Christels blog
Af terapeut Christel Sonne Rasmussen
Jeg taler ugentligt med flere klienter, der er i en livskrise af en eller anden slags.
Det være sig sygdom, skilsmisse, ledighed, stress mv. der har udløst krisen, og jeg taler med mange om de utallige klicheer, som velmenende rådgivere, professionelt som privat, giver.
For mange af disse skaber stor frustration og er svære at håndtere, når man er midt i en krise. Ganske enkelt fordi flere af klicheerne er så abstrakte, at de ikke er omsættelige i en hverdag, præget af belastning.
Udtryk som:
Når vi som mennesker er i balance, har overblik over vores tilværelse og føler værdi og støttes, er flere af disse udtalelser let omsættelige men når krisen har bevirket, at vi kun kan tage en dag, og nogle gange, kun en time ad gangen; når vi græder eller er så rystede, at vi mattes og er kraftesløse; når angst og bekymring påvirker enhver tanke, – er det mere end svært at tænke positivt og at finde fred i udtalelsen om, at ”det må du lære at leve med”.
For vi lever ikke, når vi er i krise. Vi overlever, følelsesmæssigt og mentalt set. Og har derfor brug for meget mere præcist at vide, hvordan vi eksempelvis giver slip på fortiden, parkerer opslidende bekymringer, trækker noget lyst ud af et natsort mørke, genfinder troen og styrken når vi er blevet forladt eller fyret. Jeg har en værktøjskasse så fuld af konkrete metoder og teknikker til at kunne omsætte de sindstilstande, der påvirker os, når vi er i krise.
Jeg ved, hvordan jeg kan guide dig til at tænke lysere uden at det virker hverken akavet eller kunstigt.
Jeg ved, hvordan jeg kan guide dig og dine til at vende billedet og dermed følelsen af en krise, så trinene forekommer mindre tunge, og så de ”snubletråde”, der kommer, kan overvindes.
Jeg ved, hvordan jeg i samarbejde med dig og dine udarbejder det, der så fint hedder mestringstrategier.
Det betyder, at du med tillid kan kontakte mig, hvis du vil eller er nødt til nu at kunne mestre at:
Så:
Som du kan se andetsteds på dette website er der et videoklip med mig, hvor jeg beskriver noget af min egen baggrund. Her vil du kunne læse, at det ikke bare er abstrakt nonsens, men gennemlevet erfaring, der bevirker, at jeg kan melde ovenstående ud.
Alt godt og styrkende tanker,
Christel Sonne Rasmussen.
VIL DU VIDE MERE?
Læs mere i samme kategori:
De fleste af os søger mere eller mindre bevidst mestringsstrategier .
Strategier, så vi kan håndtere de udfordringer vi møder og de reaktioner og sindstilstande, vi plages eller stresses af.
Der er mange måder at søge på, og der er tanker og holdninger, der for mig at se kopieres lidt for ucensureret.
En af de tanker, jeg er stødt på mange gange, er tanken&udtalelsen, der lyder:
Nogen har måske bemærket, at jeg benytter mig af og bruger citater fra Lars Lilholts tekster og sange.
Det vil jeg igen gøre med dette indlæg. Ordene, som jeg vil citere, er: ”Der er altid en bøn, en bøn man kan bede”. Ordene er taget fra Lars Lilholts sang ”En morgen i Amsterdam”
Jeg har talt med mange mange mennesker om håb og frygt.
Der i stor fortrolighed og med kontakt til deres inderste fortæller mig om indsigter og nogle gange hemmeligheder, som kun de hver især har båret alene og sjældent og mange gange aldrig har fortalt til andre. Fordi et nært terapeutisk rum, hvor tillid er i højsædet, vækker strenge i sjælen, der gør, at man føler sig så tryg, at alt kan fortælles. Og fordi mange beslutter sig for, at når de endelig opsøger en terapeut, så handler det om at sige alt, fordi tingene skal frem, hvis forudsætningen for, at den præcise hjælp kan gives.
Christels blog
Af terapeut Christel Sonne Rasmussen
Året igennem har jeg klienter der eksamen, og derfor lider af eksamensangst.
Klienter, der lang tid før eksamen er nervøse, bekymrede, bange og mister såvel fokus som koncentration, fordi frygten om eksamen fylder meget.
Det er forskelligt, hvad frygten handler om. De fleste har en eller flere personlige negative erfaringer fra tidligere eksamener, og frygter at en fiasko, hvor klappen går ned, man græder ukontrollabelt, man ryster over hele kroppen og har adskillige parallelle tankespor, der spænder ben for hinanden, gentager sig.
Andre er så dygtige elever, at de har en nærmest perfektionistisk forventning til sig selv og/eller frygter, at lærere/forældre eller andre forventer, at man klarer det lige så godt til eksamen som i dagligdagen.
Atter andre igen frygter den opmærksomhed, der er fra lærer og censor i en eksamenssituation. Det at være i centrum, hvor andres blikke hviler på en, og hvor man jo ikke har kontrol over, hvilke spørgsmål, der stilles, kan også matte og bekymre mange på forhånd.
Og så er der naturligvis også den målgruppe, der ikke har fulgt så godt med, og er klar over, at eksamen bliver tidspunktet, hvor det afsløres, hvad man egentligt kan og i særdeleshed måske, hvad man ikke kan.
Og det behøver heller ikke være en eksamen på et universitet eller et gymnasium/handelsskole, men kan ligeså godt være en svendeprøve. I det forgange forår har jeg haft flere grafikere og frisører i behandling end nogensinde før.
Og så var det, at jeg kom til at tale med en højtstående person inden for forsvaret. Der smilende sagde til mig: ”I vores system siger vi, at eksamen er den flittige elevs fest”. Det var så tankevækkende et billede, dette med at der er en flittig elev der fester over netop at gå til eksamen, at jeg har valgt at kommentere det.
For dette udsagn fortæller noget om, hvordan opfattelsen på eksamen, er:
Det fortæller, at hvis du bare er flittig, har du intet at frygte.
Så kan du nærmest feste.
Jeg kan sagtens forstå den anlagte vinkel, men tænker, at det er mere nuanceret end som så.
For eksamen er jo netop ikke kun fantastisk for de flittige elever. Kanske behøver flere af disse ikke at være så urolige, rent faglige. Men det betyder, som beskrevet i det ovenstående, ikke at man ikke er så nervøs, at det ikke påvirker ens præstation. Jeg kan sagtens unde de flittige elever, der har det nemt med at gå til eksamen, at opfatte den som en fest. Men når man som jeg har behandlet hundreder af flittige elever, der har belastende angst-symptomer, er det lidt svært at smile og være enig i, at det altid er nemt for de flittige elever.
Der er masser at gøre, hvis du plages af eksamens- eller præstationsangst.
Jeg kan guide dig til at få styr på din indre uro, så du selv er i stand til at forholde dig i og skabe en rolig indre og fattet sindstilstand.
Jeg kan give dig teknikker til at formidle dit budskab, så du både i forberedelseslokalet og under selve eksaminationen har oplevelsen af over blik, så det er dig der ”står ved roret”, og du ikke behøver frygte de spørgsmål, der måtte komme.
Jeg kan guide dig til at tænke lysere og mere tillidsfulde tanker om forestående eksamener.
Jeg kan sammen med dig bearbejde de traumer, der ligger bagude, så du har oplevelsen af ikke at være tynget af tidligere fiaskoer.
Men jeg kan ikke læse dine lektier for dig. og jeg kan ikke åbne til en faglig viden, hvis du ikke har gjort noget for at tilegne dig den.
Du er meget velkommen til at skrive på info@sonnerasmussen.dk , hvis du har spørgsmål eller brug for en tid til en behandling.
Du kan også ringe eller skrive en sms på 20 66 88 03
Vi ses,
Christel Sonne Rasmussen,
VIL DU VIDE MERE?
Læs mere i samme kategori:
De fleste af os søger mere eller mindre bevidst mestringsstrategier .
Strategier, så vi kan håndtere de udfordringer vi møder og de reaktioner og sindstilstande, vi plages eller stresses af.
Der er mange måder at søge på, og der er tanker og holdninger, der for mig at se kopieres lidt for ucensureret.
En af de tanker, jeg er stødt på mange gange, er tanken&udtalelsen, der lyder:
Nogen har måske bemærket, at jeg benytter mig af og bruger citater fra Lars Lilholts tekster og sange.
Det vil jeg igen gøre med dette indlæg. Ordene, som jeg vil citere, er: ”Der er altid en bøn, en bøn man kan bede”. Ordene er taget fra Lars Lilholts sang ”En morgen i Amsterdam”
Jeg har talt med mange mange mennesker om håb og frygt.
Der i stor fortrolighed og med kontakt til deres inderste fortæller mig om indsigter og nogle gange hemmeligheder, som kun de hver især har båret alene og sjældent og mange gange aldrig har fortalt til andre. Fordi et nært terapeutisk rum, hvor tillid er i højsædet, vækker strenge i sjælen, der gør, at man føler sig så tryg, at alt kan fortælles. Og fordi mange beslutter sig for, at når de endelig opsøger en terapeut, så handler det om at sige alt, fordi tingene skal frem, hvis forudsætningen for, at den præcise hjælp kan gives.
Christels blog
Af terapeut Christel Sonne Rasmussen
Om krise udløst af små og store problemer
Jeg kan jo ikke udelukke, at jeg er rimeligt præget af, at jeg dagligt taler med par, der har små som store problemer og er i krise.
Nogle af problemerne og krisen er selvskabte. Andre er eksterne belastninger som fyring, sygdom og dødsfald, et hus der ikke kan sælges, børn med neurologiske lidelser som ADHD, ADD, Thurette, svigerforældres eller søskendes / venners indblanding i ægteskabelig tumult mv.
Uanset hvor farvet jeg end måtte være, har jeg et budskab.
Jeg tror, at de fleste, der har mødt og tålt stor modgang, går og drømmer om det ukomplicerede liv.
Drømmer om en tilværelse, hvor det at knække en negl er dagens største problem.
Ville det ikke, bare en gang imellem, være fedt/fantastisk, hvis det at knække en negl eller at være udgået for tomatketchup, -at have glemt at købe en kuvert til den adventsgave, der skulle sendes til teenageren der er på efterskole, eller at være uden noget spiseligt i fryseren, være det største problem?
Vi må kysse de dage, der kun har små problemer med sig, så vi ikke fokuserer på disse. Vi må i vores ægteskab eller parforhold aldrig blive så detaljefokuserede eller kontrollerende, at måden håndklæderne lægges sammen på, eller om neglesaksen er forsvundet, bliver et stort problem.
Og det gør det desværre i en del parforhold. Og stadig er dette jo kun en del af sandheden. Grundlæggende tror jeg ikke, at det er neglesaksens forsvinden eller det beskidte køkkengulv, der reelt er grunden til, at man bliver uvenner. Det er blot eksempler/billeder på, at der mangler nærhed, fortrolighed, accept og tryghed. Men fordi tingene har hobet sig op, og tusinder af dialoger er blevet nedprioriteret, bliver det et konkret tilfælde som våde håndklæder i en sportstaske på et børneværelse, der skaber en kæmpe konflikt.
Jeg bliver nødt til at sige det igen og igen. vil I ikke godt tale sammen? Og jeg skriver ”tale”. Ikke råbe, ikke diskutere, ikke skændes. TALE!!!!
Tale om tingene og følelserne og tankerne, mens det er friskt og mange gange småt. I stedet for først at tage bladet fra munden, når I er ”fucked up” og trætte og skuffede over så mange ting eller ingenting, at I skaber store skænderier.
Det er meget nemmere at slukke et lille bål end at kæmpe med en katastrofal og ødelæggende brand.
Valget er dit og hvis du sidder og tænker: ”jamen, det er ikke mig, der ikke vil tale. Det er min mand/kone”, ja så har du altså stadig et ansvar. Løs tingene eller tag konsekvensen.
For en del kriser kan løses, og en del kriser kan blive et vendepunkt.
Men det kan også blive for sent.
Nogle gange er toget jo kørt, selvom man gjorde, hvad man kunne, for at nå det.
Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen.
VIL DU VIDE MERE?
Læs mere i samme kategori:
De fleste af os søger mere eller mindre bevidst mestringsstrategier .
Strategier, så vi kan håndtere de udfordringer vi møder og de reaktioner og sindstilstande, vi plages eller stresses af.
Der er mange måder at søge på, og der er tanker og holdninger, der for mig at se kopieres lidt for ucensureret.
En af de tanker, jeg er stødt på mange gange, er tanken&udtalelsen, der lyder:
Nogen har måske bemærket, at jeg benytter mig af og bruger citater fra Lars Lilholts tekster og sange.
Det vil jeg igen gøre med dette indlæg. Ordene, som jeg vil citere, er: ”Der er altid en bøn, en bøn man kan bede”. Ordene er taget fra Lars Lilholts sang ”En morgen i Amsterdam”
Jeg har talt med mange mange mennesker om håb og frygt.
Der i stor fortrolighed og med kontakt til deres inderste fortæller mig om indsigter og nogle gange hemmeligheder, som kun de hver især har båret alene og sjældent og mange gange aldrig har fortalt til andre. Fordi et nært terapeutisk rum, hvor tillid er i højsædet, vækker strenge i sjælen, der gør, at man føler sig så tryg, at alt kan fortælles. Og fordi mange beslutter sig for, at når de endelig opsøger en terapeut, så handler det om at sige alt, fordi tingene skal frem, hvis forudsætningen for, at den præcise hjælp kan gives.
Christels blog
Af terapeut Christel Sonne Rasmussen
En krise kommer aldrig belejligt. En krise tager tid. En krise tager kræfter.
Og selvom man forsøger at lukke øjnene eller skærme sig for kriser, rammer den som regel bredt.
Forstået på den måde, at når der er krise i ægteskabet / parforholdet, vil mange påvirkes, og ikke kun de kriseramte eller stridende parter. Tit er børn og bedsteforældre, vennekreds og arbejdspladsen også berørt ved ægteskabelige kriser. Måske sidder du og tænker: ”ja, det giver da sig selv – det er jo fuldt forståeligt”.
Ja, det er det, og alligevel vælger jeg at understrege ”ringe i vandet ”- effekten, på den baggrund, at mange opsøger mig meget sent i et kriseforløb. Og for at understrege det aspekt, som er en stor barriere for mange, nemlig at ”vi klarer det selv og vil helst ikke have hjælp udefra”, så er der mange, især børnene, der betaler en høj pris. I form af fraværende, ulykkelige, vrede voksne, der er optagede af deres egen smerte og frustration og kun sjældent fortæller børnene, hvad der foregår.
Naturligvis skal børn slet ikke vide alt. Nogle gange er man selvfølgelig nødt til at informere børn, i overskrifter om, at ”mor og far har det svært for tiden”, men dette indlæg handler ikke om, hvad børn skal have at vide eller ej. Det handler om at understrege, at det er en fordel, så hurtigt som muligt at få råd og vejledning, når en krisesituation opstår. Og at jeg derfor nævner aktører, der kan påvirkes, bør således være en motivationsfaktor for at bide hovedet af stoltheden og skrue ned for egoet og acceptere, at hvis vi ingen værktøjer eller vinkler har med hensyn til at håndtere en krise, er tiden inde til at opsøge hjælp og inspiration.
Adskillige gange månedligt kontaktes jeg af ulykkelige og frustrerede partnere, fordi der er krise i ægteskabet. Kendetegnende for de fleste henvendelser er, at krisen har stået på i lang tid, når jeg kontaktes. Og det gør, at oprydnings- og bearbejdningsarbejdet bliver tilsvarende længerevarende.
Vi er i nød, når vi er i krise. Vi styres mest af vores instinkter, når vi er belastede, og vores overblik forsvinder. At stå alene i en krise er menneskeligt meget hårdt, hvorfor vi har brug for en eller flere støtter, der kan berolige, opmuntre, lytte og give en hjælpende hånd. Mange giver udtryk for, at de synes, at det er svært at bede om hjælp.
Det siges, at de fleste mennesker har svært ved et af tre følgende udsagn:
I krisen er disse udsagn tit nødvendige. Især udtrykket ”hjælp mig” og udtrykket” jeg elsker dig”
Og selvom vi oplever, at ”alle har travlt med deres eget”, så skal vi sige ”hjælp mig” eller ”hjælp os”. Til pårørende eller til professionelle. For vi bliver nødt til at gøre os klart, at hvis det var meningen, at vi skulle kunne klare alting selv, ja så havde vi vel fået en klode hver”. Det har vi ikke, og ingen kan alting selv. Vi er i nød, når vi er i krise, og må derfor ”vende den nød”, vi er i. Med andre ord må vi gøre det, der er nødvendigt. Og det er nødvendigt at åbne op, at tale, at række hånden frem og faktisk også at huske, at det kan være af stor betydning for andre, at vi beder om hjælp. Det kan jo have været eller være lige så hårdt for kolleger, pårørende, venner mv. at se på det slid, som en krise har ført med sig….
Så hvis du er en af dem, der oplever krise i dit ægteskab/parforhold, så vid, at intet bliver bedre af at vente og at have håbet som den primære faktor. Handling giver forvandling, og fælles handling og jo før, jo bedre øger sandsynligheden for, at I kommer styrkede og ikke svækkede igennem krisen.
Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen
VIL DU VIDE MERE?
Læs mere i samme kategori:
De fleste af os søger mere eller mindre bevidst mestringsstrategier .
Strategier, så vi kan håndtere de udfordringer vi møder og de reaktioner og sindstilstande, vi plages eller stresses af.
Der er mange måder at søge på, og der er tanker og holdninger, der for mig at se kopieres lidt for ucensureret.
En af de tanker, jeg er stødt på mange gange, er tanken&udtalelsen, der lyder:
Nogen har måske bemærket, at jeg benytter mig af og bruger citater fra Lars Lilholts tekster og sange.
Det vil jeg igen gøre med dette indlæg. Ordene, som jeg vil citere, er: ”Der er altid en bøn, en bøn man kan bede”. Ordene er taget fra Lars Lilholts sang ”En morgen i Amsterdam”
Jeg har talt med mange mange mennesker om håb og frygt.
Der i stor fortrolighed og med kontakt til deres inderste fortæller mig om indsigter og nogle gange hemmeligheder, som kun de hver især har båret alene og sjældent og mange gange aldrig har fortalt til andre. Fordi et nært terapeutisk rum, hvor tillid er i højsædet, vækker strenge i sjælen, der gør, at man føler sig så tryg, at alt kan fortælles. Og fordi mange beslutter sig for, at når de endelig opsøger en terapeut, så handler det om at sige alt, fordi tingene skal frem, hvis forudsætningen for, at den præcise hjælp kan gives.
Christels blog
Af terapeut Christel Sonne Rasmussen
Lav en smuk dag.
For nogle måneder siden blev jeg interviewet til Ugebladet Søndag.
Og i den forgangne uge nærmede vi os så udgivelsestidspunktet for den artikel, jeg er en del af.Så der skulle fotograferes og finpudses, hvorfor jeg af flere omgange var i kontakt med redaktøren Trine. Da vi begge er ret travle kvinder, blev en af vores løsninger at maile sammen, så de spørgsmål, der siden tidspunktet for interviewet var dukket op, kunne besvares.
Artiklen handler om tid og håndtering af vores tid. Om det at tid er det eneste, – min påstand, som vi som mennesker har lige meget af, og at det er hvordan vi forvalter vores tid – samt hvilken indstilling og hvor højt vi skatter vores tid, der har en direkte og afgørende indflydelse på vores livskvalitet.
I den afsluttende mail, hvor Trine takker mig for besvarelserne, skriver hun
Denne formulering rørte mig dybt og satte gang i nogle gamle, smukke og tankevækkende minder.
Dem vil jeg gerne dele her:
En morgen for ca. 20 år siden, sagde jeg til en af mine meget nære venner: ”Skal vi have en god dag ” ?
Og han svarede: ”Alle dage er vel gode”… og vi fik en særdeles god snak ud af, at jeg allerede dengang mente, at hvis vi vælger, at ”denne her dag skal være god”, så har vi større indflydelse på at dels fokusere på de gode stunder og dels at styrke vores tro på det gode liv, der vel består af gode dage…..
Det lyder her i 2012 så banalt at vælge en holdning hver dag. For tankesættet om at ”tænke positivt” og at vende det negative til noget positivt, har for længst slået an. Uanset om det er reklamer, der husker os på, at vi skal tage ”JA-hatten” på, eller om det er den seneste bog om positiv psykologi, der ligger på natbordet. Så er budskabet slået igennem: Tænk positivt.
Men det budskab giver jeg som sådan ikke meget for. For alt er jo ikke positivt. Den største smerte og den bitreste hån kan ikke – og skal vel heller ikke – vendes til noget positivt. Mener jeg. dermed være ikke sagt, at dagen bare skal komme og så må vi se, hvad der sker og evaluere senere -Næ, jeg tror så absolut på, at vi selv kan gøre en masse og faktisk påvirke dagen med det, jeg kalder et konstruktivt fokus, så vi uanset hvad vælger en holdning til dagen og i de stunder, der synes mørke og svære, stadig kan vælge at være konstruktive, for når alt kommer til alt mener jeg at det at være konstruktive er at konstruere og dermed fokusere på, hvad der skal til, for at få denne dag/denne oplevelse til at virke. For det er kun virkeligheden, der virker.
Og for mig virker det igen og igen at pege på, at ”hvis noget ikke virker, så gør noget andet”. Og ”hvis dine dage er for tunge, så vær bevidst om, hvilken indstilling du har til dagen, så du gør den god/bedre”.
Men lige netop udtrykket Lav en smuk dag, har jeg ikke tænkt før. Og jeg giver den hermed videre, for det er det, vi kan, hvis vi vil og ikke bare udskyder de smukke dage til senere
For tiden træner jeg med min datter på 11, at ”gør det nu” er den attitude, hun skal vælge, når hun udskyder. Som så mange andre 11-årige, der har en tendens til at tro, at universet drejer sig om dem og som samtidig har en tendens til at udskyde oprydning og andre pligter til senere, er ”gør det nu”- holdningen værd at slå fast. Igen og igen.
At gøre det nu, – i hvert fald det der må gøres nu, er en grundsten for at lave en smuk dag
At sende et smil til en forbipasserende er med til at lave en smuk dag.
At skrive en sms til en ven, man har haft nedprioriteret er med til at lave en smuk dag.
At sige tak for en gestus eller en kompliment er med til at lave en smuk dag.
At høre det stykke musik der rører dit hjerte, er med til at lave en smuk dag.
At tro på at du selv kan skabe ringe i vandet og dvæle ved selv lavthængende skyer, der hænger over bakkerne, på vejen til eller fra arbejde, er med til at lave en smuk dag
Vi er selv mestre. Og må ikke glemme skaberværket og vores egen indflydelse.
Jeg stod med min søn ved en sø i går. Det var overskyet, men tørvejr og vi gik en tur. Han gik lidt væk, og jeg troede, at han ville træde af på naturens vegne, men han kom tilbage og sagde: ”det tog lidt tid, men nu fandt jeg en god sten”. Og så slyngede han den ud i søen og stod og så på ringene, der spredte sig. Den handling var med til at lave en smuk dag.
Så tak til Trine fra Ugebladet Søndag. For at nuancere og berige min optik.
Lyse marts tanker,
Christel Sonne Rasmussen,
VIL DU VIDE MERE?
Læs mere i samme kategori:
De fleste af os søger mere eller mindre bevidst mestringsstrategier .
Strategier, så vi kan håndtere de udfordringer vi møder og de reaktioner og sindstilstande, vi plages eller stresses af.
Der er mange måder at søge på, og der er tanker og holdninger, der for mig at se kopieres lidt for ucensureret.
En af de tanker, jeg er stødt på mange gange, er tanken&udtalelsen, der lyder:
Nogen har måske bemærket, at jeg benytter mig af og bruger citater fra Lars Lilholts tekster og sange.
Det vil jeg igen gøre med dette indlæg. Ordene, som jeg vil citere, er: ”Der er altid en bøn, en bøn man kan bede”. Ordene er taget fra Lars Lilholts sang ”En morgen i Amsterdam”
Jeg har talt med mange mange mennesker om håb og frygt.
Der i stor fortrolighed og med kontakt til deres inderste fortæller mig om indsigter og nogle gange hemmeligheder, som kun de hver især har båret alene og sjældent og mange gange aldrig har fortalt til andre. Fordi et nært terapeutisk rum, hvor tillid er i højsædet, vækker strenge i sjælen, der gør, at man føler sig så tryg, at alt kan fortælles. Og fordi mange beslutter sig for, at når de endelig opsøger en terapeut, så handler det om at sige alt, fordi tingene skal frem, hvis forudsætningen for, at den præcise hjælp kan gives.
Christels blog
Af terapeut Christel Sonne Rasmussen
I en by i det Fjerneste Østen levede der engang en pige ved navn Fatima. Hun var datter af en velstående spinder. En dag sagde hendes fader til hende: “Kom datter! Vi skal ud på en rejse for jeg har forretninger på øerne i Middelhavet. Måske finder du en køn mand i gode kår, som du kan gifte dig med.”
De drog at sted og rejste fra ø til ø, faderen optaget af sine handler, mens Fatima drømte om den ægtemand, hun måske snart ville få.
Men en dag, da de var på vej mod Kreta, blæste der en storm op og de led skibbrud. Kun halvt ved bevidsthed blev Fatima slynget op på kysten tæt ved Alexandria. Hendes fader var død og hun var nu berøvet alt.
Hun kunne svagt erindre sit hidtidige liv, for skibbruddet og hendes strabadser i bølgerne havde fuldstændig tappet hende for kræfter.
Som hun vandrede der i sandet blev hun fundet af en væver familie. Selv om de var fattige tog de hende med til deres ringe hytte og lærte hende deres håndværk. Således gik det til, at hun fik en ny tilværelse, og inden et år eller to var gået var hun lykkelig og forsonet med sin skæbne. Men en dag da hun af en eller anden grund igen var ude på stranden, gik en bande slavehandlere i land og bortførte hende sammen med nogle andre fanger de havde taget.
Skønt hun klagede sig bitterligt over sin skæbne, fandt hun ingen medlidenhed hos slavehandlerne. De tog hende med til Istanbul og solgte hende som slavinde.
Hendes verden var styrtet i grus for anden gang. Nu faldt det sig sådan, at der kun var få køber på markedet. En af dem var en mand der søgte slaver til arbejdet på sin tømmerplads, hvor han fremstillede master til skibe. Da han så den ulykkelige Fatimas modløshed, besluttede han at købe hende, idet at han tænkte at hun måske ville få en lidt bedre tilværelse hos ham, end hvis hun blev købt af en anden.
Han tog Fatima med hjem i den hensigt at gøre hende til stuepige for sin kone. Men da han nåede hjem, fik han af vide at han havde mistet alle sine penge med en skibsladning, der var blevet taget af sørøver. Nu havde han ikke råd til at ansætte arbejdere, så der var ikke andre end ham selv, Fatima og hans kone til at udføre det hårde arbejde med at lave master.
Fatima der var taknemmelig mod sin arbejdsgiver, fordi han havde reddet hende, arbejdede så hårdt og godt, at han frigav hende og gjorde hende til sin betroede medhjælper. Sådan gik det til at hun blev forholdsvis lykkelig i sin tredje løbebane.
En dag sagde han til hende: “Fatima, jeg vil bede dig rejse med en ladning skibsmaster til Java som min agent, og se nu til, at du sælger dem med fortjeneste”.
Hun begav sig af sted, men da skibet var ud for Kinas kyst, blev det splintret af en tyfon, og Fatima måtte igen opleve at blive kastet op på stranden i et fremmed land. Atter en gang græd hun bitterligt, for hun følte at intet i hendes liv gik efter forventningerne. Så snart noget så ud til at lykkes, kom der noget og ødelagde alle hendes forhåbninger.
“Hvorfor skal det være sådan, græd hun for tredje gang”, at så snart jeg prøver at gennemføre noget så går det galt? Hvorfor skal der overgå mig så mange ulykker?” Men der var intet svar. Til sidst rejste hun sig af sandet og begyndte at gå ind mod land.
Ingen i Kina havde naturligvis hørt om Fatima og hendes vanskeligheder. Men tilfældet ville, at der fandtes et sagn om, at en fremmed kvinde en dag ville komme dertil, og at hun ville være i stand til at lave et telt til kejseren. Og eftersom der endnu ikke var nogen i Kina der kunne lave teltet, så alle forventningsfuldt frem til, at denne spådom ville gå i opfyldelse.
For at sikre sig at den fremmede kvinde ikke skulle forblive ubemærket når hun kom, havde flere på hinanden kejser af Kina opretholdt den sædvane en gang om året at sende herolder ud til alle landets byer og landsbyer med påbud om, at alle fremmede kvinder skulle lade sig forstille ved hoffet.
Da Fatima kom vaklende ind i en by ved den kinesiske kyst, blev denne regel fulgt. Indbyggerne talte til hende gennem en tolk og forklarede, at hun måtte opsøge kejseren.
“Min dame,” sagde kejseren da Fatima blev ført frem for ham, “kan De lave et telt?”.
“Det tror jeg nok”, sagde Fatima.
Hun bad om et reb, men det kunne ikke skaffes. Så huskede hun sin tid som spinderske, samlede hø og lavede et reb. Derpå bad hun om kraftig teltdug, men kineserne havde ingen af den slags, hun behøvede. Så øste hun af sin erfaring fra væveriet i Alexandria og lavede et stykke kraftig teltdug. Derefter sagde hun at hun behøvede teltpæle, men der fandtes ingen i Kina. Så huskede Fatima den oplæring hun havde fået hos tømmermesteren i Istanbul, og lavede med kyndig hånd nogle kraftige teltpæle. Da det var gjort, gravede hun i sin hukommelse for at huske alle de telte hun havde set på sine rejser og snart var teltet færdigt.
Da vidunderet blev afsløret for kejseren af Kina, tilbød han Fatima at opfylde et hvilket som helst ønske hun måtte fremsætte. Hun valgte at slå sig ned i Kina, hvor hun giftede sig med en køn prins og levede lykkeligt, omgivet at sine kære børn, til sine dages ende.
Og det var igennem disse eventyrlige tildragelser at Fatima indså, at det, der i første omgang havde virket som ubehagelige oplevelser, da det kom til stykket, fik afgørende betydning for, at hun fandt lykken.
– Christel
VIL DU VIDE MERE?
Læs mere i samme kategori:
De fleste af os søger mere eller mindre bevidst mestringsstrategier .
Strategier, så vi kan håndtere de udfordringer vi møder og de reaktioner og sindstilstande, vi plages eller stresses af.
Der er mange måder at søge på, og der er tanker og holdninger, der for mig at se kopieres lidt for ucensureret.
En af de tanker, jeg er stødt på mange gange, er tanken&udtalelsen, der lyder:
Nogen har måske bemærket, at jeg benytter mig af og bruger citater fra Lars Lilholts tekster og sange.
Det vil jeg igen gøre med dette indlæg. Ordene, som jeg vil citere, er: ”Der er altid en bøn, en bøn man kan bede”. Ordene er taget fra Lars Lilholts sang ”En morgen i Amsterdam”
Jeg har talt med mange mange mennesker om håb og frygt.
Der i stor fortrolighed og med kontakt til deres inderste fortæller mig om indsigter og nogle gange hemmeligheder, som kun de hver især har båret alene og sjældent og mange gange aldrig har fortalt til andre. Fordi et nært terapeutisk rum, hvor tillid er i højsædet, vækker strenge i sjælen, der gør, at man føler sig så tryg, at alt kan fortælles. Og fordi mange beslutter sig for, at når de endelig opsøger en terapeut, så handler det om at sige alt, fordi tingene skal frem, hvis forudsætningen for, at den præcise hjælp kan gives.