SONNERASMUSSEN.DK

Min kæreste, partner, mand, kone, forstår mig ikke

af | maj 30, 2014 | Kommunikation, Krise i forholdet, Parforhold

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Min kæreste forstår mig ikke. Min mand forstår mig ikke. Min kone forstår mig ikke.

Om du er i et hetero eller homoseksuelt forhold er underordnet, for ingen mennesker føler sig forstået hele tiden af deres partner. Det kan der være mange grunde til.

Det at føle sig forstået kan variere og udløses af alt fra hverdagssituationer, til forskellige kulturer i familier, personlige værdier og overbevisninger samt fejlslagen kommunikation. Og skønt vi jo som mennesker er temmelig ens med hensyn til at bære på de samme grundfølelser som vrede, glæde, angst, tristhed og overraskelse, er der i hvert enkelt forhold aspekter, der gør at det at føle sig tryg og forstået bliver en kendsgerning. Det er ikke så meget det, at vi ikke føler os forstået, der i starten er det største problem.

Problemet er, at de fleste ikke håndterer problematikken hurtigt i forholdet.

Man får forklaret sig selv, at det måske er en selv, der ikke formår at kommunikere. Man får forklaret sig selv med, at den anden måske bare er stresset eller fortravlet. Man får forklaret sig selv med, at vi jo heller ikke altid kan være ens – og derfor får man ikke kastet lys over situationen via nogle gode dialoger, og så begynder man at hobe skuffelser op, græder når man er alene, snakker med veninderne eller går bare med det selv og håber, at det er et forbigående fænomen, der forsvinder på et tidspunkt. Men har følelsen af ikke at være forstået sat sig fast, vil det være som en snor med en perle på. Flere perler vil komme til, og dette billede forklarer, hvorfor frustrationen er stor, når man ikke længere kan holde ud at gå med det selv.

Det er så besnærende at give sin partner skylden.

Og det er det, der sker, når der er mange perler på snoren.
Hvorfor kan han eller hun ikke bare fatte, at jeg har brug for bekræftelser eller kærtegn og så give mig det?

  • Hvorfor kan min partner ikke bare forstå, at vi skal have mere tid sammen og så skal det nok gå?
  • Hvorfor kan min partner ikke bare forstå, at jeg har brug for ro og stabilitet i og ”frikadellehverdag” i en periode og at jeg indtil det er en realitet, ikke kan agere sexuel og hengiven?
  • Hvorfor kan min partner ikke bare forstå, at jeg jo knokler alt, hvad jeg kan for at holde sammen på familien?
  • Hvorfor kan min partner ikke bare forstå, at brok og skæld ud lukker mig, og at jeg folder mit potentiale ud, når der tales pænt til mig?
  • Hvorfor kan min partner ikke bare forstå, at det er hverdage, der er flest af – og at jeg ikke kan hive mig op til den helt store forventningens glæde, når jeg står med alt det hele hjemme?

I alle forhold, uanset om der er børn eller ej, må vi tale sammen. Og jeg kan ikke sige det tit nok: Få kortene på bordet og snak om tingene, mens de er friske eller små i stedet for at hobe dem op. Det jeg hyppigt taler med par, der kommer til mig om og som gravalvorligt siger: Vi vil gerne lære at kommunikere sammen, er:

Hvilke holdninger og hvilke attituder virker?

Og grunden til, at dette spørgsmål må besvares, er at det ikke må blive en opdragelsesproces at være i et forhold. Det må ikke blive en proces, hvor den ene siger:

“Hvis du bare siger tingene sådan og sådan, så er det bedre for mig.”

Det, der derimod har værdi er, at man må tale om hvilke grundholdninger eller attituder, som netop nævnt, der er fremmende for at man hver især føler sig forstået.

  • Min mand forstår mig ikke, når han er kritisk og nærtagende.
  • Men min mand giver mig følelsen af, at han forstår mig, når han er lyttende og interesseret.
  • Min kone forstår mig ikke, når hun brokker sig og urimeligt kræver romantik.
  • Men min kone giver mig følelsen af, at hun forstår mig, når hun kommer mig i møde, er glad og realistisk.

Vi skriver historie i vores forhold. Vi skriver historie, hver for sig, og vi skriver historie som par. Det er jer, der fører pennen. Det er jer, der skal finde jeres måde at genskabe eller opretholde de tilstande og tilvalg, der baner vej for at den historie, der skal skrives, er konstruktiv og værd at læse – også om 10 år. Når holdningerne kan skabes, opstår handlingerne ud fra dette. For husk at de gange, hvor du har følt dig forstået, så er det, at tolerancen og tilgivelsen kommer frem. Så kan vi slå streger over det, der var træls og hårdt. Gør noget ved det. Sammen.

Af Christel Sonne Rasmussen -

VIL DU VIDE MERE?

Læs mere om hvad jeg kan tilbyde…

Læs mere i samme kategori:

Kvinder har brug for at blive vist interesse

aug 5, 2015

Hun er smuk og slank. Velformuleret og humoristisk. Dyb og erfaren med to halvvoksne børn. Fraskilt og tilfreds med sit netværk, sine fritidsinteresser og sit job. Har stadig drømme og visioner, fint med energi og kræfter til at håndtere de udfordringer, hverdagen kommer med. Hun er trofast og nyder de dage, hun har med sin faste kæreste.
Udefra set og kort sagt: hun har styr på sit liv.

Hvorfor sidder hun så i psykoterapeutens klinik og siger:

”Nogle gange er det et problem for mig, at jeg virker så selvsikker.

Personlig udvikling og forandring

jul 30, 2015

Et gammelt ordsprog siger, at når forandringens vinde blæser, så er der nogen, der bygger læhegn og andre, der bygger vindmøller.
Der er meget sandt i dette lille udtryk, og da jeg jo dagligt inspirerer mennesker til at håndtere dualisme og dilemmaer som ovenfor beskrevet, mener jeg oprigtigt, at læhegn og vindmøller , læs : uforstyrrethed kontra visioner ikke udelukker hinanden. I hvert menneske kan behovet for læhegn og vindmøller være aktive på samme tid, og især i parforholdene.

Udadtil og indadtil

aug 25, 2014

Selvom de færreste er klar over det, konkurrerer de fleste af os.
Det er ikke konkurrencer, i ordets mest bogstavelige betydning, hvor der er en kamp, og hvor man kæmper mod andre, for at vinde.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg:

Krise og magtkampe samt bebrejdelser af den andens familie.

af | feb 14, 2014 | Jalousi, Krise i forholdet

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Krise og magtkampe samt bebrejdelser af den andens familie.

Jeg har ikke giftet mig med min mor – jeg har ikke giftet mig med min far.
Krise og magtkampe samt bebrejdelser af den andens familieKrise om et gensidigt krav i parforholdet om, at partneren skal ændre sig. Det skaber irritation og styrker oplevelsen af uretfærdighed og mangel på accept. Det skaber desuden effekter som utilstrækkelighed og ikke at kunne gøre noget godt nok, samt følelsen af at skulle stå til regnskab og blive målt og vejet og fundet for let eller tung.

Jeg vil indlede denne tekst med nogle udtalelser, jeg har lyttet til, i nogle af mine terapisessions – bare den seneste måned.

Først udtalelser fra mænd:

    • Jeg har ikke giftet mig med min mor. Min kone er tit så sur og svært at gøre tilfreds. Jeg synes, at hun brokker sig over totalt unødvendige bagateller og bebrejder mig, at jeg ikke er nok hjemme. Jeg fatter ikke, at hun tror, at jeg har lyst til at snakke med hende, når hendes ansigt er bortvendt og hun er helt lukket af i kropssproget. Jeg ister troen på en fælles fremtid, når jeg i det sekund jeg træder ind ad døren, og faktisk har glædet mig til at komme, hører en lang remse om, at børnene har skændtes, katten har pisset på gulvet på badeværelset, kolleger der er intrigante, at hun er træt af at stå for det hele og så kommentarer som ”hvorfor tager du ikke noget mere af dig selv”, ”du tror også bare, at maden laver sig selv”, ”der er stadig masser af ting på huset, du har lovet at lave, som du ikke har lavet endnu”……Pyha. Jeg har sgu ikke giftet mig med min mor, – det her mønster må høre op.

 

    • På det seneste er min kone begyndt at lægge tøj frem til mig. Det har jeg aldrig bedt hende om. Men hun er begyndt at kritisere mit tøjvalg og er begyndt at købe tøj til mig, selv om jeg sagtens kan og vil gøre det selv. Hun siger, at hun for at føle sig mere stolt af mig, vil hver en mand, der er mere velklædt og checket. Hun er selv begyndt i fitnesscentre på det seneste, og det synes jeg er fint. Det bakker jeg hende op i. Men dette skift med at ville bestemme, hvilket tøj jeg skal gå i, synes jeg er respektløst. Og jeg synes, at hun baserer det at føle sig stolt på helt forkerte områder. Jeg har skændtes med hende om dette og prøvet at forklare hende, at hun da tager værdighed fra mig ved sådanne handlinger. Hun er meget stædig og siger, at hun ikke vil følges med mig, hvis jeg ikke er mere checket. Jeg synes, at det virker supermærkeligt, og jeg kan ikke finde ind til kernen af, hvad det drejer sig om. Men jeg mister lysten til at være sød ved hende, når hun er så strid og dominant. Jeg har ikke giftet mig med min mor.
    • Vi er kommet ind i en uheldig og tung periode. Vi har ikke haft erotik og sex i snart et halvt år. Det startede med, at min kone var syg, med noget svamp i underlivet, og jeg lod hende være i fred. Men efter nogle uger var hun rask igen, og jeg begyndte naturligvis at gøre tilnærmelser, bl.a. når vi gik i seng om aftenen. Men blev afvist gang på gang. Det gør mig meget frustreret og jeg viser det som irritation og surhed. For vi har altid haft et armt og nært forhold. Når jeg konfronterer hende med, at hun får det bedste frem i mig ved at vi er tætte, altså har sex regelmæssigt, modsvarer hun med, at jeg jo bare kan hjælpe noget mere til, og at jeg skal holde op med at tro, at hun er en person, der bare kan koldstarte. Hun vil have forspil i løbet af dagen, men hvad pokker skal jeg gøre. Jeg er først hjemme ved 17-tiden, og så går der børn, madpakker, sport, aftensmad og tv avis i den, og min oplevelse er klart, at når jeg har forsøgt at småkysse hende i nakken, når hun evt. står og laver mad, bliver hun sur, vrisser og skubber mig væk. jeg har bestilt denne tid nu, fordi hun i forgårs rykkede ud af soveværelset og sov inde ved et af børnene. Jeg fatter ikke, hvordan vi er kommet hertil, og den sure og afvisende holdning hun lægger for dagen, kender jeg fra mit barndomshjem. Jeg havde en utroligt streng og kølig mor, hvad hun ved alt om. Så hun burde vide, at hun rammer mit dybeste sår, når hun afviser mig.
      Jeg har ikke lyst til at miste hende, men er bange for at det er ved at ske.

 

  • Vi har to små børn, på 2 og 4 år. De er rene guldklumper, og vi elsker dem begge højt. Jeg leger lidt mere vildt med dem, end min kone gør. Og det har egentligt ikke været noget problem, da det er to drenge. Den store har haft lidt vanskeligheder i børnehaven, har bidt nogle andre børn og vi har været til bekymringssamtale. Pædagogerne og min kone blev enige om, at det nok skyldtes, at de ikke fik nærvær nok derhjemme. Jeg var dyt uenig og gav udtryk for dette, men det har skabt en slags afstand imellem min kone og jeg. når jeg tumler med ungerne, og lader dem kravle rundt på mig eller giver en svingtur, som kun en far kan give det, skælder hun mig ud – i drengens påhør og jeg føler mig hensat til at skulle være en forstående og altid rolig og brætspils-agtig far. Jeg gider ganske enkelt ikke skældes ud for at være til stede med mine børn, og hun laver ikke andet. Hun er meget bange for, at pædagogerne stempler os som dårlige forældre, og det sker jo ikke. Det er sgu da kun en periode, at den ældste har de her problemer. For mig at se skal vi ud af denne kritiske rolle hurtigst muligt, for jeg oplever, at jeg nærmest skal stå til regnskab for, hvad jeg laver med ungerne, hvis hun ikke er hjemme. Helt ærligt: jeg kan sagtens tage vare på de drenge, og det er faktisk nemmere at være sammen med dem, når hun ikke står der med sit høgeblik. Hver gang vi prøver at tale om det, ender det i skænderier og på en eller anden måde føler jeg mig manipuleret af hende til nogen meget kontrollerede aftaler. Jeg fatter intet og er temmelig indebrændt og skuffet.

Og nu udtalelser fra kvinder:

    • Min mand har fået en lederstilling. Han arbejder meget, og det er en fælles beslutning. Han er dygtig og trives helt absolut med det at have et stort ansvar, men på det sidste er der kommet en bagside af medaljen. Han tror, at han også skal være chef, når han er hjemme. Han har ændret markant holdning. Førhen var han interesseret i at snakke, var varm og kærlig og meget forstående, hvis jeg var træt, utidig eller bare lidt nede. Han var rigtigt god til at tage over, lyttede og bakkede op. Og vi skændtes aldrig om det praktiske eller om det at tage sig sammen. Men det er helt anderledes nu. han har været på nogle lederkurser, og jeg er ved at brække mig, når han begynder på sine paroler om at holde fokus, om at sætte sig mål og være mere effektiv. Ikke fordi at jeg ikke forstår disse begreber og behovene for at optimere, men det er jo ikke et job det her. Det er vores familie og vores fritid, og vi skal vel ikke optimere på alt, når vi er hjemme. Det er vel her, vi skal slappe af. Det er blevet så slemt nu, at jeg konstant føler hans kritiske øjne i nakken. Har jeg nu støvsuget godt nok, – er jeg ”fit” nok, har jeg overskud – for hvis jeg ikke har, har det jo ifølge ham noget med mit manglende fokus at gøre….. han er blevet så kritisk, minder mig om min far , der heller aldrig var tilfreds og kunne skumle over barnagtige småting i dagevis. Min mand skumler bare ikke, han taler og påtaler og jeg forsvarer mig og prøver at blive bedre, men kan mærke at vi er røget ind i et mønster, hvor jeg føler mig konstant ”ikke god nok”. Og det gider jeg simpelt hen ikke. Men jeg kan ikke få ham til at fatte det. Så vi er låst. Vi synes begge, at det er den anden, der tager mest fejl. Hjælp!!

 

    • Min mand synes, at vi dyrker for lidt sex. Det synes jeg ikke. Vi har fået 3 børn, og har begge to karriere. Vi bor i vores drømmehus og mener begge, at der skal prioriteres tid til middage med venner og familie. Og så vil han have mere sex…… og jeg spørger bare: ”hvornår skulle det være, for vi har jo ligesom nok at se til”. Vi skændes om dette, og jeg er i et dilemma. For jeg vil godt være sammen med ham, men når det er sent på aftenen, hvor i hvert fald jeg er træt, og når han forventer, at jeg skal være klar og villig på ganske kort tid, ja så synes jeg at det sjove og det fine går af det. Mit dilemma bliver derfor: skal jeg gå i seng med ham, selv om jeg ikke er oplagt og gå på kompromis med mig selv, for at få lidt mere husfred og gøre ham gladere… eller skal jeg lytte til min krop og sige nej, når jeg ikke føler lyst eller ikke orker det?Desværre – og det ved min mand godt – kommer jeg i kontakt med følelser, som jeg gik med som barn. Jeg havde en meget autoritær far, der havde store forventninger til mig. Jeg har altid forsøgt at leve op til disse, for han kunne blive edderspændt rasende, hvis jeg ikke passede mine lektier, mine pligter, var høflig og adlydende osv. Min mand er jo ikke streng på den måde, overhovedet ikke, men de forventninger han har til mig, gør at jeg trækker mig og ikke kan finde ud af at trække vejret frit. Så hvorfor han ikke bare giver mig tid, som jeg beder om, det fatter jeg ganske enkelt ikke. Er det så svært at forstå?

 

    • Min mand begærer mig. Min mand synes og han giver også udtryk for, at jeg er det bedste, der er sket for ham. I hans øjne er jeg fantastisk. Og jeg får masser af komplimenter og søde beskeder, hvor han skriver, at han savner mig, og at han elsker mig, og at han er den lykkeligste mand i verden på grund af mig osv.
      Så egentligt burde jeg jo ikke klage over noget som helst. Men men men, han er jaloux på vores børn. Ikke sådan at han ikke elsker dem, men når jeg er nærværende eller optaget af noget med ungerne, bliver han tydeligvis skuffet eller fornærmet. Så går han rundt og ligner en slået hund, og først når jeg har bekræftet ham og givet ham knus og nærvær, tør han op, og harmonien er tilbage. Han siger, at han ikke kan gøre for det. at han føler, at han ikke er vigtig, når jeg er sammen med børnene. Og jeg tænker: tag dig dog sammen, mand.
      Han siger, at det er som at have en bil. Børnene, som han elsker, er måske hjulene på bilen, men jeg er bilen. Og det forstår han ikke, at jeg ikke forstår. Og han forstår slet ikke, at jeg ikke har det på samme måde med ham. Jeg synes, at han skulle blive lidt mere moden, og nu er jeg altså begyndt at irettesætte ham, skælde ham ud og bebrejde ham for hans latterlige reaktion. Det er da ham, der er den voksne. Og det er ham, der skal ændre noget. Han skal da også forstå, hvor meget det presser mig at jeg skal være bindeled, og den der altid skal skabe harmonien. Så ja: jeg er blevet mere strid, men det er en hjertesag for mig at få ham til at fatte, at hvis jeg skal bevare respekten for ham, så skal han agere som en mand og ikke som en dreng, der hele tiden venter på, at den altfavnende mor roser ham og siger, at han er dejlig…..han synes, at jeg kritiserer og opdrager ham. Det har jeg nu tænkt mig at blive ved med, indtil han fatter budskabet.

 

  • Jeg synes, at det er på sin plads at irettesætte hinanden. Hjemme hos os har vi forskellige standarder. Jeg vil gerne have, at hjemmet er rydeligt og rent, – ikke noget rengøringsvanvid overhovedet, – bare en standard, der gør at folk kan komme uanmeldt og man ikke står og tænker ”shit, her er rodet”. Det, der er så irriterende, er at vi har talt om det her hundreder af gange. Min mand har sagt, at han forstår det, og at jeg jo bare kan skrive en liste. Men helt ærligt. Kan han ikke fatte, at jeg bliver alt for kontrollerende og alt for meget ”mor” for ham, når han beder om sådan noget. Jeg nægter at skrive en liste. Han må da tage noget af sig selv. Han prøver også, men det er langt under målet, og vi er helt låste nu. for jeg gør det bare selv, men er naturligvis sur, og så gider jeg ikke snakke og da slet ikke kæle med ham. Han beskylder mig for at være perfektionist, jeg beskylder ham for at være skødesløs og tage tingene for givet. Vi s tår i hver vores lejr, og jeg kan slet ikke forstå, at det ikke er ok at irettesætte hinanden. Han siger, at det er tegn på, at jeg ikke accepterer ham som han er, og så tvivler han på, om min kærlighed er ægte. For mig at se har de to ting intet med hinanden at gøre. Men min følelse er faktisk, at vores ægteskab er i krise. For det her gider jeg ikke i længden. Uagtet hvor højt jeg så end elsker ham.
  • Nogle gange, når jeg opdrager vores børn, trækker min mand mig til side og siger ”du er frygtelig at høre på, kan du ikke selv høre at du lyder ligesom din mor”
    Det er sket mange gange nu, og jeg er meget såret og dybt skuffet over hans holdning. Det har jeg også fortalt ham. For sjovt nok synes jeg, at han minder om sin mor, der er ekstremt konfliktsky og fejer alting ind under gulvtæppet. Børn skal da have nogle verbale reprimander en gang imellem. Men han synes, at man aldrig skal hæve stemmen, så når jeg gør det, er jeg galt på den, og jeg er ifølge ham, alt for hård og urimelig og kan slet ikke se, at børnene bliver bange. Han beskylder mig for at gøre børnene utrygge, og så opstår der sådan nogle situationer, hvor han leger den frelsende engel og bedrevidende og pædagogisk sidder og ser TV med børnene, selv om de ikke har ryddet op efter sig, som var en aftale, jeg havde med dem. Jeg er ved at blive sindssyg over, at han ikke ser, hvor illoyal han er. Jeg har aldrig sagt dette til ham for an børnene, men har gjort ham det klart, at han da må respektere min attitude, og det med at børnene bliver utrygge, er helt ud i skoven. Men det kan vi ikke blive enige om, slet slet ikke. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Han ser mig som alt for kritisk og alt for hård, og han burde da om nogen vide, at mine værdier og holdninger samt det at blive kigget så negativt på, gør mig ked af det.

Var der bare en facitliste over, hvad de mange gode mennesker derude, skulle gøre for at undlade at såre eller belaste hinanden, ville meget tegne lysere. Uanset hvad der udløser uoverensstemmelserne og den deraf manglende forståelse har hvert enkelt par en udfordring, når en af parterne føler sig for nedgjort, kritiseret eller forkert. I min optik er grundproblemet for rigtigt mange par, at skuffelse og sårethed gør, at de kigger på den anden part og tænker: det er hans eller hendes skyld. Så min partner må ændre dit eller dat, før vi er på sporet igen”.

Så hvis der overhovedet er et finger peg om, hvad par i krise skal gøre, når der irettesættes eller opdrages i parforholdene, ja så er det at komme ind i tankegangen igen, der handler om ”os” eller ”vi” eller ”vores”. Derfor taler jeg konsekvent med par om det at være et team og at løse problemer som et team. For netop at undgå bebrejdelserne, skyldfølelsen, kritikken, frustrationerne, manglende nærhed – kort sagt: at undgå at føle sig ensom i sin tosomhed.

Skriv endelig kommentarer, spørgsmål eller egne eksempler på min blog.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Af Christel Sonne Rasmussen -

VIL DU VIDE MERE?

Læs mere om hvad jeg kan tilbyde…

Læs mere i samme kategori:

Kvinder har brug for at blive vist interesse

aug 5, 2015

Hun er smuk og slank. Velformuleret og humoristisk. Dyb og erfaren med to halvvoksne børn. Fraskilt og tilfreds med sit netværk, sine fritidsinteresser og sit job. Har stadig drømme og visioner, fint med energi og kræfter til at håndtere de udfordringer, hverdagen kommer med. Hun er trofast og nyder de dage, hun har med sin faste kæreste.
Udefra set og kort sagt: hun har styr på sit liv.

Hvorfor sidder hun så i psykoterapeutens klinik og siger:

”Nogle gange er det et problem for mig, at jeg virker så selvsikker.

Personlig udvikling og forandring

jul 30, 2015

Et gammelt ordsprog siger, at når forandringens vinde blæser, så er der nogen, der bygger læhegn og andre, der bygger vindmøller.
Der er meget sandt i dette lille udtryk, og da jeg jo dagligt inspirerer mennesker til at håndtere dualisme og dilemmaer som ovenfor beskrevet, mener jeg oprigtigt, at læhegn og vindmøller , læs : uforstyrrethed kontra visioner ikke udelukker hinanden. I hvert menneske kan behovet for læhegn og vindmøller være aktive på samme tid, og især i parforholdene.

Udadtil og indadtil

aug 25, 2014

Selvom de færreste er klar over det, konkurrerer de fleste af os.
Det er ikke konkurrencer, i ordets mest bogstavelige betydning, hvor der er en kamp, og hvor man kæmper mod andre, for at vinde.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg:

Krise over hverdagens pligter og mislykket samarbejde.

af | feb 14, 2014 | Krise i forholdet

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Krise over hverdagens pligter og mislykket samarbejde.

Når hverdagen tager over, og pligter og mislykket samarbejde er dagens orden.

Vi har lavet aftaler så mange gange. Strukturer om hvordan vi får hverdagen til at køre bedre. Og det holder en uges tid, og så er vi tilbage i rollerne. I vores tilfælde er rollen, at kvinden står for stort set alt, aflevering og afhentning af børn, indkøb, madlavning, rengøring, – manden står for madpakker og lektielæsning, og vil egentligt gerne hjælpe. Han glemmer det bare….. og har et hav af dårlige undskyldninger. Som han siger: ”jeg har bare ikke de briller på, – jeg ser ikke, hvad der skal gøres”. Og han er ked af det, for han vil gerne gøre sin kone glad, men synes nu, at hun burde være glad af sig selv. At hun ikke kommer hjem med smil på læben hver dag gør ham demotiveret, og den negative spiral er til både at få øje på og mærke.

Kunne vi ikke have lidt mere nærhed / lidt mere voksentid, skat? jeg savner dig.

Sådan er der mange, der af og til siger til deres partner, og jeg har siddet med mange par, hvor kvinder himler med øjnene og hvæser: Hvis du bare hjalp lidt mere til, og ikke bare sad med din avis eller IPad, når du kommer hjem, kunne det være, at der blev lidt tid til mig. Og han siger: jamen, vi har jo aftalen om, at jeg ordner det udendørs og du det indendørs. Det er da ikke så svært. Helt ærligt. I gamle dage havde kvinderne masser af børn og nød at holde hjemmet.

Og så er debatterne ellers i gang om hverdagens pligter og mislykket samarvejde.

For kvinderne i de gode gamle dage gik ikke på arbejde. Skulle ikke ligne halve millioner. Havde ikke de samme forventninger og krav osv.

Det, der bare skal gøres, og det der ikke bliver gjort, hvis der prioriteres nærhed og voksentid. Mange ryster på hovedet over sig selv, for de forstår det egentligt ikke. Der er faktisk temmelig megen fritid. 2 børn som er ønskebørn og et pænt hjem, men følelsen af stress og at være på bagkant konstant lurer. Man er bagefter. Man hjælpes ikke ad. Man hakker på hinanden. Man synes, at det er ufatteligt, at partneren ikke forstår, hvad man har brug for, når man nu har talt om det tusinder af gange. Man vil jo også godt være lidt social og gå til noget i sin fritid. Men hele tiden bliver det en kamp og et håb om, hvornår overskuddet vender tilbage.

Og som jeg ser det, så vender overskuddet sjældent tilbage af sig selv. Overskud er noget, man genererer. For underskud er også noget, man genererer.

At generere overskud er at minimere og hvis muligt fjerne det, der belaster mest. Og at skabe oaser og frikvarterer, så oplevelsen af nærhed kan bringes i spil, også selvom det er onsdag eftermiddag.

Det er væsentligt for hvert eneste par, at de finder deres egne måder at møde og være i virkeligheden på. Så hvert par finder ud af, hvordan de skaber vækstvilkår for sig selv, så glæde, selvværd, flow og god kommunikation er dagens orden. For når stressen er mærkbar, uagtet om det er et job, egne forventninger og standarder, sygdom, arbejdsløshed, økonomisk pres eller andet der har udløst stressen, så er det kun os selv, der kan håndtere den. for hverdagene er dem, der er flest af. Og hvis de bliver for grå, og hvis det primært er ferier, der lader op, så er der for langt imellem ferierne. Man skal nemlig ikke underkende, at den måde, man har d et på i hverdagene, samler sig sammen til en stor bunke, mange gange af uforløste skuffelser. Og så sidder man nogle år efter ved parterapeuten eller skilsmisseadvokaten, fordi gnisten er væk, og brok og utilfredshed samt mistrivsel er blevet det eneste, man kan mærke.

Sæt dig/jer som mål at være eller blive et par, der ikke udtrykker følgende udtalelser:

  • Min kone er blevet tiltagende sur, går altid rundt og rydder op eller opdrager. Der er altid noget, hun lige skal i stedet for at grine og snakke som før i tiden
  • Min mand har et lederjob. Det er vi begge enige om er ok. men han snakker stort set kun om det job og de resultater, de har. Han spørger ikke meget ind til mig, og jeg synes, at han tager mig for givet.
  • Hvis vi ikke havde en rengøringshjælp hver 14. dag, aner jeg ikke, hvordan vi skulle klare det. jeg fatter ikke, at vi kan nå at ophobe så meget rod og at nedprioritere at have det pænt og ryddeligt. Og jeg synes ganske enkelt, at min mand svigter.
  • Mine forældre synes, at min kone tager for meget på vej. Hun skulle tage og slappe lidt mere af, siger de. Hun går til fitness og yoga, og vi har altså tre børn. Og når jeg så siger det til hende, bliver hun stille og trækker sig ind i sig selv. Hun siger, at hun er ulykkelig.
  • Jeg siger, at hun bare skal slappe lidt af. Det er jo bare hverdage, og vi har det jo godt. Ingen af os er syge og vi lider ikke økonomisk nød. Forstår ikke, at det bliver så uoverskueligt for hende.

Hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Af Christel Sonne Rasmussen -

VIL DU VIDE MERE?

Læs mere om hvad jeg kan tilbyde…

Læs mere i samme kategori:

Kvinder har brug for at blive vist interesse

aug 5, 2015

Hun er smuk og slank. Velformuleret og humoristisk. Dyb og erfaren med to halvvoksne børn. Fraskilt og tilfreds med sit netværk, sine fritidsinteresser og sit job. Har stadig drømme og visioner, fint med energi og kræfter til at håndtere de udfordringer, hverdagen kommer med. Hun er trofast og nyder de dage, hun har med sin faste kæreste.
Udefra set og kort sagt: hun har styr på sit liv.

Hvorfor sidder hun så i psykoterapeutens klinik og siger:

”Nogle gange er det et problem for mig, at jeg virker så selvsikker.

Personlig udvikling og forandring

jul 30, 2015

Et gammelt ordsprog siger, at når forandringens vinde blæser, så er der nogen, der bygger læhegn og andre, der bygger vindmøller.
Der er meget sandt i dette lille udtryk, og da jeg jo dagligt inspirerer mennesker til at håndtere dualisme og dilemmaer som ovenfor beskrevet, mener jeg oprigtigt, at læhegn og vindmøller , læs : uforstyrrethed kontra visioner ikke udelukker hinanden. I hvert menneske kan behovet for læhegn og vindmøller være aktive på samme tid, og især i parforholdene.

Udadtil og indadtil

aug 25, 2014

Selvom de færreste er klar over det, konkurrerer de fleste af os.
Det er ikke konkurrencer, i ordets mest bogstavelige betydning, hvor der er en kamp, og hvor man kæmper mod andre, for at vinde.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg:

Krise om anklager og bebrejdelser af den andens familie.

af | feb 14, 2014 | Krise i forholdet

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Krise om anklager og bebrejdelser af den andens familie.

Krise om biologisk familie og ophav.
De fleste har en søster eller en bror. De fleste har en mor og/eller en far. Her minder mange af os om hinanden.

Den biologiske familie er kendetegnet ved, at vi tit er vokset op sammen med dem, og derfor har vænnet os til vaner og uvaner, noder og unoder.

Genealogical manuscriptNår man som ung eller voksen får en partner ser denne tit med friske øjne på vores familie og peger på aspekter, som vi for længst har accepteret eller stiltiende tolereret. Det kan være aspekter som: lader du altid din mor blande sig i noget, der ikke angår hende? eller: Hvorfor er der ikke nogen, der siger noget, når din bror er bedrevidende? Skal din søsters børn ikke holde bordskik? eller: NU kan jeg bedre forstå, hvor du har din konfliktskyhed og dit fokus på, at tingene skal se pæne ud, ude fra.

I en forelskelsesfase tager de fleste ikke ovenstående så tungt. Man er tolerant, man bærer over, man glider af på sådanne udtalelser. Men når hverdagene melder sig og overskuddet er småt, og tit forstærket af at man selv som par har fået børn, vil den biologiske families fremtræden tit blive en torn i øjet, der kan skabe uendeligt mange konflikter og være udløsende årsag til en krise, to parter imellem.

Jeg har siddet med mange par, der skændes om hinandens familier, eller har fået udviklet den respektløse og uhensigtsmæssige vane at sige:

Du minder om din mor / far / søster / bror – med en hånende eller anklagende tone. Og så bliver afmagten mærkbar og det gamle ord om, at blod er tykkere end vand, får tit diskussioner til at blive højrøstede, hvis det da ikke bliver til skuffelser, resignation og deraf følgende distance, der som oftest viser sig i ægtesengen eller i senere diskussioner.

Lad det derfor være sagt med det samme.

Ingen kan lægges til last for deres biologiske familie. Man bliver som par nødt til at finde ud af, hvad man må og kan acceptere. Er der tydelige ubalancer som misbrug, negativ kritisk indstilling eller andre unoder, må man som par naturligvis finde sin egen opdaterede holdning til dette.

Hvis eksemplet er, som jeg så tit har hørt det, at den kvindelige del af forholdet drikker kaffe med sin mor meget tit, og manden føler sig udenfor eller føler egne grænser overskredet, må man som par finde en fælles holdning og afklare, hvem der må tage kampen, og hvad der skal siges.

Det kan dog være værd at bemærke, at det meget nødigt skal udvikle sig til en kamp, men til en fornuftig voksen stillingtagen.

Og selvom vi som mennesker tit bruger angreb som det bedste forsvar, mener jeg dog, at mange par ville hjælpe sig selv uendeligt meget, hvis de laver den overenskomst at undgå generaliseringer som ”du er ligesom din mor” osv.

Enhver må jo tro på, at vi alle bærer noget med fra vores opvækst, og samtidig frigør os fra prægninger i vores opvækst. Det har vores forældre og svigerforældre også gjort.

Og ingen er vel sat i verden for at bebrejde noget, som hverken den ene eller anden grundlæggende havde indflydelse på.

Skriv gerne eksempler til min weblog om dels hvad du/I har oplevet vedrørende hinandens biologiske familier, samt hvordan I har håndteret eventuelle uoverensstemmelser.

Styrkende tanker 

Christel

 

Af Christel Sonne Rasmussen -

VIL DU VIDE MERE?

Læs mere om hvad jeg kan tilbyde…

Læs mere i samme kategori:

Kvinder har brug for at blive vist interesse

aug 5, 2015

Hun er smuk og slank. Velformuleret og humoristisk. Dyb og erfaren med to halvvoksne børn. Fraskilt og tilfreds med sit netværk, sine fritidsinteresser og sit job. Har stadig drømme og visioner, fint med energi og kræfter til at håndtere de udfordringer, hverdagen kommer med. Hun er trofast og nyder de dage, hun har med sin faste kæreste.
Udefra set og kort sagt: hun har styr på sit liv.

Hvorfor sidder hun så i psykoterapeutens klinik og siger:

”Nogle gange er det et problem for mig, at jeg virker så selvsikker.

Personlig udvikling og forandring

jul 30, 2015

Et gammelt ordsprog siger, at når forandringens vinde blæser, så er der nogen, der bygger læhegn og andre, der bygger vindmøller.
Der er meget sandt i dette lille udtryk, og da jeg jo dagligt inspirerer mennesker til at håndtere dualisme og dilemmaer som ovenfor beskrevet, mener jeg oprigtigt, at læhegn og vindmøller , læs : uforstyrrethed kontra visioner ikke udelukker hinanden. I hvert menneske kan behovet for læhegn og vindmøller være aktive på samme tid, og især i parforholdene.

Udadtil og indadtil

aug 25, 2014

Selvom de færreste er klar over det, konkurrerer de fleste af os.
Det er ikke konkurrencer, i ordets mest bogstavelige betydning, hvor der er en kamp, og hvor man kæmper mod andre, for at vinde.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg:

Børnene opdragelse

af | feb 14, 2014 | Krise i forholdet

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Børnene opdragelse.

Krise forskellige værdier, opfattelser vedrørende børnene opdragelse.
Forskellige værdier vedrørende børnenes opdragelse. Min mand er for hård – Min kone er for blød.
Hvordan opdrager vi de kære børn?
Krise i ægteskab eller parforholdet grundet forskellige værdier eller opfattelser med hensyn til børneopdragelse.

Det er typisk. Min kone er alt for eftergivende over for børnene.

Hun tager slet ikke alvorligt, at de løber om hjørner med hende, og hun ”curler” dem helt vildt. Kun deres lektier laver de selv. Alt andet, bl.a. Oprydning på værelser, og de små basale ting som konsekvent at tømme opvaskemaskine, tage ud af bordet, lægge deres strømper sammen eller rene tøj ind i skabet, gør hun også for dem. Jeg bliver max irriteret. For hun lover, at det nok skal blive bedre, men det gør det ikke. Jeg fatter ikke, at hun ikke kan se, at hun gør dem en bjørnetjeneste. Hun får produceret børn, der ikke har deres egen drivkraft og hun bliver naivt ved at tro på, at det nok skal komme af sig selv. Jeg har flere gange rejst mig fra aftensbordet, fordi hun ikke bakker mig op i dette. Og straks er der en alliance i gang, hvor børnene holder med hende, og hvor jeg bliver den sure skurk. Og helt ærligt: jeg er sikker på, at jeg har fat i den længste ende. Men møder ingen lydhørhed.

Min mand er så hård.

Og det har han været lige siden børnene var små. Han vil have, at de adlyder, som var de små soldater. Og han giver dem gerne værelsesarrest. De er helt bange for ham, for han kan råbe og skrige og slet ikke være rolig omkring ting, som de skal gøre. Vi har mange skænderier om dette, og jeg er vildt klemt imellem ham og børnene. For jeg mener også, at børn skal have pligter, men det kan da siges stille og roligt, og det er den voldsomhed, han lægger for dagen, der gør, at jeg trækker mig fra ham, for helt ærligt: børnene kan jo ikke forsvare sig selv. Når han ikke er hjemme, er det jo ikke så svært at få dem til at gøre ting, men det er rigtigt, at jeg tit tager mig af det her hjemme, for jeg kan rigtigt godt lide at gå og hygge om dem. Jeg mener, at det, der skaber mest vækst og trivsel hos dem, er at der er en harmonisk atmosfære, og det er der ikke, når min mand begynder at råbe.

Vi har mange mange skænderier om dette. Og fordi jeg tit bøjer af, bliver det en evindelig diskussion om, hvem der har ret. Man må sige, at det desværre er sådan, at der ikke er et ligeværdigt styrkeforhold imellem os som voksne, men konstante magtkampe. Bare det at skraldespanden ikke er tømt om aftenen, kan få ham til at være indebrændt og sur, og stemningen påvirker hele huset.
Vi er kørt fast. Jeg kan ikke tage flere kompromisser. Hvis jeg accepterer hans voldsomhed, svigter jeg børnene. Vi glider fra hinanden på det her.
Og det er jeg faktisk rigtigt ked af, for vi har så meget godt at byde både ungerne og hinanden.

De værdier, som mænd og kvinder tit skændes om i parforholdet, og som i mange tilfælde skaber en kronisk underliggende krise er værdierne, som mange kvinder repræsenterer, nemlig omsorg, hvor mændene bevidst som ubevidst kæmper en brav kamp for værdier som disciplin, vækst og ansvarlighed.

I den ideelle verden er alle værdierne nødvendige. I den ideelle verden er disse værdier sidestillede, og ingen kan vel påberåbe sig retten til at sige, at omsorg og tryghed er vigtigere, ej eller mindre vigtige end ansvarlighed og det at indgå som en del af et fællesskab.

Begge parter må bøje sig, hvis denne opdragelseskrise har stået på i længere tid. For ikke at være et team med sprækker, for disse sprækker vil børn uvægerligt finde, og så er kampen stadig de voksnes.

Det lyder så enkelt at sige: så skab dog nogle spilleregler, der hedder:

  • I en familie hjælper man hinanden,
    og
  • I en familie taler man om tingene.

 

Men så enkelt er det. og det er hårdt for egoerne og slidte sjæle at finde den vej igen, uden at blive ved at bebrejde den anden. For det er jo det, der sker. Bebrejdelser og anklager bliver dagens orden, og hyggen eller roen, som jo er den, vi søger hjemme, bliver en for tilfældig gæst.

Er man låst rigtigt fast, kan det være en hjælp, at den ene voksen har total majoritet i en hel uge. Dvs. at den ene voksen – uden indblanden fra den anden, udstikker reglerne og tager eventuelle kampe med børnene. I ugen efter er det så den anden forældre, der har fuld råderet over, hvad der skal til og hvordan tingene skal siges.

Og så er min anbefaling, at de voksne tager væk i et døgn eller to og taler om de erfaringer, der har været efter to ”rene” uger. Og derpå finder de nødvendige regler eller aftaler, om man vil, som skal være gældende fremover.

Der er jo ikke nogen af os, der har gået i ”skolen, hvor man lærer at blive en god opdrager”. Hver især følger vi vores egne værdier og holdninger, og mange gange er vi motiverede af, hvad vi ikke ønsker at byde vores børn, på baggrund af, hvad vi selv blev budt.

Som parterapeut er noget af det, som jeg taler med de fleste forældre om:

Hvad skal man diskutere med sine børn, for der er ingen tvivl om, at vi i vores omsorgssamfund har vænnet børn til at diskutere stort som småt. Og mange af dem er godt skåret for tungebåndet.

Og jeg drøfter:

Hvad er rimeligt, at barnet eller børnene gør, afhængigt af alder og ressourcer.

Når sindene anstrenges, om man bliver hinandens modstandere, må man igen og igen søge at huske, hvad man netop er fuldstændigt enige om. At netop dette barn eller disse børn er de dejligste i universet, og at de har brug for ikke at bemærke uoverensstemmelser og strid iblandt de voksne opdragere, for der er ingen tvivl om, at børn føler og optager skyld, når de voksne er uenige. Masser af forældre, især mødre, fortæller mig at de gør børnene klart, at ”det er ikke din skyld, at vi skændes”, men når børn kan høre, at det er dem, man skændes om, ja så går disse ord ikke ind. Men bliver i stedet til skyldfølelse for barnet.

Du / I kan hente inspiration i Jesper Juhls bøger om ”Det kompetente barn” og ”Lær at sige nej med god samvittighed”.

Skriv gerne til min blog med cases eller kommentarer, spørgsmål eller andre refleksioner.
Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen.

Af Christel Sonne Rasmussen -

VIL DU VIDE MERE?

Læs mere om hvad jeg kan tilbyde…

Læs mere i samme kategori:

Kvinder har brug for at blive vist interesse

aug 5, 2015

Hun er smuk og slank. Velformuleret og humoristisk. Dyb og erfaren med to halvvoksne børn. Fraskilt og tilfreds med sit netværk, sine fritidsinteresser og sit job. Har stadig drømme og visioner, fint med energi og kræfter til at håndtere de udfordringer, hverdagen kommer med. Hun er trofast og nyder de dage, hun har med sin faste kæreste.
Udefra set og kort sagt: hun har styr på sit liv.

Hvorfor sidder hun så i psykoterapeutens klinik og siger:

”Nogle gange er det et problem for mig, at jeg virker så selvsikker.

Personlig udvikling og forandring

jul 30, 2015

Et gammelt ordsprog siger, at når forandringens vinde blæser, så er der nogen, der bygger læhegn og andre, der bygger vindmøller.
Der er meget sandt i dette lille udtryk, og da jeg jo dagligt inspirerer mennesker til at håndtere dualisme og dilemmaer som ovenfor beskrevet, mener jeg oprigtigt, at læhegn og vindmøller , læs : uforstyrrethed kontra visioner ikke udelukker hinanden. I hvert menneske kan behovet for læhegn og vindmøller være aktive på samme tid, og især i parforholdene.

Udadtil og indadtil

aug 25, 2014

Selvom de færreste er klar over det, konkurrerer de fleste af os.
Det er ikke konkurrencer, i ordets mest bogstavelige betydning, hvor der er en kamp, og hvor man kæmper mod andre, for at vinde.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg:

Kvinder, der elsker for meget

af | feb 14, 2014 | Kommunikation, Krise i forholdet

Christels blog

Af terapeut Christel Sonne Rasmussen

Kvinder, der elsker for meget.

Kvinder, der elsker for meget eller Kvinder der elsker forkert.
Der er skrevet en bog med titlen ”Kvinder, der elsker for meget”, som adskillige af mine kvindelige klienter har læst, fra ende til anden og ladet sig inspirere af.
Dog er den ikke helt nutidig, og selvom bogen rummer svar på mange spørgsmål, som i essensen er:

Hvorfor bliver jeg hos en mand, der behandler mig dårligt/hvorfor bliver jeg hos en mand, der er meget egoistisk/hvorfor bliver jeg hos en mand, der ikke gør mig glad og tryg? – ja så har hver enkelt kvinde, der er gået på kompromis med sine egne grænser naturligvis sin egen forundring over, hvilke dynamikker, der er i spil, og hvad det er, der skal til, for at få brudt mønsteret.

Kvinder de -elsker fo rmegetFor selvom man kan rase og skælde ud, frustreres og fortvivles, kan man jo ikke alene skyde skylden på manden. Jo, det kan man godt, men man må dog samtidig kigge indad og erkende, at man bliver hos ham, trods hårde ord, misbrug, utroskab, svindel, tabt tillid osv.

Og det er her, at forfatteren har nogle pointer om, at visse kvinder elsker for meget, og sætter denne romantiske følelse af kærlighed og den sentimentale oplevelse af, at vi har jo haft det så godt, så højt at man lukker øjnene for hverdagens trakasserier og ikke under sig selv noget bedre.

Mit bud er, at en del par er låst i offer-bøddel roller og på skift spiller disse, og at det kræver både styrke og selvopholdelsesdrift, ansvarlighed og selvindsigt at bryde offerrollen, som jeg absolut mener, at mange kvinder – og også mænd, befinder sig i.

Som skrevet tidligere vil der fremover komme flere dokumenter om dette emne:

At overvinde offerrollen eller træde ud af offerrollen.

Dog vil jeg gerne beskrive nogle cases, for at eksemplificere, hvad offerrollen handler om.
Hermed et stykker af slagsen:

Case 1:

En kvinde er dybt forelsket i en mand.

Det er gensidigt. Deres erotiske liv er ufatteligt godt. Ingen har i tidligere parforhold oplevet noget lignende. Manden er meget velhavende, meget selvtilstrækkelig og har en høj status i lokalsamfundet med hensyn til hans virksomheder. Men han drikker. Ikke dagligt, men flere gange ugentligt drikker han tæt. Han er alkoholiker. Meget charmerende og givende, meget anerkendende og opofrende, når han er til stede. Men når sprutten har fat i ham, bliver han egoistisk og glemmer kæresten. De har i en periode et svingdørsforhold, for hun udholder ham ikke, når han drikker. Han undskylder, græder, lov er bod og bedring, – de finder sammen igen og han gør sig ædru.Men det er et dramatisk forhold. der er mange skænderier, samt frygt – og jalousi fra hendes side. Og nu, hvor han ikke drikker, ser hun sider af ham, hun ikke har mødt før. Arrogance, ligegyldighed, ansvarsløshed mv.Hun trættes, hun slides, men vender altid tilbage til, at de har haft det så godt, og han har så mange fine sider.Efter nogle år bryder det hele sammen. Han har elskerinder, han opsøger ekskonen, skænderierne om standarder og respekt fortsætter, og det hele går i stykker. Han flytter tilbage til ekskonen, som han aldrig har været skilt fra….. men efter et stykke tid opsøger han hende. Egentligt var hun kommet videre, men igen har de kontakt. Og erotikken blomstrer, selvom hun væmmes ved at være elskerinden og kunne se, at det her ikke fører til noget. For tilliden er jo væk. så hvorfor bliver hun ikke bare sur, giver ham fingeren og siger ”lev dit eget ulykkelige liv, men bland ikke mig ind i det ”.Hun elsker for meget. Og hun lader hånt om egne grænser. Hun bliver i hendes mørke stunder ved med at elske ham, og så synes hun ikke, at hun kan slippe ham. Hun er ikke lykkelig, går i en konstant venteposition. For hvornår skriver eller ringer han igen, og hvordan skjuler de for konen og hendes veninder, at de så småt kysser på hinanden igen. og hele tiden ved hun, at de ikke bliver offentlige kærester igen. Hvorfor giver hun ikke slip? Hvorfor kommer hun ikke videre? Hvorfor bruger hun overhovedet energi på en mand, der ikke har været hende tro og tillidsskabende i efterhånden flere år?Hun er i alle andre sammenhænge selvsikker og tydelig. Hun er meget dygtig og vellidt på sit job. Hun er smuk og givende. Hun kan få, hvem hun vil have.Men hun tror, at hun kun kan blive lykkelig med ham, selvom hun ved, at han aldrig vælger hende helt til og stopper sin manipulation.

Case 2:

En kvinde lever med hendes mand, og de har børn sammen.

De har begge stærke viljer, og bølgerne kan gå højt. De ved, at de begge er lidt originale. De har en fantastisk humor sammen, men han udvikler over årene en dominant position over for hende. Situationen er, at de begge er selvstændige erhvervsdrivende. Hun tjener med tiden mere og mere, og også langt mere end ham. Hun bliver familiens forsørger. Hun oplever, at han i starten nogle gange om ugen og derpå dagligt møder hende med kritik og skældud. Han er kritisk, nedværdigende – også når de er sammen med venner, og han fokuserer på fejl og mangler og bebrejder hende, når børnene ikke adlyder. Han vækker hende af og til om natten og råber af hende og begynder at sige, at ”lydige kvinder er lykkelige kvinder ”. Hun flytter fra ham af to omgange. Børnene græder og savner far, og han viser sig fra sin søde side, og hun flytter tilbage.Efter mange år og daglige skænderier smider hun håndklædet i ringen. Da er verbal vold, og fysisk vold blevet en del af dagens orden. Og hun formelig flygter med børnene. Andre opfatter hende som stærk og givende. Som kærlig og nærværende. Som dygtig og selvstændig.Hvorfor holdt hun ikke fast, første gang hun flyttede?Elsker hun for meget? – eller er hun låst i en offerrolle, hun ikke vil erkende?

Case 3:

En kvinde har fire børn med sin mand.

Der er ingen tvivl om, at han elsker hende. Det siger han dagligt. Og de har tydelige forskelle, for han tenderer det, der kunne kaldes arbejdsnarkoman, hvilket betyder, at hun udover sit eget job, står for hjem og fire børn. Dog er de gode sparringspartnere med hensyn til job, og hun nyder som sådan også mor-rollen og det at føre et hjem.
De tre største børn flytter hjemmefra, og med et bliver det tydeligt for hende, at hun føler sig taget for givet. Det, hun gør for sin mand, tages selvfølgeligt, og med årene er hans temperament vokset, og han kan hidse sig op over småting og undlade at rose hende for alt det, hun gør, som eksempelvis er at gøre rent, købe ind, lave mad, stryge hans skjorter og stå for alt det praktiske i hjemmet. De elsker grundlæggende hinanden, men hun frustreres over, at hun ikke føler, at han viser hende respekt. Og det, der hidtil har bundet dem sammen, gennem over 20 år, nemlig det intime liv samt deres sparring, visner hen. Hun vil ikke gå fra ham, men aner ikke sine levende råd. Han har igen fået en toppost i et job og er meget travl. Forlader hjemmet tidligt om morgenen, og er tilbage ved spisetid, men bruger som regel aftenerne foran computeren, hvor hun i stedet læser lektier med det yngste barn og ser dokumentarprogrammer samt laver lister over det, hun ikke kan eller ikke formår at ordne i hjemmet.
Stemningen er på frysepunktet, men han opretholder, at det er hende, der har et problem.
Hun vil gerne genfinde harmonien. Hun vil gerne motivere ham til at tænke dem som en enhed. Hun vil gerne respekteres. Og hun vil ikke tales dårligt til.
Men selvom hun har disse gode intentioner, er hun uhyre fortvivlet. For som hun oplever det, er kampen hendes og hendes alene.
Men hvordan kommer hun ud af offerrollen? hvordan undlader hun at se ham som bødlen. Og hvordan finder hun troen på, at de også kommer igennem denne krise?

Når jeg taler med kvinder, der tydeligvist bærer præg af, at de slides op, men ikke kan tage enten klar kommunikation eller en resolut beslutning, må vi søge grunden til, hvorfor de opretholder offerrollen. Og bliver ved at gøre manden til bøddel.

Mange gange får vi nogle konstruktive snakke om, at offer og bøddelrollen går på skift.

For kvinder kan jo sagtens, selvom de føler afmagt og får kritik, agere som bødler. Vi kan straffe med at lade være at give sex. Vi kan være kolde is dronninger, og vi kan signalere, at børn eller veninder eller job eller fritidsaktiviteter er vigtigere end manden, og således går rollerne hele tiden på skift. Mange af de kvinder, jeg har talt med, bliver meget overraskede, når vi taler om, hvordan de ”straffer” deres mand. For de ser, at det de signalerer, blot er en naturlig følge af hans adfærd og så er vi jo tilbage ved hønen og ægget. Hvad kom først?

For mig at se er det ikke så interessant, hvad der kom først.

Det, der er interessant, er at sådanne parforhold hele tiden drejer om temaet ”afmagt – eller at undgå mere magtesløshed”.

Stunderne, hvor man taler ud og får fundet nogle nødvendige og fælles beslutninger er for sjældne eller slet ikke eksisterende, og alligevel trækker kvinden ikke en streg i sandet og får gjort sin partner klart, at de sammen skal styrkede ud af denne krise. Hun opretholder en frustration, men bliver hos ham, og atmosfæren bliver ringere og ringere.
Og når jeg spørger disse kvinder, der kan tale om deres frustrationer i 1½ time, fordi de er så fyldt op, så siger de:

Ja, men – jeg elsker ham jo.

Eller de siger:

Vi har jo børnene sammen. Og jeg kan ikke forestille mig et liv uden ham.

Og nogle siger endda:

Han har jo sagt undskyld,..

Og jeg er heller ikke sat i verden for at bede kvinder gå fra deres mænd. Men vi må jo tale tingene igennem, og for mig at se er det nødvendigt, at kvinden selv dropper at se tingene så sort eller hvidt og forstår sin egen rolle i det spil, der absolut er i gang.

Min pointe i denne tekst er følgende:

De kvinder, der elsker for meget, eller bliver hos en mand, der negligerer, ydmyger eller tager dem for givet, forveksler noget helt essentielt.

De har nemlig helt inde bagved, ondt af deres mand.

For ”han var børnehjemsbarn”, ”han har altid skullet klare sig selv og er blevet svigtet”, ”det at han skælder ud, gør han jo, fordi han er frustreret og føler afmagt ” osv. osv.

De har hele tiden forklaringer på, eller laver historier om, hvor svært deres mand har haft det.

Og det har han givetvis også. Men de fratager ham ansvaret, placerer sig selv i offerrollen, for også disse kvinder får noget ud af at det er så nemt at skyde skylden på ham. Om det er adskillelsesangst, eller en værdi om, at familien er vigtigere end alt andet, eller at ”der er jo ingen, der har lovet, at det skal være nemt” er forskelligt fra person til person.

Men jeg bemærker, at i sær i relationer, hvor der er misbrug, uanset om det er misbrug af spiritus, stoffer, arbejde eller sociale medier, ja så har kvinderne ondt af deres mand. Og den medlidenhed minder om den følelse, de har for deres børn. For vi ved alle, at vores unger kan være superfrække, irriterende, flabede, urimelige osv., – og alligevel tilgiver vi dem som mødre og kigger fremad.

Jeg har oplevet med mange kvinder, der ”elsker for meget ” og brænder deres lys i begge ender, fordi deres mand tager dem for givet, er urimelige, ondskabsfulde eller egoistiske, at disse kvinder har en moderlig kærlighed til deres mand. Der som nævnt minder om den kærlighed, de har til deres børn. Og det er her, at skismaet opstår.

For de signalerer til manden, at de accepterer mere end godt er. De signalerer, at han kan blive ved at være hård og egoistisk, og de er der stadigvæk. Som var han et barn.

Men de mærker ikke efter. Og hvis de gør, så tager de ikke handling på deres egen offerrolle.

De trækker ikke en konsekvens. Men tror, at deres appeller om, at han skal være sødere, mere forstående og mere nærværende er nok.
Kvinder_der_elsker5

Og det er her, at problemet opstår,

Vil du ud af offerrollen, som samtidig handler om at afvæbne din mand for bøddel-rollen, må du gøre dig klart, at du i handling må vise, hvad du kan leve med og hvad du ikke kan leve med. Ordene bliver nemlig for fattige, og din egen selvrespekt daler. Lad være med at lyve over for dig selv eller andre. Forhold dig til det du ser og oplever.

Og kom ud på den anden side, hvor jeres kommunikation bliver mere klar.

  • Sig, hvad du har brug for. Og hold tast. Men først når du er klar til at face, at det her kan ende med et brag..
  • Og find så lige ud af med dig selv, om du vil tolerere elskerinder, druk, at arbejdet er vigtigere end familien, vold etc.
  • Og se jer så som voksne mennesker.
    Nogle har en svær fortid. Men vi lever i nutiden ethvert menneske har ansvaret for at være rimelig, kærlig, tilstede osv.
  • Så se ikke din mand som et barn og bliv ikke ved at håbe på, at kærligheden nok løser det hele til sidst.
  • Gis, hvad du vil og ikke vil. For det er din vej ud af offerrollen.

De bedste hilsner

Christel

 

Af Christel Sonne Rasmussen -

VIL DU VIDE MERE?

Læs mere om hvad jeg kan tilbyde…

Læs mere i samme kategori:

Kvinder har brug for at blive vist interesse

aug 5, 2015

Hun er smuk og slank. Velformuleret og humoristisk. Dyb og erfaren med to halvvoksne børn. Fraskilt og tilfreds med sit netværk, sine fritidsinteresser og sit job. Har stadig drømme og visioner, fint med energi og kræfter til at håndtere de udfordringer, hverdagen kommer med. Hun er trofast og nyder de dage, hun har med sin faste kæreste.
Udefra set og kort sagt: hun har styr på sit liv.

Hvorfor sidder hun så i psykoterapeutens klinik og siger:

”Nogle gange er det et problem for mig, at jeg virker så selvsikker.

Personlig udvikling og forandring

jul 30, 2015

Et gammelt ordsprog siger, at når forandringens vinde blæser, så er der nogen, der bygger læhegn og andre, der bygger vindmøller.
Der er meget sandt i dette lille udtryk, og da jeg jo dagligt inspirerer mennesker til at håndtere dualisme og dilemmaer som ovenfor beskrevet, mener jeg oprigtigt, at læhegn og vindmøller , læs : uforstyrrethed kontra visioner ikke udelukker hinanden. I hvert menneske kan behovet for læhegn og vindmøller være aktive på samme tid, og især i parforholdene.

Udadtil og indadtil

aug 25, 2014

Selvom de færreste er klar over det, konkurrerer de fleste af os.
Det er ikke konkurrencer, i ordets mest bogstavelige betydning, hvor der er en kamp, og hvor man kæmper mod andre, for at vinde.

Læs forrige indlæg:
Læs næste indlæg: