I foråret blev jeg kontaktet af Lise fra TV Glad.
Med forespørgslen om, jeg ville deltage i en udsendelse om sorg.
Historien var, at TV Glad havde udviklet et i mine øjne helt fantastisk koncept.
Christels blog
Af terapeut Christel Sonne Rasmussen
Et offer ”kupper” dig, og du opdager det først langt senere, og pludselig er du blevet bøddel.
At gøre sig til offer er at have et mindreværd, der i en nær relation skaber afhængighed til partneren, og partneren bliver bøddel uden at ville være det, i hvert fald i yderste konsekvens. hvis en part i et forhold føler megen afmagt og utilstrækkelighed og kun er helt tryg og lykkelig sammen med partneren og ikke tager ansvar for egen afmagt, sættes et uhensigtsmæssigt reaktionsmønsmønster i gang. Den anden part gøres nemlig ufrivilligt til bøddel eller redningsmand..
Case: (taget fra det virkelige liv)
De bor i hver sin by og i hver sin landsdel. Manden er arbejdsløs, men laver af og til lidt arbejde ad hoc. Hun er selvstændig og har masser at lave. Er meget flittig og samvittighedsfuld omkring sit job.
Hun har to teenagebørn, han har tre teenagere.
Hun har været single i over to år, han valgte efter mange års ulykkeligt ægteskab at bryde op og blive separeret kort før han mødte hende, som han hurtigt døbte ”kvinden i hans liv”.
Hun er følsom, straight og foretagsom. Han er følsom, kunstnerisk og taler meget. Lover mange ting, men udskyder også sine handlinger.
Dette tolererer hun længe, for hun er meget glad for ham føler endelig, at hun har mødt en, der på det følsomme plan matcher hende. Og hendes drøm om en storfamilie kan jo nu lykkes.
Sagen er:
De mødes altid hos hende, da hans boligsituation er uafklaret og han efter separationen bor hos en ven, og andre gange er sammen med børnene i den tidligere fælles bolig, hvor ekskonen så er ude af huset.
Han taler om at flytte sammen med hende meget hurtigt.
Hun holder igen og siger: “Lad der nu lige gå 1½ år”. Dette accepterer han i starten, men vender igen og igen tilbage til dette emne, især efter at de har haft en særligt blid og givende stund, for de er gode til nærhed og nætterne er smukke.
Han vil også gerne forloves eller giftes. Giver udtryk for, at han er helt sikker på denne kærlighed, og hun begynder at tvivle på, om der er noget galt med hende, siden hun ikke er lige så klar til at sige ja til alle de smukke drømme, han har.
I de første måneder siger og skriver han dagligt: ”du går ikke fra mig vel? jeg har mistet så meget i mit liv, og jeg kan ikke rumme også at skulle miste dig. gå aldrig fra mig”.
Det stresser hende meget, at han dagligt vil have løfter. I hendes verden giver man et løfte en gang, og så er der ikke så meget mere snak om det. Hun tager det op og forklarer ham, at hun ikke tænker på at gå fra ham, men når han nævner det igen og igen, åbner han selv for tanker om dette. Han godtager hendes respons og lover ikke at sige det mere. Dette overholder han.
Men så kommer der derpå sms og telefonbeskeder dagligt, hvor der udtrykkes ” Jeg savner dig”. Hun savner også ham, men da hun kun har tændt sin telefon i pauser, føler hun sig altid på bagkant med hensyn til at svare.
Og hun får en stærk følelse af, at han er afhængig af hende og hendes garantier, hvor hun er mere ”cool” og synes, at det er anstrengende med disse mange udmeldinger. Han forklarer hende, at han er en romantiker af hjertet og han skruer ned for de mange ytringer.
Hun giver udtryk for, at hun ikke kan leve med en mand, der ikke forsørger sig selv.
Hun har tidligere, som hun siger: ”holdt røven oppe på en mand”, og dette hverken vil eller ønsker hun igen. Han bedyrer hende, at dette aldrig vil ske. Godt nok har han ikke haft job i fire år, men ”hvis hun bare tror på ham, får han hurtigt job i hendes by, hvor der er langt flere jobmuligheder inden for hans felt end i hans by”.
Hun gør ham klart, at han vel også må gøre noget selv, – han kan jo ikke lade det være op til hende, om hun tror på ham eller ej.
Hun påpeger, at han må give hende en grund til, at hun skal tro på ham. Sådan ser han det ikke. Hvis hun bare tror på ham, vil hans potentiale vokse, og ”så skal hun bare se løjer”. Det skaber tvivl og utryghed i hende, og han bruger mange timer på at forklare hende, at hendes moralske opbakning er meget afgørende, og at han vil være meget ked af det, hvis hun ikke fra sit hjerte kan melde rent ud og sige ”Jeg tror på dig”. Det forvirrer hende. Dette giver hun udtryk for, for hun aner en ubalance, som hun dog har svært ved at sætte fingeren på. Hun har jo sit eget selvskabte job og klarer det, uanset om han tror på det eller ej… dette ligger som en uforløst konflikt imellem dem, allerede efter kort tid, men hun slår det hen, ”for han bliver vel stærkere”, som hun siger.
Han begynder at tale om, at det ”bliver fedt til sommer, når vi kan tage på ferie sammen”, ”det bliver fedt, når ungerne mødes i efterårsferien”, han fortæller tanker om deres bryllup, som hun slet ikke har committet sig til, og hun siger, at hun synes, at han lever i en drømmefremtid, men han siger, at hun er ophængt og bare har for meget at se til, og hun skal bare tage imod hans kærlighed, for han vil jo intet andet end at gøre hende tryg og glad. Og når hun så siger: ”jamen, det gør mig ikke tryg og glad, at vi skal tale om noget, der ligger år ude i fremtiden, så taler han til hende om, at ”det er synd, at du har haft det så hårdt og har skullet klare så meget selv; – lad mig nu hjælpe dig ”. Det fyger således med følelsesmæssige argumenter, som hun ikke synes er virkelighedsnære, men hun slår det hen.
Hun trækker sig og siger, at ”der er jo lang tid til, og lad os nu fokusere på nuet”, men han siger tit til hende, at det er nok fordi, at hun er stresset, at hun ikke kan glæde sig til noget på forhånd. Hun afviser denne påstand, men kan ikke glæde sig til noget flere måneder frem.
De er meget uenige politisk.
Han er på venstrefløjen, hun er som selvstændig erhvervsdrivende på højrefløjen men ikke så interesseret i politik. Det er han, men deres første skænderi opstår, da han vil drøfte socialpolitik og bruger personlige eksempler. Hun mærker stor vrede og giver ham igen, hvor han så undskylder og siger: Lad os aftale, at vi ikke diskuterer politik længere.
Dette accepterer hun, for emnet er ikke ret interessant for hende
Men noget begynder at murre i hende, og hun kan ikke finde ud af, hvad det er, der gør hende så anspændt og stresset. Han er jo tydeligvist enormt glad for hende, og hun går i en periode og tænker, at ”nu må jeg begynde at tage imod – det er jo det her, jeg har drømt om”.
Hun går alene med tankerne.
Hun synes, at det er illoyalt at tale for meget med veninder om det. hun sover dårligt, hun bliver træt, når han sender sms. Men hun forstår ikke hvorfor.
Hun kan ikke se, at han er ved at kuppe hende.
Hun kan godt se, at han ikke stoler meget på sig selv og at hans mindreværd er så udtalt, at han giver hende ansvaret for, om han er lykkelig. Hun gennemskuer først efter 3-4 måneder, at han har gjort sig afhængig af hende og en fremtid, som han maler frem, og hun føler sig kvalt i kærlighed, og forvirret over, at han ikke har noget mere gennemslagskraft selv.
Hun får sagt tingene, når hun er usikker og utilfreds, men han giver hende skylden, og siger: “Prøv at slappe af. Og indstil dig på en lysere fremtid”. Og da hun er sensitiv, lytter hun længe til dette.
Men så vågner hun op.
Hun taler med et par veninder, der siger: ”Du virker stresset – og er du ikke nyforelsket. Hvad er der galt”?
Hun giver udtryk for ovennævnte, og de siger ”han opfører sig jo som et pattebarn. Du kommer sgu da også til at holde røven oppe på ham, måske ikke økonomisk, men følelsesmæssigt. Er det det, du vil?” tænk dig nu om. Og tingene begynder så at falde på plads for hende.
Hun har stor kærlighed og ømhed over for ham, men hun vil ikke være med til alle de fremtidsdrømme og romantiske løfter, for hun ser, at han igen og igen siger, at ”nu vil jeg gøre sådan og sådan”, og så sker der ikke noget.
Og så sker der noget specielt.
Hun har været optaget i alle weekends i en efterårsmåned. Til konferencer, på job, haft besøg af ham mv., og da han en mandag, hvor han tager ”hjem”, siger: ”kan vi ses på fredag”, melder hun ud, at ”det kan vi ikke. Jeg har brug for en weekend, med mine børn, brug for at sove og læse og spise, når jeg har lyst, og jeg ønsker ikke at blive forstyrret. Så nej, den kommende weekend er min egen.”
Han bliver meget skuffet og ser det som et faresignal og beder hende indtrængende og mange gange om at love ham, at der ikke er noget galt imellem de to.
Hun melder ud og siger:
Der bliver noget, der går galt imellem os to, hvis du ikke kan respektere mine behov for at tanke op selv. Han sender i weekenden, hvor hun har brug for at være sig selv, mere end 20 sms beskeder, hvor han beder hende tage stilling til noget. Hun svarer ikke på dem, men bliver irriteret. Hun skriver godnat hver aften, for hun går i seng omkring kl. 22, og søndag eftermiddag, hvor hun så ringer og siger ”hej”, er han meget frustreret. Han fortæller, at han har haft brug for at tale med hende om fredagen, men det var jo ikke en mulighed, og nu har han også talt med flere venner, der synes, at han skal skride, for hun sætter jo dagsordenen hele tiden.
Pludselig bliver hun gjort til bøddel.
I hendes verden har hun meldt ud og været i orden, men han lider og får naturligvis vennerne til at bakke ham op.
Hun siger at han jo så bare kan skride, men nej nej, hun er jo kvinden i hans liv, så selvfølgelig går han ingen vegne, men hun må forstå, at han har været meget ked af det, og at det her med ikke at have kontakt i en weekend, aldrig må ske igen, og hun siger, at det hverken kan eller vil hun da love ham hun lader op i sit eget selvskab, og at hvis han er så ked af det, må han jo finde nogle andre voksne at tale med, hvor han så siger: ”jamen, jeg vil jo helst tale med dig ”.
Da går det op hende, at det her er alt alt for svært.
Og at han gør hende til bøddel, hver gang hun ikke er opløftet og glad, når hun ringer til ham. Og at der ikke er plads til hendes tempo, men at alt egentligt skal være ud fra hans behov, fordi han føler, at han kan yde optimalt, hvis hun igen og igen bekræfter ham. Og så lukker hendes følelser ned. Og han forstår ingenting.
Hun forklarer ham, med baggrund i hendes egen historie, at hun ikke tolererer middelmådighed, depression og utilstrækkelighed og hvis han vil beholde hende, skal han skabe sig et liv, ikke kræve følelsesmæssige løfter fra hende – hun har lovet ham troskab og har intet problem med at overholde dette, og så må han agere som en mand og ikke som et barn, der igen og igen skal have moderens bekræftelse. Han siger, at hun er hård og egoistisk, og at han ikke troede, at hun var så kynisk og anklagerne bare vokser frem.
Han vil i parterapi. Det vil hun ikke efter 4 måneders forhold, og hun siger stop. Han vil ikke tolerere, at hun stopper, men synes at de skal slå koldt vand i blodet og hvis hun så vil give det en chance, kan de jo blive lykkelige resten af livet hun tænker over det i to dage og siger så endeligt stop hun kan ikke bære, at forholdet er ligeværdigt.
Han bebrejder hende og siger, at hun har brudt mange løfter. Det kan hun ikke genkende. Og han siger, at han har levet i et helvede, og at hun altid vil bestemme og det kan hun ikke genkende. Og han siger, at hun har gjort ham ked af det, og om hun virkeligt kan leve med det? det kan hun så godt. For hun ved jo godt, at det er sådan, at kærlighedens ”game” er.
Hun er kommet videre. Levede det ud. Fandt sine egne grænser.
Men bliver bagtalt helt enormt af ham. Hun har valgt ikke at gå ind i det Men har opsøgt en terapeut for at få tingene skilt ad. Hun er et venligt og intelligent menneske. Men kan se, at hun lod sig forføre af smukke ord og tanker om fremtiden i stedet for endnu tydeligere at sige stop.
I hans verden er hun en bøddel. I hendes verden er han et offer. Og da hun endelig stoppede med at være hans redningsmand og kræve noget af ham, gik det forbi.
Pointe Mange mennesker med et godt selvværd kan blive ”kuppet” ubevidst af en person, der er sød men meget appellerende. Hvis du møder en person, du nære varme følelser for, så vurder ligeværdigheden. Hvis din partner har megen angst og utilstrækkelighed, gør vedkommende sig til offer. Og så bliver du notorisk bøddel, selv om du ikke ønsker det. hvis du ikke vælger at blive redningsand og hele og forstå offeret, må du forlade forholdet med sladder og ufuldkommen historier til følg.
Mange forhold har et strejf af offer-bøddel problematikken. Når der er en tydelig ubalance i ligeværdighed, vokser afmagten og magten frem. Mange mennesker føler sig derfor uretmæssigt gjort til bødler, fordi en partners mindreværd og afhængighed af løfter og sikkerhed er så udtalt, at det er umuligt at trække vejret i længden.
Jeg vender tilbage til dette tema. Ville bare give en historie fra det virkelige liv.
Skriv gerne kommentarer eller indlæg til min blog om dette.
Hilsen
Christel, Sonne Rasmussen
VIL DU VIDE MERE?
Læs mere i samme kategori:
I foråret blev jeg kontaktet af Lise fra TV Glad.
Med forespørgslen om, jeg ville deltage i en udsendelse om sorg.
Historien var, at TV Glad havde udviklet et i mine øjne helt fantastisk koncept.
En 30-årig kvinde opsøgte mig. Hun beskrev, at hun trods et velfungerende parforhold med 2 børn, et godt job og et godt netværk, havde det skidt. Grunden var, at hendes far var død.
Der er fortsat stor tilslutning til singlenetværk. Ikke så underligt, når skilsmisseprocenten stiger
Og der er i bølger også debat om ensomhed. Debat, hvor der nævnes, at ensomhed er en epidemi, og at der aldrig har været så mange ensomme mennesker som nu. Nogle gange skyldes debatten, at en person er fundet død i sin lejlighed og først fundet efter adskillige døgn, skønt vedkommende bor i en etageejendom. Andre gange fordi godhjertede og velmenende ledere af ældrecentre peger på, at flere og flere ældre aldrig får besøg af pårørende og sidder og venter på døden – uden tilknytning til nogle nære relationer. Andre gange igen fordi der er et fokus på, at antallet af hjemløse stiger.
Christels blog
Af terapeut Christel Sonne Rasmussen
Læring er livslang. Vi har ansvar for egen indlæring. (Anthony Giddens)
Det er op igennem 90´erne blevet en del af de vesteuropæiske samfund at arbejde efter teorier, lanceret af den engelske sociolog Anthony Giddens. Et eksempel på dette er Det nationale Kompetenceregnskab, som ligger på Undervisningsministeriets hjemmeside, og som ikke kun den danske, men adskillige vesteuropiske regeringer arbejder efter i uddannelsespolitisk regi. Teorier og mlæring og det at få ført dem ud i udannelser og arbejdsmarked og at få dem integreret i hver enkelt borger, er et anliggende, der er blevet uhyre vedkommende. Tankerne om de kompetencer, vi indeholder og kan udvikle, og den læring, der er forudsætningen for disse, berører både menigmand og ministerier i et videnssamfund som bl.a. det danske. Anthony Giddens siger mange kloge og veldokumenterede ting om indlæring. Det, der udover de to enkle teorier, har optaget mig mest, er, at Giddens giver udtryk for, at man ikke kan forstå mennesket, hvis man ikke forstår den tid/det samfund, som mennesket lever i. I min model af verden er dette så indlysende, at det nogle gange er let at overse! Samfundet med dets kompleksitet og tempo påvirker os, og vi påvirker samfundet, som vi jo selv er en del af, i en vekselvirkende proces, der med opmærksomhed og ansvarlighed skaber vækst på mange planer.
Teorier om indlæring – læring
Tilbage til Giddens teorier om læring. Han siger:
“Indlæring og læring er livslang.
Det er ikke kun, når vi som børn går i skole, at vi lærer”
og
“Vi har ansvar for vores egen læring.”
Med det mener han, at vi selv må indstille os på at modtage og omsætte det, vi hører og ser og prøver, og at andre ikke kan tage ansvaret for, om vi lærer tingene. Det kan vi kun selv. Du kender det måske fra en tidligere lærer, som du har haft. Nogle kunne lide vedkommendes undervisningsstil, andre kunne ikke. Nogle lærte meget, andre knap så meget eller ikke noget. Dette er et udtryk for, at vi selv har og , hvis vi vil eller skal lære noget nyt, selv må tage ansvar for at begribe og bruge det. At lære er ikke kun noget, der sker i hovedet. Det kan ligeså godt være en praktisk færdighed, som at lære at save et bræt over, lære at lave mad, men også af social karakter som at lære at begå sig, lære at have situationsfornemmelse og at lære, hvornår man skal blande sig eller ej i en situation. Læring foregår derfor hele tiden, hvis vi tager ansvar for det hver især, og er en dynamisk proces i livet. Bemærk, at jeg skriver proces og ikke resultat.
Hvor er fokus i indlæring?
Afhængigt af hvad vi fokuserer på, har vi selv en fornemmelse af, hvor let eller svært det er at tilegne os viden. I min terapeutiske praksis og undervisningsmæssige sammenhænge møder jeg dagligt mennesker, der har begrænsende overbevisninger med hensyn til læring. Mange tror, at det er svært at lære nyt, at de ikke længere kan huske eller koncentrere sig så godt, og dette – blandt mange andre overbevisninger – gør, at adskillige mennesker går rundt med komplekser . Komplekser, der betyder, at de ikke går i gang med noget nyt, og komplekser, der betyder, at de erfaringer, som de allerede har gjort sig, ikke anvendes bevidst og konstruktivt i nu- og fremtiden.
Jeg arbejder med:
Børn, der har indlæringsproblemer.
Voksne, der gerne vil, men ikke kommer i gang med evt. et nyt studium eller kursus.
Voskne, der personligt oplever ikke at kunne bruge de ressourcer og kompetencer, som de ved, at de engang indeholdt, men som de ikke længere kan “fa aktiveret”.
Når jeg skriver “begrænsende overbevisninger” skyldes det, at det er i vores tanker, at vi stopper for at kunne lære og tilegne os ny viden. Uanset om det så er af intellektuel, praktisk eller social karakter.
Overbevisninger som:
Jeg har aldrig haft nemt ved at lære osv. er eksempler på overbevisninger, der gør, at man aldrig kommer i gang.
Sådan behøver det ikke være.
I min “NLP-værktøjskasse” har jeg mange vinkler og redskaber til at løsne den begrænsende overbevisning og sammen med dig sikre, at det, som du ønsker at tænke og tro, igen bliver muligt for dig. Og ikke kun på et mentalt plan, men på et følelsesmæssigt plan, så du også kan mærke, at ja: det er stadig muligt at lære, og det er faktisk let at lære. Du må meget gerne maile til mig, hvis du har specifikke spørgsmål med hensyn til din egen læring. Så svarer jeg dig.
VIL DU VIDE MERE?
Læs mere i samme kategori:
I foråret blev jeg kontaktet af Lise fra TV Glad.
Med forespørgslen om, jeg ville deltage i en udsendelse om sorg.
Historien var, at TV Glad havde udviklet et i mine øjne helt fantastisk koncept.
En 30-årig kvinde opsøgte mig. Hun beskrev, at hun trods et velfungerende parforhold med 2 børn, et godt job og et godt netværk, havde det skidt. Grunden var, at hendes far var død.
Der er fortsat stor tilslutning til singlenetværk. Ikke så underligt, når skilsmisseprocenten stiger
Og der er i bølger også debat om ensomhed. Debat, hvor der nævnes, at ensomhed er en epidemi, og at der aldrig har været så mange ensomme mennesker som nu. Nogle gange skyldes debatten, at en person er fundet død i sin lejlighed og først fundet efter adskillige døgn, skønt vedkommende bor i en etageejendom. Andre gange fordi godhjertede og velmenende ledere af ældrecentre peger på, at flere og flere ældre aldrig får besøg af pårørende og sidder og venter på døden – uden tilknytning til nogle nære relationer. Andre gange igen fordi der er et fokus på, at antallet af hjemløse stiger.
Christels blog
Af terapeut Christel Sonne Rasmussen
En kvinde var I sorg, men en særlig form for sorg.
Hun var omkring de 50 og var gift med en noget ældre mand, der på grund af pludselig og alvorlig sygdom var kommet på plejehjem – eller ældrecenter, som det jo hedder nu om stunder.
Hun var meget ked af det,
dels fordi hun ikke kunne dele sin hverdag med ham på samme private måde som før, og dels fordi hun jo også var så realistisk, at hun godt vidste, at tiden for hans dødsdag nærmede sig.
Og som hun sagde:
Jeg synes godt, jeg kan påskønne den tid, vi har haft, og at det måske snart er slut, men det er så hårdt at se på forfaldet og så hårdt at vide, at jeg snart bliver alene.
I en sådan behandling må man arbejde ganske anderledes end med det vanlige NLP-arbejde, der jo i mange tilfælde går ud på at afklare “hvad vil du – og hvad forhindrer dig?”
Nok kan disse spørgsmål stilles,
men en sådan kontekst skaber en helt anden perspektivering, hvorfor jeg mener, at det terapeutiske arbejde må forløbe ganske nænsomt.
Det, kvinden ønskede, var at blive rustet til de udfordringer, der ville komme, og at hendes tanker om fremtiden ikke hele tiden var præget af pessimisme og opgivelse, men snarere af fortrøstning og fortsat påskønnelse.
Disse behandlinger var udelukkende baseret på samtaler.
Samtaler om de store og eksistentielletemaer i livet, samtaler om hvordan vi selv kan være med til at “styre” vores tanker, samtaler om værdier og den viden, at alt er forgængeligt.
Kvinden kom nogle få gange. Hun følte sig afklaret og tanket op og havde selv fundet sine egne strategier til at forholde sig værdigt og parat til det, der måtte komme.
Denne proces var et fint eksempel på,
at NLP ikke bare er fikse og smarte teknikker, men i lige så høj grad kan være en dyb og intens samtale, hvor klienten får stillet nogle spørgsmål, han/hun måske aldrig har overvejet eller besvaret før. Og at det er denne gode tillid og kontakt samt den nuancerede refleksion, der gør den forskel, der gør en forskel.
VIL DU VIDE MERE?
Læs mere i samme kategori:
I foråret blev jeg kontaktet af Lise fra TV Glad.
Med forespørgslen om, jeg ville deltage i en udsendelse om sorg.
Historien var, at TV Glad havde udviklet et i mine øjne helt fantastisk koncept.
En 30-årig kvinde opsøgte mig. Hun beskrev, at hun trods et velfungerende parforhold med 2 børn, et godt job og et godt netværk, havde det skidt. Grunden var, at hendes far var død.
Der er fortsat stor tilslutning til singlenetværk. Ikke så underligt, når skilsmisseprocenten stiger
Og der er i bølger også debat om ensomhed. Debat, hvor der nævnes, at ensomhed er en epidemi, og at der aldrig har været så mange ensomme mennesker som nu. Nogle gange skyldes debatten, at en person er fundet død i sin lejlighed og først fundet efter adskillige døgn, skønt vedkommende bor i en etageejendom. Andre gange fordi godhjertede og velmenende ledere af ældrecentre peger på, at flere og flere ældre aldrig får besøg af pårørende og sidder og venter på døden – uden tilknytning til nogle nære relationer. Andre gange igen fordi der er et fokus på, at antallet af hjemløse stiger.
Christels blog
Af terapeut Christel Sonne Rasmussen
For en generation siden var der ikke det samme fokus på teenagere i pubertetsalderen, som der er nu.
Alle tænkte, at børn er børn, og at de når pubertetsalderen, og bliver teenagere, men vi var dengang ikke så købedygtig og vigtig de var ikke del af samfundet, som teenagere er i dag.
Nu skrives der bøger om teenagere, og der er flere forskere og psykologer, der peger på, at teenager-alderen i pubertetsalderen er den mest stressende periode i vores liv overhovedet, læs bl.a.:
Vi, der har kæmpet igennem og holdt småbarnsårene ud, og formået at holde glæden og gejsten i såvel familien som parforholdet, oplever indimellem, hvis ikke altid, at puberteten og teenagealderen kan ramme som et hammerslag, når ungernes frigørelsestrang, argumentationslyst, passivitet, lyststyring og et umanerligt stort behov for privatliv slår igennem.
Når ungerne bliver unge
Jeg kan stadig undres over, at der til konfirmationerne, der enten afholder i 7. eller 8. klasse, tales om, at ”nu går du ind i voksenalderen”. For mig at se er vi for længst, som samfund, kommet over det stadium, hvor de unge kom ud at tjene efter konfirmationen. Overalt tales der om ungdomsuddannelser, så hvorfor der ikke lidt mere generelt tænkes barndom-ungdom-voksenalder, er mig fortsat ubegribeligt.
Men vi, der har præ-teenagerene eller teenagerne rendende rundt, har vores at se til.
Privatlivet eller rettere:
Behovet for dette bliver i manges tilfælde enormt. Døren skal være lukket. Alting udskydes, bortset fra det de ønsker sig, af nyt tøj, creme til uren hud, voks til håret, nyt idrætsudstyr mv.
Venner bliver mere vigtige end forældrene, og de er tit svære at nå, hvis man som voksen aner uråd.
Det er heller ikke nyt under solen, at mange teenagere lyver, bryder grænser, er ligeglade med husets regler, tænker at de voksne er pinlige, så man ikke vil følges med dem osv.
Står forældrene sammen, er problemet overkommeligt, – især hvis man kan tænk ”Endnu en ny og spændende dag med min teenager”.
Men hvis en af forældrene, som regel moderen, har længere line og synes, at det er synd, at der skal være hårde konsekvenser og restriktioner, går bølgerne tit højt i det lille hjem. Jeg har talt med mange par, hvor manden beskyldes for at være tyrannisk og egenrådig, selv om han sætter sunde grænser. Par, hvor moderen giver lov til at være længere ude og stikker et par hundredelapper ekstra, selvom forældrene har været internt enige om, at nu skal der strammes op
Desværre benytter teenageren sig som regel af forældres uenighed. Ligesom teenageren benytter sig af, at han/hun er vokset og ikke længere kan løftes ud til pligterne osv. også mange par oplever krise på grund af, at der diskuteres om stort set alt. I teenagerens hoved er alt til diskussion, og det kan drive forældre til vanvid at blive ved at argumentere og holde fast, og så at have dårlig stemning i time- pg nogle gange dagevis.
Hvis I i jeres parforhold oplever stor uenighed og selv har mange skænderier grundet en eller flere teenagere, så læn jer ikke tilbage og tro, at det går over af sig selv.
Læs bøger, tal med venner der har unge der er lidt ældre, opsøg en parterapeut. For det er hjertesager, det drejer sig om. Og derfor kan jeres krise eskalere voldsomt, hvis I resignerer og bliver for stejle overfor hinanden og derfor kommer til at lave alliancer med en af ungerne.
Skriv endelig kommentarer eller spørgsmål til min blog.
Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen
VIL DU VIDE MERE?
Læs mere i samme kategori:
I foråret blev jeg kontaktet af Lise fra TV Glad.
Med forespørgslen om, jeg ville deltage i en udsendelse om sorg.
Historien var, at TV Glad havde udviklet et i mine øjne helt fantastisk koncept.
En 30-årig kvinde opsøgte mig. Hun beskrev, at hun trods et velfungerende parforhold med 2 børn, et godt job og et godt netværk, havde det skidt. Grunden var, at hendes far var død.
Der er fortsat stor tilslutning til singlenetværk. Ikke så underligt, når skilsmisseprocenten stiger
Og der er i bølger også debat om ensomhed. Debat, hvor der nævnes, at ensomhed er en epidemi, og at der aldrig har været så mange ensomme mennesker som nu. Nogle gange skyldes debatten, at en person er fundet død i sin lejlighed og først fundet efter adskillige døgn, skønt vedkommende bor i en etageejendom. Andre gange fordi godhjertede og velmenende ledere af ældrecentre peger på, at flere og flere ældre aldrig får besøg af pårørende og sidder og venter på døden – uden tilknytning til nogle nære relationer. Andre gange igen fordi der er et fokus på, at antallet af hjemløse stiger.
Christels blog
Af terapeut Christel Sonne Rasmussen
Midtvejskrise – hos kvinder og 50 års krisen hos mænd
Der er mange, der lommepsykologisk anvender udtrykket midtvejskrise. Som et udtryk for kvinder omkring 40 års alderen og mænd omkring 50 års alderen.
Umiddelbart mener jeg, at begrebet er temmelig misisende, især med hensyn til mændene, der jo for de flestes vedkommende er længere end midten af deres liv, da kun de færreste mænd bliver 100 år. Men lad det nu ligge.
Det, der generelt menes, er at mange kvinder ændrer reaktions – og aktionsmønster omkring 40 års alderen, og dette sætter sine spor i mange parforhold.
Ligeledes er der mange mænd, der i 50 års alderen kommer i kontakt med en desperation og panik over at alderen er ved at snige sig ind på dem. Hvilket kan skabe grobund for både utroskab, jalousi og dertil hørende problematikker.
Hvad sker der i parforholdene og med midtvejskrise, når kvinder er 40 og mænd 50?
Mange kvinder oplever i alderen fra 38-45 års alderen den livsfase, der kaldes selvrealisering.
For manges vedkommende er børnene ved at blive større, mange er teenagere, og kvinderne oplever, at der nu er mere tid og plads til dem selv.
Det bevirker, at mange kvinder begynder at gøre mere ud af deres udseende, med hensyn til tøjstil, motion og sund levevis. Ligesom interessen for egne interesser og eget socialt netværk blusser op. Mange kvinder finder ud af, at de har udviklet en større selvtillid og indeholder et større potentiale, end de har haft troet i årene med de mindre børn, hvorfor adskillige kvinder orienterer sig imod karriere og nye venner, hvilket kan skabe store frustrationer og ændring af styrkeforholdet i ægteskabet.
Mange mænd bliver nemlig bange for, at deres hustru er på vej væk. For hun er begyndt at blomstre op, vil på udenlandsrejser for at klatre i bjerge eller meditere på en græsk ø, og manden føler sig mange gange tilsidesat og utilstrækkelig. Da der desuden i mange tilfælde sker det, at kvindens lyst til anerkendelse og erotik ligeledes vokser, fordi et underliggende behov for at føle sig mere fri bliver mærkbart, er det i denne livsfase, at de allerfleste kvinder bliver skilt. Ikke kun fordi de møder en anden, men fordi de møder sig selv og anerkender egne behov i højere grad.
Der er desuden sket et skift i samfundet, så bl.a. plastikkirurgerne har travlt med at brystoperere kvinder i 50 års alderen, for mange af disse føler sig stadig tiltrækkende og vitale i sindet og vil hindre kroppens forfald og gør dermed en indsats for at føle sig yngre og attraktive længere.
Hvad sker der i ægteskabet og med ”midtvejskrisen”, når mænd bliver 50?
Når mænd bliver 50, er der mange, hvis børn er blevet voksne. Sønnerne overtager pladsen som den interessante maskuline del af familien. Manden kan sagtens have en god stilling, men kan også føle sig slidt og træt efter mange år på arbejdsmarkedet. Der opstår et behov fra omgivelserne om, at manden har noget at gå op i. Så hvis han ikke har en fritidsinteresse, men lader TV, computer og sofa udfylde fritiden, føler han selv utilstrækkelighed og mangler anerkendelse fra hustruen.
Mange mænd oplever en desperation i disse år. Denne desperation er oftest uerkendt. Den handler for de fleste om, at de frygter at blive gamle og svage, og det bevirker i mange tilfælde, at de søger ud og væk, – der må da være en yngre model, der kan stive selvværdet af, hvorfor det ikke er atypisk at se nye familiedannelser, hvor en ældre far skubber en klapvogn i selvskab med sin 30 årige unge kone.
Men
I de ægteskaber, hvor man godt vil holde sammen og godt vil få det bedste ud af de kommende år, er frustrationsniveauet mærkbart, omkring disse aldre.
Har man en fælles forståelse og kan tale om tingene, har man tillid til hinanden og fortrolighed, gør det intet, at den ene er 40 og den anden 50.
Men savner man fællesskabet med hinanden, og har børnenes opvækst låst rollerne som mor og far fast, så man knap er mand og hustru længere, har man en udfordring.
Udfordringen
Udfordringen handler om at gøre midtvejskrisen til et vendepunkt.
Som i enhver anden form for krise, må man søge at afklare, om man vil have rettet op på de mønstre, der har skabt distance, ligesom man må hjælpe hinanden med at genskabe trygheden, så man kan give hinanden omsorg, når man bliver bange for at blive forladt eller bange for at blive gammel og syg.
Parterapi kan være nødvendigt som inspiration til at komme styrkede igennem krisen og til at få genfundet den intensitet og nærhed, som var engang.
Hilsen
Christel Sonne Rasmussen
VIL DU VIDE MERE?
Læs mere i samme kategori:
I foråret blev jeg kontaktet af Lise fra TV Glad.
Med forespørgslen om, jeg ville deltage i en udsendelse om sorg.
Historien var, at TV Glad havde udviklet et i mine øjne helt fantastisk koncept.
En 30-årig kvinde opsøgte mig. Hun beskrev, at hun trods et velfungerende parforhold med 2 børn, et godt job og et godt netværk, havde det skidt. Grunden var, at hendes far var død.
Der er fortsat stor tilslutning til singlenetværk. Ikke så underligt, når skilsmisseprocenten stiger
Og der er i bølger også debat om ensomhed. Debat, hvor der nævnes, at ensomhed er en epidemi, og at der aldrig har været så mange ensomme mennesker som nu. Nogle gange skyldes debatten, at en person er fundet død i sin lejlighed og først fundet efter adskillige døgn, skønt vedkommende bor i en etageejendom. Andre gange fordi godhjertede og velmenende ledere af ældrecentre peger på, at flere og flere ældre aldrig får besøg af pårørende og sidder og venter på døden – uden tilknytning til nogle nære relationer. Andre gange igen fordi der er et fokus på, at antallet af hjemløse stiger.
Christels blog
Af terapeut Christel Sonne Rasmussen
Der er delte meninger om, hvad vi som mennesker bremses af.
Mange mener, at mennesker bremses af interne fænomener som angst, frygt, utryghed, forvirring, traumer, ensomhed, mindreværd m.m.
Flere mener også, at vi bremses af sygdom, fattigdom, kriser, sult, vaner, dødsfald m.m
Jeg tror, at vi som mennesker lader os bremse af mange grunde. Og at ikke en faktor alene altid vil bremse os. Dog er jeg enig med dem, der peger på, at angst har en bremsende og hæmmende effekt på vores evne til at se løsninger, generere handlekraft og opretholde en resolut vilje til at ville videre.
Der er dog et aspekt, som jeg tit møder i min daglige praksis, og som jeg vil dele her.
Mange år tilbage var jeg inspireret af mange af de livskloge ord, som Michael Barnett, filosof og lærer, beskrev.
Han sagde til en forelæsning følgende:
”Jeg vil postulere, at det ikke er angsten for døden der er menneskers største grundfrygt. Derimod er det angsten for kærligheden, der bremser mennesker. Nu vil I sikkert tænke: ”det har han ikke ret i, for vi vil alle sammen have kærlighed, og alle sammen have en tryg og givende kærlig relation”, sagde han. Og han fortsatte så og sagde: ”men det er bare sådan, at vi intuitivt ved, at når vi søger kærligheden, medfører det forandringer. Kærligheden er som et ocean, og det som mange mennesker bremses af, er at de ved, at man ikke kan kontrollere oceanet og tage en afmålt mængde i et litermål og så have det der”….
Vil du elskes og vil du elske, må du gøre op med et overdrevent behov for kontrol . Du må indstille dig på at turde møde og tage imod, og må indstille dig på at ville give og åbne dig for, at der opstår forandringer. Beslutninger må træffes. Prioriteringer må foretages. Og du vil blive bange og usikker undervejs.
Jeg har tit tænkt på hans ord. For jeg oplever hyppigt at der er denne glorificering af kærligheden, hvad der jo ikke er noget at sige til; det er den stærkeste kraft i universet, men det er bare ikke som en amerikansk film, når vi møder kærligheden i virkeligheden. Alt for mange bliver skuffede på grund af at de har romantiseret kærligheden og underkendt forandringerne. Og jeg har talt med mange, med forliste forhold bag sig, og med et ønske og håb om at finde en ny partner, men som ikke kan komme i kontakt med de ressourcer, der skal til for at føle, at det er muligt.
Mit bud er, at hvis du søger en partner, så søg først ind i dig selv. Og undersøg hvor meget angsten for forandringen fylder i dig. kan du indstille dig på forandringer, vil du både i din udstråling og dine handlinger signalere noget helt andet og attraktivt, end hvis du går rundt med en mentalt bøjet nakke, hvor du frygter mere end du længes.
Jeg er sikker på, at når der er noget, vi virkeligt ønsker os, ja så går, som Paulo Coelho skriver i Alkymisten, alle kræfter i universet sammen for, at det kan lykkes.
Så søg dine inderste drømme, indstil dig på forandringer og styrk din længsel. For jeg ved, at den dag, hvor du har placeret dig der, hvor længsten er større end angsten, åbner der sig både ideer og muligheder, som du underkender pt.
Skriv gerne dine tanker om dette indlæg. Måske du endda har eksempler fra dit eget liv.
Del dem gerne her på bloggen.
Særlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen,
VIL DU VIDE MERE?
Læs mere i samme kategori:
I foråret blev jeg kontaktet af Lise fra TV Glad.
Med forespørgslen om, jeg ville deltage i en udsendelse om sorg.
Historien var, at TV Glad havde udviklet et i mine øjne helt fantastisk koncept.
En 30-årig kvinde opsøgte mig. Hun beskrev, at hun trods et velfungerende parforhold med 2 børn, et godt job og et godt netværk, havde det skidt. Grunden var, at hendes far var død.
Der er fortsat stor tilslutning til singlenetværk. Ikke så underligt, når skilsmisseprocenten stiger
Og der er i bølger også debat om ensomhed. Debat, hvor der nævnes, at ensomhed er en epidemi, og at der aldrig har været så mange ensomme mennesker som nu. Nogle gange skyldes debatten, at en person er fundet død i sin lejlighed og først fundet efter adskillige døgn, skønt vedkommende bor i en etageejendom. Andre gange fordi godhjertede og velmenende ledere af ældrecentre peger på, at flere og flere ældre aldrig får besøg af pårørende og sidder og venter på døden – uden tilknytning til nogle nære relationer. Andre gange igen fordi der er et fokus på, at antallet af hjemløse stiger.