At give slip – Become The Master of Your own Mind.

Jeg har talt med mange mennesker, der giver udtryk for, at deres største problem er, at de ikke kan give slip.
Det kan være alskens faktorer, der er svære at slippe.

Både kærester/ekskærester, børn, bopæl, job, fantasier, frygt, jalousi med videre.

Både fænomener, der har haft såvel positiv som negativ karakter for den enkelte.
Det at give slip er ikke en handling. På anden måde end når vi vælger at give slip på et eller andet, vi holder i hånden. Og slipper. Så lidt energi skal der bruges på at give slip, rent fysisk.

Og hvad er det så, der gør, at det bliver en langt sværere proces, rent psykologisk, for mange mennesker.

Jeg tror, at det drejer sig om det fokus, man har, når man går og husker sig selv på, at man skal give slip. Hvis man eksempelvis taler med sig selv om, at “nu må jeg også slippe den ekskæreste/nu må jeg slippe den frygt”, ja så er fokus jo stadig på ekskæresten/frygten.

Derfor er mit tiltag i enhver sammenhæng, når et menneske siger “jeg vil gerne give slip”, at jeg arbejder med personen eller personerne om at blive fuldkommen klar over, hvad det er, de vil holde fast i/ gribe fat om i stedet for.

For så begynder fokus at være nutidsorienteret og dermed fremadrettet. Og vi må bevæge os fremad. Kroppen går det hele tiden, psyken vil også med.

Så hvis du nogle gange bemærker, at du ønsker at give slip, men ikke kan, ja så find ud af, hvad du vil gribe fast i og gør dig klart, hvad det vil give dig at større værdi i dit liv.
Så det indre smil, der siger “sådan er det bare” kan få lov at komme ind med sine visdomsord, så vi forsoner os med det, der har været og bruger vores kræfter på det, hvor vi har positiv og reel indflydelse.

Det er en tankegang at vende.
Den gør en forskel.

Så det, man ønsker at give slip på, toner i baggrunden og senere helt væk, og det, man ønsker at implementere, kommer i forgrunden.
Det er dig, der vælger. Det er dig, der må indstille dig på – “Become The master of Your own Mind”.

– Christel

Når nok er nok.

Indimellem kontaktes jeg af mennesker, der har levet I et jalousiforhold eller voldsforhold i lang tid. Og også selv i lang tid har tænkt på at forlade forholdet.
Mange gange er det medlidenhed og tanker om, hvordan børnene vil klare et brud, der afholder den eller de voksne fra at tage skridtet og sige “nu er nok, nok”.

Jeg ved, at skilsmissetallet stiger vildt for tiden.

Faktisk siger de seneste undersøgelser, at hvert tredje par bliver skilt. Det er i sig selv et hårrejsende tal, der maner til eftertanke.
Selvom jeg er parterapeut, mener jeg dog, at et brud nogle gange er på sin plads, og det er ikke alt, der kan løses med parterapi og dybe snakke. For det kræver ansvarlighed og erkendelse at komme fremad på en ny og bedre måde, uanset om man er individuel eller i par, og brug ikke børnene som det bærende argument. Mange gange har de også brug for at se, at en voksen kan skifte spor. For at skifte spor er ikke det samme som at give op, men at sige til og fra, når noget ikke kan rettes igen.

Man kan metaforisk talt se sit liv, som at man er vognstyrer på en vogn, trukket af to heste. En sort og en hvid.

De fleste vil helst kun se den hvide hest, som kan symbolisere karriere, den smukke partner, alt det man synes er lyst og positivt. Men meningen er, at vi skal kunne styre og skal kunne trækkes af begge hestene. Og hvis vi underkender den sorte hest, risikerer vi, at den løber fra os og løber løbsk, så vores vogn vælter.
Det betyder, at vi må kigge på skyggerne og det, der ikke virker. Og ikke lade som om, at det ikke er der, men at gøre os klart, hvordan vi kan leve med, at der har været/er drøje faktorer, men hele tiden gøre os klart, at det er os, der er vognstyreren. Og at vi nogle gange må sige “det der duede ikke for mig”. Og så lade hestene løbe af en mindre skumplet vej i stedet for i rasende fart at fortsætte derudaf og lade hele indsatsen gå til den hvide hest.

Den ene skal ikke udelukke det andet. Men nogle gange skal vi gøre os klart, hvornår nok er nok og så skifte spor.

Hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Jeg elsker dig..

Jeg blev ringet op af en mand.

Han kunne ikke komme til min praksis, da han er bosiddende i udkants Danmark, så vi talte over telefonen. Han beskrev, at han var jaloux.

Det kom til udtryk på den måde, at han var mistroisk over for sin kæreste. Bl.a. det at han kom på besøg og syntes, at dynen lå anderledes i hendes seng, end den plejede. At hun nogen gange tog et par timer om at svare en sms. At han havde utroligt mange negative skræmmeforestillinger om, hvad hun mon lavede med andre.

Og det udmøntede sig i masser af skeptiske og destruktive spørgsmål fra hans side.

Hun var intens og nærværende, når de var sammen. Var selv skilt, fordi hendes eksmand havde været utro og havde ikke den ringeste interesse i andre. Så manden, jeg talte med, vidste, at den angst han havde for at blive forladt til fordel for en anden, som han kaldte for jalousi, var ubegrundet og han vidste, at han selv måtte forholde sig til den.

Da de ikke boede sammen, sås de primært i weekends. Og det betød, at kommunikationen ugen igennem var det, der var med til at holde kontakten i live. Og så udbrød han: ”jeg synes bare, at det er så svært med sms-beskeder. Egentligt kan jeg kun skrive – hej og jeg elsker dig. Der er jo ikke andre ord i sproget, der dækker over det, jeg føler”……

Her spidsede jeg ører.

Og spurgte ind til hans udtalelse. Og jo, det var rigtigt forstået. Han skrev stort set kun ”hej og jeg elsker/savner dig” og kunne slet ikke se, hvad han ellers kunne skrive.

Så fik han lige et kursus !!!

• Et kursus i at være mere kreativ i sine formuleringer.
• Et kursus i at skrive om hvad han oplevede, hvad han tænkte, sansede og følte.
• Et kursus, hvor det var forbudt at skrive ”jeg elsker/savner dig”, men hvor han på alle andre måder skulle beskrive disse følelser

Han kunne se ideen og syntes, at det var umanerligt svært. Men han tog udfordringen op.

Jeg talte med ham 2 uger senere. Og det tankevækkende var, at han beskrev, at hans kæreste var meget mere responderende på sms nu. At hun fortalte meget mere om sig selv. Og at han jo havde gået rundt med skyklapper på. Ikke fordi han ikke var i kontakt med sine følelser, men fordi hans evne til at skrive mere nuanceret og personligt, havde en god indvirkning i forhold til den utilstrækkelighed, som han hade kaldt jalousi. Fortroligheden imellem dem var blevet meget bedre, fordi han nuancerede sig. Både hans indre tryghed og selvværd var vokset mærkbart, og jalousien hvilede ikke længere som en skygge i ham….

Og en af mine klienter i 20erne, der reflekterer over de store begreber: kærlighed, frihed, tilfredshed, og respekt, kom med følgende udtalelse forleden:

”Jeg tænker: Hvis alle i parforhold eller ægteskaber vidste sig elsket af hinanden, hvorfor er der egentlig så mange, som er utro eller har behov for parterapi?”

Og han fortsatte:

”Hvis alle følte sig elsket, burde de inderst inde i sig selv vide, at den andens tankegang er ”Jeg lover uanset hvad der sker, når du ser dig tilbage, er jeg der og hjælpe dig, også når det bliver svært”.

Han afsluttede:

”Hvorfor eksisterer den følelse ikke som en gensidig selvfølgelighed hos begge parter? Måske fordi tvivlen opstår i dagligdagens manglende små bekræftelser?”

Og han stillede et spørgsmål, som jeg hermed vil kaste ud til jer i dette forum og bede om jeres respons på:

Hvordan viser man hinanden hver individuel i handling som i tale:

”Jeg elsker dig” og ”jeg går gerne gennem ild og vand for dig”?

Jeg har selvfølgelig som parterapeut mange svar på dette. Men vil inderligt gerne høre jeres svar.

Skriv gerne dine bud på, hvad der gør ham / hende tryg og glad.
Kort og godt vil jeg gerne høre din respons på, hvad der skaber samhørighed og en inderlig følelse af ”dig og mig” hos hinanden selv når det stormer og rusker?

Helt enkelt: Hvad får dig til at kunne sige ”Jeg elsker dig” til din partner?
Ser frem til at læse om kærligheden – når I fortælller og siger “jeg elsker dig”.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Terapi og jalousi handler om bevidstgørelse af jaloux følelser.

Jeg bliver dagligt kontaktet af mennesker, der er fyldt med jaloux følelser.

Det er deres egen diagnose, og mange kan berette, hvordan de smerteligt plages af tankemønstre og følelser og kropsfornemmelser vedrørende deres partner. Og også, hvordan det skaber adfærd som kontrol og overvågning og udspørgning, der går ud over deres partner.

En af mine første opgaver i jalousimæssig sammenhæng er at hjælpe personen med at skille jalousien ad, fordi den er en sammensat tilstand.

Og jeg anbefaler, at de mennesker, der kalder sig jaloux, holder op med at sige “Nu bliver jeg jaloux igen”, men i stedet afklarer, hvilken følelse og hvilken tankerække, der fylder eller optager dem fra øjeblik til øjeblik. For det er lettere, ikke nødvendigvis let, men lettere, at forholde sig til, at man bliver bange, forvirret, urolig for at blive forladt osv. end at skulle kæmpe med et jalousimønster igen og igen.

Terapi og jalousi handler om bevidstgørelse af jaloux følelserAt arbejde med de følelser og tanker, mange kalder for jalousi, bliver dermed en bevidstgørende rejse. Hvor man bliver nød til at lære at rumme og forholde sig til sig selv igen, i stedet for at tro, at det er kontrol og evig kærlighed, der gør hele forskellen.

Det skal man gøre sig klart.

Som enhver anden tilbagevendende tilstand, kommer “jalousitilstanden” som en budbringer, og skal som sådan ikke bare fjernes, men forstås og accepteres, for så sker skiftet helt af sig selv.

Her kan du kan læse mere om jalousi – og det at være jaloux.

Fortsat god sommer.
Hilsen Christel