Skal jeg kaste håndklædet i ringen, for jeg magter ikke mere?

Flere gange ugentligt sidder jeg med par eller får forespørgsler, hvor udtrykket ”skal jeg kaste håndklædet i ringen” eller ”jeg overvejer at kaste håndklædet i ringen”, eller ” hvis der ikke sker en ændring nu, er jeg nødt til at kaste håndklædet i ringen”, benyttes.

Jeg har undersøgt, hvor talemåden stammer fra. Jeg vidste godt, at det kom fra boksning, men her er definitionen på ophav og de to betydninger, som det at kaste håndklædet i ringen dækker over:

“At kaste håndklædet i ringen” defineres som “at opgive”.
Det er et blandt mange sportsudtryk, der er dukket op i sproget.
Talemåden stammer fra boksning, hvor det at smide et håndklæde ind i ringen er tegn på, at man opgiver kampen. Det er et slangudtryk – og stammer fra det 20. århundrede

Kaste / smide håndklædet i ringen

SPORT: “kaste et hvidt håndklæde ind på gulvet i en boksering som tegn på at man opgiver kampen på den boksers vegne som man er sekundant for”.

OVERFØRT: ”meddeler at man opgiver et forehavende fordi man ikke er i stand til at gennemføre det”

Hvis man overvejer og som regel længe har overvejet at kaste håndklædet i ringen, er man som regel tømt for energi, drænet for kræfter og ikke mindst er tvivlen på parforholdet så stærk, at udtryk som ”min tro på at vi kan lykkes er væk” og eller: ”jeg kan slet ikke se en fremtid for os”.

Vil man alligevel forsøge at finde en vej, for af og til er der jo muligheder, man har overset, ligesom den part, der som sådan får stillet stolen for døren, kan finde en styrke og motivation, der i handling kan give en forvandling.

Krisen er naturligvis mærkbar, når ovennævnte udtryk benyttes

Det, jeg i parterapien lægger op til, er at komme ud af bokseringen, at begribe, hvordan man er kommet hertil og klart at få aftalt, hvem der må gøre hvad for at skabe en forandring, og hvilke metoder der kan bruges i en aftalt tidsperiode for at afklare, om man skal sige tak for kampen eller finder en vej, som bliver til, mens man går.

Jeg har stor respekt for, at man forsøger trods udmattelse og forvirring

Og hvis du lige nu kan nikke genkendende til, at du indeni eller i jeres forhold tit bruger udtrykket, kan jeg kun appellere til, at I gør noget nu, inden følelsen af ikke at orke mere bliver for fremtrædende. For oprydningsarbejdet er langt større, jo senere I kommer.

Sølvbryllupskrisen – krise efter mange års samliv – er vi mon vokset fra hinanden?

“Se, nu jagter fuglene igen hinanden, mon det nu er elskov eller had? De har det vel som gamle folk i ægtestanden, -det` for svært, og det – for sent at skilles ad” (Såtid, tekst: Trille)

Det, der udløser mange henvendelser til mig, er når den ene part i et ægteskab eller parforhold, erkender at følelserne for partneren er væk, og at tiden nu er inde til at melde det ud.

Det er aldrig en følelse, der kommer henover en nat.

Irritationen eller kedsomheden, frustrationen eller den manglende følelse af at glæde sig til at komme hjem, har murret længe. Mange gange i årevis, hvor man forsøger at slå det hen, forsøger at kigge indad og være lidt mere tolerant, men lader man det ligge indeni, vokser irritationen eller ligegyldigheden, og der er ikke kontakt med de dybe følelser af inderlighed og lyst, man formentligt havde tidligere. Og en dag kommer det så ud:

• ”Jeg vil skilles”.
• ”Jeg føler ingenting mere”.
• ”Vi er vokset fra hinanden”.

Sølvbryllupskrisen

De har kendt hinanden i mange år. Sølvbrylluppet er overstået. Nogen har holdt en stor fest. Nogen har været lidt mere ærlige over for sig selv og har taget en ferie, fordi det kanske ville være lidt for pinligt at stå og høre på en sølvbryllupstale, når nu magien har været væk længe. Man har mødt hinanden som meget ung, har måske ikke haft andre kærester overhovedet, man er blevet voksne sammen, og nu står man der, med lidt grånende hår og har fulgtes ad i mere end et kvart århundrede. Sølvbryllupskrisen er et udtryk, der er opfundet, fordi det er sket mere end en gang, at ”metaltrætheden” spiller ind, og den ene part synes, at ”jeg spilder min tid her”, eller får øje på perspektiverne i, at ”hvis mine sidste 20-30 år skal være bedre”, så skal jeg ud af det her ægteskab. Det er bare ikke så nemt Det er bare ikke så nemt, og det er jo en af de største grunde til, at situationen med et er i hårdknude. Det er jo en beslutning, og det forstår man som modent menneske, der er meget omsiggribende. Og man ved, som den part der ønsker at sige ”tak for kampen”; at den anden part får et chok for livet. Tårerne flyder dog. For den ene part elsker deres tilværelse. Og har for længst ikke kun affundet, men mange gange også fundet en god fred med, at man naturligvis har nogle parallelle spor , men alt det gode vi har haft sammen, er jo så dejligt, – huset, sommerhuset, ferierne, vennerne, børnene og børnebørnene. Det er jo det, der for mange er selve meningen med livet. Men når den ene part mærker, overvejer, fortrænger og alligevel på et tidspunkt erkender, at det her er for intetsigende eller slet ikke meningsfyldt nok, bliver der booket tid i parterapeutens kalender. Der er for mig at se stor forskel på, om samtalerne hos mig skaber udvikling eller lander i den afvikling, som den ene part har sagt bliver en kendsgerning. For mig at se er det nemlig afgørende at komme ind til kernen af og derfor at få belyst, hvorfor det er nu, at erkendelsen er kommet op til overfladen og er blevet italesat. Der er nemlig altid en udløsende faktor. Og det er værd at forholde sig til både den historie, der er gået forud, men så sandelig også til de drivkræfter, der befinder sig omkring den udløsende faktor.

Personen, der har ”smidt bomben” er ikke altid selv klar over, hvorfor det er nu. Udtryk som:

• ”Jeg kan bare ikke mere”.
• ”Jeg har ikke mere kærlighed at give”.
• ”Jeg elsker dig bare ikke på den måde, som jeg har haft gjort”.
• ”Jeg kan ikke se, hvordan vi skulle blive lykkelige igen”.
• ”Jeg tror ikke på en fælles vej fremover”.
• ”Jeg er træt af dig, men jeg respekterer dig og synes, at du er et dejligt menneske”.

er jo meget subjektive udtalelser, som den partner der fortsat elsker og tårevædet håber, har svært bed at forholde sig til. Når jeg taler med mennesker, hvor den ene part siger ”slut” og hvor der alligevel er parterapi inde i billedet, hæfter jeg mig ved, at der er en stor målgruppe, der er drevet af, at der bare skal ske noget andet. Det af at det her er for tungt eller monotomt eller kedeligt, men at denne målgruppe ikke har noget billede af, hvad det så er der skal ind i stedet. Når en part siger slut, er det en ny og chokerende viden, for den anden. Sagen er bare, at denne viden ikke kan stå alene. Man har brug for vished, for at kunne begribe og håndtere dette omsiggribende budskab. Derfor stilles der spørgsmål.

De mange spørgsmål, den ulykkelige part stiller ind og spørger ind til er:

• ”Jamen, er der en anden”? og svaret er hyppigt ”nej, der er ikke en anden”.
• ”Jamen, vil du have at vi laver noget mere sammen”? Nej; ”for lysten til at være fælles om noget er smuldret for lang tid siden”.
• ”Jamen, vi er jo intelligente mennesker… Kan vi ikke prøve at få det til at fungere i et års tid, for vi kan da ikke bare kaste håndklædet i ringen”.

Og responsen:

“Nej, det orker jeg faktisk ikke. Jeg synes, at vi har prøvet en masse” – uden at personen dog helt kan definere, hvad der er forsøgt, er nogle af de ordvekslinger, der ofte udspiller sig”.

Den ene part håber og taler og tegner billeder og minder om alt det, der har været godt. Og den ”slukkede” part siger: ”ja, det er rigtigt”, men …. ”jeg kan bare ikke mere” eller ”jeg vil ikke mere”.

Der kan være en stærk motivationsfaktor i at ville væk fra noget. Det er samtidig et stort menneskeligt dilemma, for egentligt ønsker man ikke at såre den anden og man havde nok også underkendt alt det praktiske med salg af hus, afvikling af sommerhus, opsplitning af konti, – og nogle giver ganske enkelt op, blandt andet i tilfælde, hvor partneren, der stadig vil, er meget trist og insisterende, og så lever de videre sammen, hver for sig. Men jeg taler også med nogen, der bliver klar over, at den sindstilstand, der gør, at de siger slut, handler om, at tiden er moden.

Nu er børnene godt i vej, alting er så forudsigeligt, og det at vi jo ikke bliver yngre og at flere venner er blevet syge eller endda er afgået ved døden, gør at man langt om længe stopper op og begynder at forholde sig til egen livskvalitet og længslen efter at leve mere helt og fuldt. I dette tilfælde vi nogen sige, at det er dødsangst.

Angsten for at dø eller angsten for at det er slut lige om lidt eller om 20 år, der gør, at man endelig begynder at tage sit liv rigtigt alvorligt. Men det er lidt forenklet at kalde det dødsangst. For det er sjældent sådan, at den part, der vil afvikle er plaget af dyb og daglig angst. Snarere tænker jeg, at det er en seriøs længsel efter at føle sig levende og forholde sig intenst til sit liv. Noget, man måske sjældent og i nogens tilfælde aldrig har gjort helt. Hvorfor de så kommer op så forholdsvist sent i livet, efter at sølvbrylluppet har været holdt, og der nu reelt er tid til at tage et fælles skridt sammen for at lade sig fordybe i hinanden, har med mange ting at gøre. Både noget, der er sket, men også i, mange sammenhænge noget, der ikke er sket.

Det er her, at samtalerne giver stor mening for mange.

For den part, der gerne vil fortsætte og føler, at deres tilværelse er styrtet i grus med ”jeg kan ikke mere”-udmeldingen, spørger jo ind til alt det, der er sket. Og kan mange gange i egen smerte slet ikke se, at det er noget der ikke er sket, noget der har manglet, som har gjort at situationen er fastlåst. For hvis spontanitet, intellektuelle samtaler, forståelsen for fisketurene, begejstring over små ting osv. osv. ikke har været i spil i mange år, er det mange gange den orm, der har gnavet indeni, og som man jo som den tvivlende part slet ikke længere tror på, kan ændres.

Og jo også er ved et punkt, hvor man slet ikke har lyst, kræfter måske nok, men slet ikke lyst til at ændre. For ingen kan jo ændre deres personlighed, heller ikke selvom man forskrækkes, og så står parret i situationen, hvor man må erkende, om drivkraften efter at komme væk er den stærkeste, eller om det at der er større forståelse for, at variation er nødvendig, kan integreres i en fælles fremtid.

Endelig sommerferie!!

Så blev det endelig sommerferie – og igen er der atter krise.

Der har været mange par, der glædesstrålende har talt om, at nu er det endelig sommerferie.

Endelig tid til at nyde hinanden. Endelig tid til at tage uret af, lukke for erhvervscomputeren og arbejdstelefonen.

Endelig sommerferie, så man kan gå hånd i hånd og drikke et glas rødvin og nyde, at romantikken kan blomstre og noget af det nærvær, man har savnet i løbet af året, har mulighed for at vende tilbage.

Og allerede nu, midt i juli, gløder min telefon.

Lidt tidligere end sædvanligt. For sædvanligvis er det i midten af august, at jeg kontaktes. Af triste par, hvor den ene fortæller, at ”nu skete det igen”. Nu er den sommerferie, som skulle have været starten på en god rejse tilbage til hinanden, overstået – og desværre: igen i år blev det en ferie, med for megen tavshed, unødige skænderier, modsatrettede forventninger hvor den ene part gerne vil opleve noget, og den anden vil slappe af. Igen en ferie, hvor den ene eller begge parter var småsyge med influenzalignende symptomer og lav energi. Endnu en ferie, hvor den ene part ikke overholdt aftalen om at være til stede og lukke for computeren. Og nu er det tredje eller fjerde år i streg, og på samme måde som med julen, er det jo ferierne, mange af os husker. VI husker højtiderne og ferierne, og kan spole tilbage og tænke:

• ”Hmm, sidste år var der også dårlig stemning i bilen hele vejen til Italien”.
• ”Sidste år sad vi stort set kun og talte om andre og deres liv, men ikke om os og vores”.
• ”Sidste år blev ferien jo også bare en afspejling af, at vi kører individuelle spor…. Den ene dykker, den anden solbader. Og den nærhed og den humor, vi engang var kendt for, får ingen af os åbnet for”.

Så nu er det nu.

Sommerferien er et af de tydeligste bud på, at bare fordi vi har tid, bliver vi ikke nødvendigvis lykkeligere.

Det er, ifølge min optik således, at jeg da klart mener, at vi skal glæde os til ferierne, på samme måde, som vi skal glæde os til weekends. Det er nødvendigt og givende, at vi tager uret af og træder et skridt tilbage – væk fra den effektive og hyppigt meget strukturerede hverdag, og at vi gør os til en bedre del af et flow. Og jeg er klar over, at jeg har skrevet det mange gange på min hjemmeside, at når alt kommer til alt, er det jo hverdage, der er flest af. OG hverdagene skal og kan ikke ligne ferierne, men hvis hverdagene er præget af skuffelser og frustration, udholdenhed og fravær, er det sjældent at en ferie kan give den positive kontrast og fylde de tomme energilagre op. På samme måde som nogle mennesker tænker: ”når jeg har tabt mig 25 kilo, har jeg selvtillid igen”. Det er formentligt rigtigt. Men selvtilliden skal bygges op undervejs, for det er tanker og stemninger, der ikke på magisk vis udløses når badevægten er din ven igen, men en proces at afvikle negative og bebrejdende tanker for på et tidspunkt at kunne holde af sig selv og den, du ser i spejlet.

På tilsvarende vis med ferierne.Glæd dig til dem.
Og fokuser sammen med din partner på, hvad I ønsker og ikke ønsker på ferien. Tænk ikke kun på ferien, men også på hvordan I kan gøre optakten bedre. Kan I pakke sammen? Har I planlagt ferien sammen? Hvordan sørger I for, at turen på vej til sommerhuset eller hotellet bliver givende? Og hvad er det, der har trættet jer mest i hverdagene, som I må sikre, netop ikke sker i ferien ??

Et af de spørgsmål, jeg stiller mange par, er:

”Når ferien er overstået, hvad ønsker du så at kigge tilbage på”
Og efterfølgende:
”Hvad må du selv gøre anderledes, for at dette bliver realistisk”:

Min oplevelse er, at det er væsentligt at afstemme ønsker og forventninger. Væsentligt at huske, at uanset om ferien foregår hjemme eller udenlands, så ønsker de allerfleste, når alt kommer til alt, at inderligheden og intimiteten er i spil. Så det er udfordringen. At gøre jer til kærester igen, også selvom der er børn, der bliver solskoldede, også selvom der opstår feriemave, også selvom der er høj musik på hotellet om aftenen.

Heldigvis er der rigtig mange, der klarer det godt.
De, der overvejer et brud på grund af en skuffende ferie, må overveje at gå i parterapi, for at I sammen kan vende denne bølge af uindfriede forventninger.

En ting er jo, hvad vi ønsker os. Og noget andet er, hvad vi selv er i stand til at give.

Ægteskabsproblemer – Ægteskabskrise

I disse år er det ved at være en smule gammeldags at benævne det, som mange går og kæmper med, for ægteskabsproblemer.

I stedet kalder mange det, at ”vi har problemer i vores parforhold”. Dog har jeg som parterapeut mødt mange mennesker, der har indgået ægteskab i slutningen af 1960erne og i løbet af 1970erne, og jeg har fuld respekt for, at disse par, som nogle vil kalde ”det grå guld”, oplever at de har ægteskabsproblemer.

Ægteskabsproblemer drejer sig som regel om et eller flere af følgende områder:

• Hvem har kontrollen og hvem styrer og sikrer økonomien?
• Hyppigheden af sex og intimitet.
• Familieanliggender – som både kan handle om forholdet til børn og svigerbørn, samt til søskende og forældre.

Det at være blevet voksne sammen i et ægteskab og at have fulgt med i de mange forandringer, som en tilværelse indebærer samt at være en del af de mange temposkift, der især er kommet efter år 2000, kræver meget. Når par, der har kendt hinanden siden sidste årtusind kommer til mig, har jeg fuld forståelse for, at det, der blandt andet indvirker og skaber frustration er, at de to parter har forskellige holdninger til dels rammerne samt til indholdet i hverdagene.

Før i tiden skulle kvinder tåle og tie.

Dette gjorde kvindekampen meget for at ændre, ligesom de roller, der er ændrede grundet selvbevidsthed ligeværdighed og forståelsen for dialog, for længst har gjort sit indtog. De par, der kommer hos mig, har i særdeleshed brug for inspiration, og min oplevelse er, at kulturen, der en gang handlede om, at ”far skal have den største bøf og far har altid ret”, har ændret sig. Markant, endda. For både mænd og kvinder forstår, at når alt kommer til alt, må vi passe på hinanden, lytte til hinanden og finde ud af, hvad der virker. For som skrevet før:

>>Det er kun virkeligheden, der virker.<<

Men vi skal jo kunne følge med som mennesker, og derfor bruger jeg tid og kræfter på at løsne op for de ægteskabsproblemer – ægteskabskriser, som folk har.

Og det at kunne tale sammen er vejen frem.

Fordi det at kunne tale sammen, uden at afbryde hinanden betyder, at vi nærmer os hinanden. Mænd og kvinder er ikke ens, og vi bliver aldrig ens. Det ved både mænd og kvinder. Adskillige gange har jeg heldigvis oplevet, at når kvinder beskriver; hvad det er de ønsker, at deres mand forstår, og mændene beskriver, hvad de ønsker, at deres kvinde forstår, så opstår der en accept og forståelse. Der er naturligvis altid historik og konkrete eksempler, situationer der skal forstås og tilgives, – eller accepteres, men i de allerfleste tilfælde oplever jeg, at ægteparret kommer til enighed.

Der er forskel på at tale med unge par og ældre par.

Det giver sig selv. Kunsten som parterapeut er, at når der kommer par hos mig, som har ægteskabsproblemer, så handler det om at forstå den fortid og den samtid, der er i spil. Så de tre punkter, jeg har nævnt først i dette indlæg, kan blive belyst, respekteret og håndteret.

Der er som regel fine grundværdier i spil.

Værdier som trofasthed, loyalitet, familiens videreførelse og samhørighed. Og samtidig med det anstrøg af modernitet, hvor vi godt ved, at vi skal blive bedre til at tale sammen, undlade at tage hinanden for givet, skabe variation og en øget intimitet, samt være forbilleder for børn og børnebørn. Uanset om jeres ægteskab er af gammel eller nyere dato. Uanset om værdier, som mange vil trække på skuldrene af, er et problem for jer, er min holdning fortsat, at man skal møde mennesker, hvor de er. Og at de tre aspekter, som er nævnt først i dette indlæg, nemlig: hvordan er magtbalancen og økonomien; hvordan er ømheden og intimiteten samt:

Kan I håndtere de familieanliggender, der er de mest væsentlige af alle.

Hvis du eller I oplever et behov for at få nyt liv i jeres ægteskab, kan jeg oplyse om, at den parterapi som jeg udfører, er forskellig fra par til par. Jeg kender ikke kun nutiden, men også danmarkshistorien og ved, hvilke strømninger, der spiller ind. Så hvis du eller I sidder som et ældre ægtepar og stadig har brug for inspiration er I mere end velkomne.

Jeg understreger, at der altid er mindst en mulighed, vi har overset.