Et godt – det gode parforhold

Hvordan gør I med jeres parforhold for og få et godt – det gode parforhold?
I de fleste parforhold grundlægges der allerede tidligt i forholdet nogle mønstre.
De mønster kan udspille sig på mange planer, og lad mig her give nogle eksempler.
På det praktiske plan.
Deles rollerne tit op, så vasketøj, madlavning, rengøring, havearbejde, bilvask, luftning af hund mv., bliver varetaget, måske af den part, der er bedst til de forskellige ting, måske af den part, der er mest praktisk anlagt og/eller mest serviceminded.

Også på et kommunikativt plan grundlægges der mønstre.
Det er jo heldigvis ikke i forelskelsesfasen, at de store konflikter opstår, men hen ad vejen begynder småtuerne at dukke op. Og her er det, at starten til et godt parforhold står sin prøve. Det er her, at man skal til at løse konflikter, til at diskutere differentierede opfattelser og her det netop viser sig, hvordan viljen til forståelse repræsenterer sig, og mange individuelle aspekter bliver her tydelige. Det er tit sådan, at den ene part trækker sig. Man kan trække sig på mange måder; bl.a. ved at give sin partner ret, fordi det nu er så kedeligt med ufred. Eller ved at tie, fordi den andens mening og argumenter virker mere velfomulerede endens egne. Det kan være, at én part har svært ved at mærke og derfor give udtryk for sine behov og meninger. Og det kan ligeledes være, at én part har et lidt iltert temperament, og det skræmmer partneren, der jo så trækker sig. Og der er naturligvis mange flere eksempler på dette. Det er ikke eksemplerne, der er pointen, men pointen er, at nogle af de kommunikationsmønstre eller mangel på samme, grundlægges her – og senere blot genbekræftes.

Mange af de par, som kommer her, som ønsker sig et godt parforhold – og underforstået, at deres parforhold virker bedre og mere levende, kommer ind på disse mønstre med hensyn til ikke at kunne få talt ud om tingene, og ikke at kunne bryde den konstellation af magt/afmagt, som kanske har været til stede i adskillige år.

På et følelsesmæssigt og intimt plan udvikles der også mønstre. De flestepar opbygger faktisk nogle små rutiner med særlige kærtegn eller kælenavne, som hænger ved, også i årene fremover. Dette er jo som sådan positivt. Men på det følelsesmæssige plan udvikles også mønstre, der handler om at afvise, svigte eller misforstå. Det er her, at vores sår opstår, og disse sår forsvinder jo ikke med tiden. Jeg tror jo netop ikke på, at tiden læger alle sår, men ved, at der med tiden dannes sårskorpe, men så heller ikke mere. De fleste par, der er bange for, hvorvidt de er ved at vokse fra hinanden eller ej, mangler denne nærhed og har en lidt sammenfiltret historie med sår og misforståelser, der nærmest som en mur står imellem dem. Vævet ind i den fælles historie og ikke bare sådan lige at trække ud, selvom begge parter jo netop ønsker sig at blive sammen og genopdage hinanden for at få et bedre og godt parforhold.

Og ja på flere planer, udvikles der mønstre.
Mønstre for hvordan man som par fungerer i sociale sammenhænge, mønstre for hvordan man opdrager børn, planlægger fælles aktiviteter, mønstre for om man give hinanden fri eller er lidt vel kontrollerende, ja måske endda jaloux og så videre.

Det gode og lykkelige parforhold – ægteskab bliver, hvis en fælles indsats ikke sættes ind, derfor lidt af en gåde for nogle. Og så kan man jo vælge. Om man vil affinde sig med, at kanterne bliver slebet af, og at det er godt nok, som det er – middelmådigt og lidt kedeligt, eller om man synes, at man fortjener bedre og trænger til nogle nye værktøjer, fordi det ikke er acceptabelt kun at have et godt parforhold i teorien.

Mønstre eller monstre?

HALFDAN RASMUSSEN SKREV ENGANG ET BØRNERIM, DER IRONISK NOK TRÆKKER EN LINIE TIL DETTE AFSNIT.
Jeg citerer:

Min skrivemaskine har mistet sin skråstreg i ø
Den skriver bestandig en so, når jeg mener en sø
Og skriver jeg: bonden har bøfler,
Da står der: bonden har bofler
Så nu har jeg endelig fundet
Et rim på kartofler

Ja, kære læser. Det er okay at rynke panden lidt her og spørge sig selv:

Hey, hvad mener hun, handler det her ikke om et godt parforhold? Hvad skal alt dette med bøfler og bofler og kartofler så blandes ind i dette for? Gode spørgsmål-
Lad mig besvare det på min underfundige måde. Jeg, som elsker sproget og dets nuancer.

Hvis vi tager skråstregen i ø ud af ordet mønster, ja så har vi et monster.
Og det er netop det, at par kommer her for. For at få klarlagt de monstre, der rumsterer og huserer. For at få kræfter og indsigt nok til at kunne se trolden i øjnene og kigge på det, der er svært og sammen finde løsninger i tiden fremover. Det er jo netop det, der er så underfundigt med vores parforhold.

Det, som vi forelskede os i, nærmest hader vi eller trættes over lige pludselig. Når vi har fået nok.

OG SÅ ER DET AT MØNSTRE BLIVER TIL MONSTRE.
Reflekter lidt over,…
Hvor det er, at dine/Jeres monstre dukker op. Om det er i ægtesengen, i det praktiske felt, ved de manglende kærtegn, i lysten til, men udeblivelsen af konflikthåndtering, eller det, at det er umådeligt svært at være stille og hygge sig sammen, fordi monstrene om ubearbejdede oplevelser vandrer rundt og forpester samværet.

Uanset hvilke mønstre eller monstre I nu har udviklet og inviteret ind I Jeres fælles sfære, kan jeg garantere, at der er en vej frem. Ved fælles indsats, lydhørhed og evnen til at mobilisere nysgerrighed og atter gå på opdagelse i den person, som I synes, at I kender så godt, men måske har glemt at udforske, fordi børn, termin, ferieplanlægning og tante Olgas fødselsdag og en tilvænning til sjælden sex, er blevet sådan, som det nu engang bare er.

I er velkomne. Og I er også velkomne til at maile mig.
Jeg svarer altid.

Aspekterne i parterapi

Aspekterne i parterapi, vi kommunikerer hele tiden, om vi siger noget eller ej
Sådan er det i alle relationer i livet.
Specielt mærkbar og vigtig er kommunikationen i vores parforhold, fordi vi som regel bruger megen tid sammen med vores partner, og fordi det som foregår i vores hjem, gerne skulle afspejle de værdier, vi har, og derfor er vigtigt for os.
Men selvom alle kommunikerer, er det ikke alle, der synes, at deres kommunikation er gnidningsfri og konstruktiv.
Faktisk er parforholdet et af de steder, hvor den mest dramatiske kommunikation kommer til udtryk, og hvor vores sårbare punkter udløses.
Jeg tager derfor altid fat på kommunikationsaspektet, når jeg har par inde til parterapi.

ET GAMMELT ORDSPROG SIGER NEMLIG, AT:
“stok og sten kan brække ben, men ord kan give varige men”.
Og der jo meget sandfærdigt i dette gamle ord.

For sindene kan blive overophedede, misforståelser kan blive vane, tavshed kan blive et udspil fra partneren, og kommunikationen kan tit blive særdeles vanskelig i parforhold. Et af de underaspekter, jeg derfor altid tager op, når der er fokus på kommunikationen i parforholdet, er det at stoppe for bebrejdelser og stoppe med at ville lave den anden om. For jeg tror, at mange kan nikke genkendende til, at tendensen til at tænke “hvis bare han/hun holdt op med dit eller dat, ja så ville vi have det meget lettere”. Og hvis “han/hun bare ville forstå mig, så kunne vi have det rart og godt”

Kommer til at ville opdrage sin partner.

I alt for mange tilfælde kommer man til at ville opdrage på sin partner, og kommer til at sende et ubevidst signal om, at man ved bedre, ja nærmest selv nærmer sig et ufejlbarligt stadium, og at det er den anden, der bl.a. via sin kommunikation eller mangel på samme, laver problemer og slukker gnisten.

• Kommunikation kan blive til bebrejdelser.
• Kommunikation kan blive til skænderier.
• Kommunikation kan blive til en kamp, hvor der skal findes en vinder eller taber.
• Og kommunikation kan blive til en håbløs proces, hvor hensigter glemmes, og der fokuseres på detaljer, der får en enorm størrelse.

MEN DET KAN OGSÅ BLIVE TIL DET MODSATTE. OG DET ER SLET IKKE SÅ SVÆRT. MEN DET KRÆVER NOGET ANDET OG NYT.
Retningslinier i parforhold.
For at bryde med tendensen, hvor man vil have den anden lavet om, må man begynde at tænke sig selv som et team i stedet for to parter, der slås om pladsen og om rettigheden til at have ret.

Man må som part i et parforhold tænke på, at betydningen af vores kommunikation er den respons, vi får, og derfor være interesseret i at tage en “undersøgende” attitude frem. Hermed mener jeg, at man må pudse sine indre briller og gøre sig klar til at opdage sig selv og sin partner igen. For vi går jo og tror, at vi ved, hvad den anden mener. Det gør vi måske også et langt stykke hen ad vejen, men forstår vi egentligt hensigten, når vores partner kommunikerer og agerer mærkeligt – i vores øjne.

Og der er jo nok at diskutere. Man kan som par diskutere fortid, man kan diskutere vaner, man kan diskutere børneopdragelse, man kan diskutere ansvarsfordeling, man kan diskutere alt. Men man kan også orientere sig imod, hvad det er, der virker og i stedet se sig selv og kommunikere som et team, med fælles mål og pejlemærker.

Et godt – det gode parforhold

Hvordan gør I med jeres parforhold for og få et godt – det gode parforhold?
I de fleste parforhold grundlægges der allerede tidligt i forholdet nogle mønstre.
De mønster kan udspille sig på mange planer, og lad mig her give nogle eksempler.

På det praktiske plan.

Deles rollerne tit op, så vasketøj, madlavning, rengøring, havearbejde, bilvask, luftning af hund mv., bliver varetaget, måske af den part, der er bedst til de forskellige ting, måske af den part, der er mest praktisk anlagt og/eller mest serviceminded.

Også på et kommunikativt plan grundlægges der mønstre.

Det er jo heldigvis ikke i forelskelsesfasen, at de store konflikter opstår, men hen ad vejen begynder småtuerne at dukke op. Og her er det, at starten til et godt parforhold står sin prøve. Det er her, at man skal til at løse konflikter, til at diskutere differentierede opfattelser og her det netop viser sig, hvordan viljen til forståelse repræsenterer sig, og mange individuelle aspekter bliver her tydelige. Det er tit sådan, at den ene part trækker sig. Man kan trække sig på mange måder; bl.a. ved at give sin partner ret, fordi det nu er så kedeligt med ufred. Eller ved at tie, fordi den andens mening og argumenter virker mere velfomulerede endens egne. Det kan være, at én part har svært ved at mærke og derfor give udtryk for sine behov og meninger. Og det kan ligeledes være, at én part har et lidt iltert temperament, og det skræmmer partneren, der jo så trækker sig. Og der er naturligvis mange flere eksempler på dette. Det er ikke eksemplerne, der er pointen, men pointen er, at nogle af de kommunikationsmønstre eller mangel på samme, grundlægges her – og senere blot genbekræftes.

Mange af de par, som kommer her, som ønsker sig et godt parforhold – og underforstået, at deres parforhold virker bedre og mere levende, kommer ind på disse mønstre med hensyn til ikke at kunne få talt ud om tingene, og ikke at kunne bryde den konstellation af magt/afmagt, som kanske har været til stede i adskillige år.

På et følelsesmæssigt og intimt plan udvikles der også mønstre. De flestepar opbygger faktisk nogle små rutiner med særlige kærtegn eller kælenavne, som hænger ved, også i årene fremover. Dette er jo som sådan positivt. Men på det følelsesmæssige plan udvikles også mønstre, der handler om at afvise, svigte eller misforstå. Det er her, at vores sår opstår, og disse sår forsvinder jo ikke med tiden. Jeg tror jo netop ikke på, at tiden læger alle sår, men ved, at der med tiden dannes sårskorpe, men så heller ikke mere. De fleste par, der er bange for, hvorvidt de er ved at vokse fra hinanden eller ej, mangler denne nærhed og har en lidt sammenfiltret historie med sår og misforståelser, der nærmest som en mur står imellem dem. Vævet ind i den fælles historie og ikke bare sådan lige at trække ud, selvom begge parter jo netop ønsker sig at blive sammen og genopdage hinanden for at få et bedre og godt parforhold.

Og ja på flere planer, udvikles der mønstre.
Mønstre for hvordan man som par fungerer i sociale sammenhænge, mønstre for hvordan man opdrager børn, planlægger fælles aktiviteter, mønstre for om man give hinanden fri eller er lidt vel kontrollerende, ja måske endda jaloux og så videre.

Det gode og lykkelige parforhold – ægteskab bliver, hvis en fælles indsats ikke sættes ind, derfor lidt af en gåde for nogle. Og så kan man jo vælge. Om man vil affinde sig med, at kanterne bliver slebet af, og at det er godt nok, som det er – middelmådigt og lidt kedeligt, eller om man synes, at man fortjener bedre og trænger til nogle nye værktøjer, fordi det ikke er acceptabelt kun at have et godt parforhold i teorien.

Mønstre eller monstre?

HALFDAN RASMUSSEN SKREV ENGANG ET BØRNERIM, DER IRONISK NOK TRÆKKER EN LINIE TIL DETTE AFSNIT.
Jeg citerer:

Min skrivemaskine har mistet sin skråstreg i ø
Den skriver bestandig en so, når jeg mener en sø
Og skriver jeg: bonden har bøfler,
Da står der: bonden har bofler
Så nu har jeg endelig fundet
Et rim på kartofler

Ja, kære læser. Det er okay at rynke panden lidt her og spørge sig selv:

Hey, hvad mener hun, handler det her ikke om et godt parforhold? Hvad skal alt dette med bøfler og bofler og kartofler så blandes ind i dette for? Gode spørgsmål-
Lad mig besvare det på min underfundige måde. Jeg, som elsker sproget og dets nuancer.

Hvis vi tager skråstregen i ø ud af ordet mønster, ja så har vi et monster.
Og det er netop det, at par kommer her for. For at få klarlagt de monstre, der rumsterer og huserer. For at få kræfter og indsigt nok til at kunne se trolden i øjnene og kigge på det, der er svært og sammen finde løsninger i tiden fremover. Det er jo netop det, der er så underfundigt med vores parforhold.

Det, som vi forelskede os i, nærmest hader vi eller trættes over lige pludselig. Når vi har fået nok. 

OG SÅ ER DET AT MØNSTRE BLIVER TIL MONSTRE.

Reflekter lidt over,…
Hvor det er, at dine/Jeres monstre dukker op. Om det er i ægtesengen, i det praktiske felt, ved de manglende kærtegn, i lysten til, men udeblivelsen af konflikthåndtering, eller det, at det er umådeligt svært at være stille og hygge sig sammen, fordi monstrene om ubearbejdede oplevelser vandrer rundt og forpester samværet.
Uanset hvilke mønstre eller monstre I nu har udviklet og inviteret ind I Jeres fælles sfære, kan jeg garantere, at der er en vej frem. Ved fælles indsats, lydhørhed og evnen til at mobilisere nysgerrighed og atter gå på opdagelse i den person, som I synes, at I kender så godt, men måske har glemt at udforske, fordi børn, termin, ferieplanlægning og tante Olgas fødselsdag og en tilvænning til sjælden sex, er blevet sådan, som det nu engang bare er.

I er velkomne. Og I er også velkomne til at maile mig.

Jeg svarer altid.

Aspekterne i parterapi

Aspekterne i parterapi, vi kommunikerer hele tiden, om vi siger noget eller ej
Sådan er det i alle relationer i livet.

Specielt mærkbar og vigtig er kommunikationen i vores parforhold, fordi vi som regel bruger megen tid sammen med vores partner, og fordi det som foregår i vores hjem, gerne skulle afspejle de værdier, vi har, og derfor er vigtigt for os.
Men selvom alle kommunikerer, er det ikke alle, der synes, at deres kommunikation er gnidningsfri og konstruktiv.
Faktisk er parforholdet et af de steder, hvor den mest dramatiske kommunikation kommer til udtryk, og hvor vores sårbare punkter udløses.
Jeg tager derfor altid fat på kommunikationsaspektet, når jeg har par inde til parterapi.

ET GAMMELT ORDSPROG SIGER NEMLIG, AT:
“stok og sten kan brække ben, men ord kan give varige men”.
Og der jo meget sandfærdigt i dette gamle ord.

For sindene kan blive overophedede, misforståelser kan blive vane, tavshed kan blive et udspil fra partneren, og kommunikationen kan tit blive særdeles vanskelig i parforhold. Et af de underaspekter, jeg derfor altid tager op, når der er fokus på kommunikationen i parforholdet, er det at stoppe for bebrejdelser og stoppe med at ville lave den anden om. For jeg tror, at mange kan nikke genkendende til, at tendensen til at tænke “hvis bare han/hun holdt op med dit eller dat, ja så ville vi have det meget lettere”. Og hvis “han/hun bare ville forstå mig, så kunne vi have det rart og godt”

Kommer til at ville opdrage sin partner.

I alt for mange tilfælde kommer man til at ville opdrage på sin partner, og kommer til at sende et ubevidst signal om, at man ved bedre, ja nærmest selv nærmer sig et ufejlbarligt stadium, og at det er den anden, der bl.a. via sin kommunikation eller mangel på samme, laver problemer og slukker gnisten.

Kommunikation kan blive til bebrejdelser.
Kommunikation kan blive til skænderier.
Kommunikation kan blive til en kamp, hvor der skal findes en vinder eller taber.
Og kommunikation kan blive til en håbløs proces, hvor hensigter glemmes, og der fokuseres på detaljer, der får en enorm størrelse.

MEN DET KAN OGSÅ BLIVE TIL DET MODSATTE. OG DET ER SLET IKKE SÅ SVÆRT. MEN DET KRÆVER NOGET ANDET OG NYT.

Retningslinier i parforhold.

For at bryde med tendensen, hvor man vil have den anden lavet om, må man begynde at tænke sig selv som et team i stedet for to parter, der slås om pladsen og om rettigheden til at have ret.

Man må som part i et parforhold tænke på, at betydningen af vores kommunikation er den respons, vi får, og derfor være interesseret i at tage en “undersøgende” attitude frem. Hermed mener jeg, at man må pudse sine indre briller og gøre sig klar til at opdage sig selv og sin partner igen. For vi går jo og tror, at vi ved, hvad den anden mener. Det gør vi måske også et langt stykke hen ad vejen, men forstår vi egentligt hensigten, når vores partner kommunikerer og agerer mærkeligt – i vores øjne.

Og der er jo nok at diskutere. Man kan som par diskutere fortid, man kan diskutere vaner, man kan diskutere børneopdragelse, man kan diskutere ansvarsfordeling, man kan diskutere alt. Men man kan også orientere sig imod, hvad det er, der virker og i stedet se sig selv og kommunikere som et team, med fælles mål og pejlemærker.

Det kan jeg hjælpe med i parterapi

AT LADE OP.

Misforståelser i parforhold hører for mange til dagens orden.
Og et aspekt, jeg også bearbejder med de par, der kommer her, er at blive klogere på, hvordan hver person i parforholdet lader op. Det er tit en overraskelse at blive klar over, at manden altså ikke sætter sig ind til computeren eller går ud til garagen for at være fri for sin hustru, men for at lade op. Og ligeledes kan det være en overraskelse for manden at forstå, at det at tale i telefon med veninderne og gå på cafe med disse, er hustruens måde at lade op på. Det er således et vigtigt aspekt og et redskab til at forstå og anerkende hinandens forskellige behov at blive klar over, hvad der giver energi – og naturligvis også at blive klar over, hvad der tager energi.

MEN HVAD SÅ MED DET BROK, DER OGSÅ SKAL UD?

Jeg har flere gange fået som feedback, at par er interesseret i at tale sammen, men at det alligevel tit forplumres af, at der jo er kritikpunkter, som skal ud. Der kan en udmærket retningslinie godt være at etablere en “brokkerunde”. Det betyder, at man eksempelvis har 5 minutter hver, hvor man brokker sig over alt det, der nu ligger og fylder,så man slet ikke har plads eller luft til at kommunikere ordentligt. Ideen med brokkerunden er, at partneren kun lytter. Og at rollerne så skifter.
Nogle vil måske finde ud af, at det er svært at brokke sig 5 minutter ad gangen. Og nogle vil finde ud af, at det er godt at få renset luften og sit eget system, så der igen er plads til at snakke konstruktivt, som et team, om de punkter, der bliver synlige efter en brokkerunde.