lære hinanden at kende og give fornyet plads til hinanden, ja så kan gnisten da sagtens vækkes.
Det, at en gnist “forsvinder” og derfor ikke kan mærkes, tænker jeg som et produkt af en høj belastningsgrad igennem længere tid.
Og at denne belastningsgrad ikke er ophævet eller bearbejdet, men at man bare er fortsat videre i hverdagens malstrøm med arbejde, børn, omsorg, fritidsaktiviteter osv. Især disse par spørger jeg om, hvor mange timer om ugen de bruger på deres kæresteforhold. Og tankevækkende nok nævner de generelt, at det vist ikke engang er værd at prøve at tælle disse timer op, for de er der ikke. Og en manglende gnist kommer jo derfor ikke af ingenting.
SÅ DE TEMAER, DER UVÆRGERLIGT VIL TAGES OP I EN BEHANDLING ER DERFOR:
- Hvordan nåede vi hertil?
- Hvad har været med til at fjerne Jer – bruge mindre tid på hinanden?
- Hvad ville føles som en åbning for dig?
- Hvad savner du?
- Hvad bebrejder du din partner for?
- Så jeg er jo en parterapeut, der tror på og arbejder for parret.
For mig er det uinteressant at arbejde med, hvis skyld det er, at man nåede hertil, hvor man er.
Langt mere interessant er det at undersøge, udrede og konstruktivt arbejde på at skabe de byggesten, der i en levende hverdag får følelserne og lysten til den anden frem igen.
Mand: 40 år:
Min kone er smuk. Min kone er tålmodig. Min kone er flittig og trofast. Jeg holder meget af hende, men jeg synes ikke, at hun er lækker. Og jeg tænder ikke på hende længere.
Vi har små børn, – det var svært at få dem, og vi var igennem et forløb, der ødelagde vores sexliv, da hormoner og insemineringer mv. gjorde sex til en pligt, fordi vi så gerne ville have børn. Og jeg ved ikke, hvad der er sket. Men jeg savner aldrig min kone, jeg har ingen lyst overhovedet til hende. Jeg har heller ikke lyst til sex med andre. Det er som om, at det med ømhed og intimitet er helt væk. Det er jo ikke normalt.
Jeg forstår ingenting, og det her ødelægger vores forhold, for min kone er i underskud og kan ikke holde ud, at jeg er fysisk fraværende og faktisk ikke orker at nærme mig hende. Egentligt ville jeg gerne bare have et par år, hvor vi kunne arbejde, spise, være sammen med børnene og sove, men det går jo ikke. Jeg er en stærk og vital mand og tænker på, om der mon er noget galt med mig.
Det er også lidt pinligt at snakke om, for når jeg mødes med mine mandevenner, holder jeg det simpelthen skjult, at jeg ikke har noget fysisk samliv med min søde kone, som jeg respekterer meget højt. Og faktisk også er stolt af.
Hjælp.
Kvinde, 45 år:
Når min mand nærmer sig mig, føler jeg ulyst i kroppen. Når han appellerer til berøring, ikke nødvendigvis sex, men bare et knus eller et kram eller at holde i hånden i sofaen eller i biografen, mærker jeg ingenting overhovedet. Og det synes jeg er meget mærkeligt.
VI har intense karrierer begge to, og jeg møder mænd på min arbejdsplads, hvor jeg godt kan mærke lysten til at flirte. Men jeg er ikke den utro type og ville aldrig gøre det. Men jeg har bare ingen lyst eller lidenskab til min mand mere. Nuvel, vi har kendt hinanden i over 20 år, og jeg kan se, at han er tiltrækkende og bliver ikke engang jaloux, hvis jeg ser kvinder, der ”filmer” med ham. Han er meget tålmodig og siger, at han sagtens kan give mig tid, til jeg finder gnisten igen. Men jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Og jo længere tid, der går, og nu er der gået et par år, så savner jeg det egentligt heller ikke.
Men det føles bare som om, at der er noget galt med mig. Og jeg har ikke lyst til at blive skilt, for vores familie fungerer virkeligt godt. Men helt ærligt… At leve resten af mit liv uden sex og begær virker jo også fuldstændigt langt ude. Er det ham, der skal gøre sig mere attraktiv eller er det mig, der er noget galt med? Jeg er på bar bund og vil godt gøre en indsats for at finde ud af, om følelserne og gnisten vender tilbage.
Når mænd mister gnisten:
For de fleste mænd, der mister gnisten, handler det ikke om deres kvinde, men om en frustration eller stress, der har med studium eller job at gøre. Fordi job er afgørende for mange mænds tilstrækkelighed og identitetsfølelse vil en stress eller følelsen af ikke at have det rigtige job, psykologisk lukke ned for overskud og lyst, og det er så her, at en del mænd registrerer, at gnisten er væk.
Det er dog forholdsvist sjældent for mænd, at gnisten er helt væk.
De fleste mænd har ikke så svært ved at tænde på lidt bar hud eller deres kvindes krop i brusebadet, men langt de fleste mænd kan finde svarene på, hvorfor gnisten er forsvundet, ved at afklare, om de trives i deres job eller studium og så gøre noget ved det. Ligeledes er nogle mænd, der er ledige, plaget af manglende gnist.
Forklaringen er den samme. Utilstrækkelighed og selvbebrejdelse og en dyb følelse af ikke at være god nok lukker for den gnistrende glæde og inderlige lyst.
Når kvinder mister gnisten:
Kvinder derimod er som i så mange andre af livets sammenhænge mere komplekse. De kvinder, der langt om længe erkender, at nu er lysten definitivt væk, nu er gnisten forsvundet, har gået med tanker og følelser i flere år, der har peget på, at de ikke trivedes. Flere har dog alligevel haft et intimt liv med deres mand, for kvinderne bebrejder sig selv, at de ikke er en god hustru eller kæreste, og forsøger at finde ud af, om gnisten mon ikke genskabes, hvis man prøver.
Men når de kvinder, der ikke mærker passionen, endelig vågner op og står ved, at de ikke føler nogen gnist til deres mand, går en længere opdagelsesrejse i gang. For disse kvinder bærer på skuffelser og frustrationer. Rækker af skuffelser og endeløse frustrationer over mandens manglende tilstedeværelse, for hård kritik af børnene, – at han har taget på og hun ikke længere er stolt over at gå ved siden af ham og skammer sig over ham, fordi han i festligt selskab har nedgjort hende. Kvinder, der ikke kommer ud med tingene, men bærer dem indeni og tit bliver nogle ”brokkerøve” har tendens til at miste gnisten.
For mig at se er det mangel på respekt, mangel på opbakning og støtte, for mange uudsagte skuffelser og konkret mangel på tiltrækning der er kvindernes grunde til at miste gnisten til deres mand.
Så nej, det er ikke kun manden, der skal gøre noget. Disse kvinder skal lære at komme ud med deres frustrationer på en konstruktiv måde uden at der skal dømmes for nøl, og disse kvinder skal lære at være mere ansvarlige for, at hvis de ønsker en forandring, så må de være tydelige og sætte i gang, i stedet for at brokke sig eller håbe på, at det bliver bedre.
Kvinder, der har mistet gnisten, må også finde ud af, hvilke sexuelle fantasier og drømme de har. Det kan være en stor overvindelse at finde ud af dette og få sat ord på, men det er vigtigt. Især i disse ”50 Shades of Gray”-tider.
Som skrevet andetsteds kan man gøre noget når gnisten mangler.
Men fokuser ikke alene på sexlysten eller sexlivet.
Det er blot her, at tegnet er blevet tydeligt.
Men generelt er det langt mere konstruktivt at arbejde på at forstå og tale om, hvorfor glæden dalede, for når vi er glade, får vi overskud. Når vi får eller genererer overskud, får vi lyst til at være sammen eller tilbringe tid sammen.
Og når glæden er en mærkbar tilstand igen for begge parter, sker det at gnisten kan mærkes igen. Ikke uden fokus og ikke uden indsats. Men hvis I begge gør en indsats, er der en vej at gå.