Klaustrofobi er angsten for at opholde sig i et lille, lukket rum.

Klaustrofobi er angsten for at opholde sig i et lille, lukket rum. Som eksempelvis et badeværelse med et lille eller intet vindue, en elevator, et kosteskab mv.

Når jeg læser på nettet om klaustrofobi, bliver jeg en smule sur. For flere hævder, at det at klaustrofobi er udbredt – og nogen nævner endda at det er populært, skyldes film – og bogbranchen. Jeg er meget uenig i dette.

For det første mener jeg ikke, at nogen har klaustrofobi, fordi det er populært. Jeg har siddet med rigtigt mange mennesker, der oplever ren og hjerteskærende panikangst, når de tænker på eller befinder sig i et lille lukket rum. Og for det andet er klaustrofobi en angst, som mange skammer sig over at lide af. Mange synes, at det er ekstra pinligt at være bange for små lukkede rum, for deres logik og intellekt og netværk siger: Jamen, du er jo ikke i livsfare. Tag det nu roligt.

Hvis en fobiker kunne tage det roligt, gjorde de det. OG så var der ikke noget, der hed fobier.

Angsten for det lille, lukkede rum kan have med oplevelser i barndom at gøre. Mange børn har i leg lukket sig selv eller hinanden inde og oplevet stor frygt, hvis de så netop ikke kunne komme ud. Der er også meget tit en symbolsk årsag til klaustrofobien. Når vi som mennesker føler os låst, føler at vi intet kan stille op, bliver forladt eller ikke har lært at håndtere ensomhedsfølelse, kan dette hyppigt udvikle sig til eller styrke en klaustrofobi.

Da jeg for mere end 20 år siden studerede NLP-terapi, oplevede jeg en meget stærk situation.

Jeg var på kursus. Et kursus, der specifikt omhandlede at bearbejde og neutralisere traumer og fobier. Et område, hvor NLP stadig er et af de bedste bud indenfor behandlingsverdenen.

Vores amerikanske gæstelærer spurgte, om der var nogen, der led af en fobi. En kvinde meldte sig. Hun var omkring 50. Hun havde stærk og tydelig angst for små lukkede rum.

Gæstelæreren begyndte at spørge ind til, hvordan hun mærkede det, når hun var bange.
Hun formulerede sig enkelt og klart over for ham. Fortalte, hvordan hun mærkede hjertebanken, høj puls, trang til at flygte, tankemylder – enkelt sagt: panik, både når hun tænkte på og når hun opholdt sig i små lukkede rum.
Og så spurgte han:

“Kan du beskrive en situation, hvor du var bange”.
Og så sagde hun ingenting.

Vi, der var tilhørere, tænkte: ”det var da mærkeligt. Hvorfor svarer hun ikke? Han er ekspert. Han er kommet fra USA. Han er en af de dygtigste i verden. Tag dig dog sammen og svar manden” osv. osv.

Han stillede det samme spørgsmål igen. Hun kiggede på ham, men svarede stadig ikke.

Og så sagde han de gyldne ord.
“I, som lytter på dette her, har allerede nu gjort jer en masse tanker om, hvorfor kvinden ikke svarer. Men I tager alle fejl.”

“Hun svarer ikke, fordi hun ikke kan høre mig. Jo, hun kan godt se, at jeg er her og høre, at jeg taler til hende. Men hun snakker så højt med sig selv inde i hovedet, at hun ikke kan optage det, jeg siger.”
Og det er netop det, der sker, når man har en fobi.

Så det at gøre et menneske så trygt, at de kan udtrykke, hvad deres indre stemme eller indre stemmer råber til dem, er alfa og omega i al bearbejdning af fobier.

Jeg har hjulpet rigtigt mange, børn – unge og voksne med netop klaustrofobi, for mange børn der er bange for små lukkede rum, kan undlade at gå på skolens toilet, fordi de er bange. Og det er synd.

Jeg ved, hvad der kan gøres. Jeg kan lære dig at håndtere din uro. For små lukkede rum er ikke farlige. Det er bare små lukkede rum.
Jeg kan lære dig at berolige dig selv, for når vi kan berolige os selv, behøver vi ikke at være bange.

Læs mere om fobier >

Araknofobi – angst bange for edderkopper.

Der hersker en del diskussion om, hvilken fobi der er den mest almindelige, men araknofobi ligger i hvert fald meget tæt på toppen, hvis ikke den har førstepladsen. Op mod 50% af alle kvinder og 10% af alle mænd lider af araknofobi i større eller mindre grad.

Det er tankevækkende, hvad det er, der er grunden til at især angsten for edderkopper har et sådant tag i mange af os.

Flere psykologer peger på, at edderkopper, slanger, øgler mv i forhistorisk tid har været dyr, der decideret har kunnet bringe vores liv i fare, hvorfor vi reagerer med angst, når edderkoppen piler hen over væggen eller sidder i håndvasken på badeværelset. Flere peger på, at især edderkopperne skræmmer os, fordi den ikke har et ansigt. Så kan vi ikke forholde os til den. Kan ikke nedstirre den og får en diffus fornemmelse af at ”kæmpe med anonym modstander”.

Jeg har haft rigtigt mange unge piger og mange kvinder i behandling for araknofobi. Og her kommer nogle af de udtalelser og nogle af de måder, hvorpå araknofobien kommer til udtryk.

“Det, der er så klamt og får håret til at rejse sig på mit hoved og mit blod til at fryse til is, er at edderkopperne er så hurtige. Det er umuligt at have kontrol over dem”

“Både min mor og mine søstre har altid skreget op og løbet ud af rummet, når der var en eller flere edderkopper. Vi har i vores familie tit lukket rum af, indtil min far kom hjem og kunne slå dem ihjel.”

“Jeg er så bange for edderkopper, at jeg, når jeg skal besøge venner eller familie tjekker indgangsdøren for, om der er et edderkoppespind. Jeg sætter mig ikke i en stol uden at mit blik har kigget efter edderkopper i hjørnerne. Hvis jeg skal sove ved nogen, sker dette ikke, hvis jeg ikke har en insektspray med. Jeg kigger under sengen, jeg skal sove i. Jeg ryster dynen osv., og jeg sover aldrig med et vindue, der er lidt åbent. Jeg er panisk for edderkopper, og jeg har altid som nævnt en spray med, og jeg har også en slags minifluesmækker med. Hvis der er edderkopper hos andre, har jeg flere gange været nødt til at gå hjem. Det her invaliderer mig, for jeg kommer ikke ud at rejse, jeg tager sjældent til fester, hvor det er halvmørkt osv.”

“Min edderkoppefobi er så voldsom, at jeg klart er hæmmet i mit liv. Jeg tager kun ud, hvis jeg absolut skal. Jeg har stort set udviklet rengøringshysteri, og jeg nyder aldrig at sidde i en have på en sommerdag. Kun hvis min kæreste er der, og kan holde øje med, om der er nogle edderkopper. Jeg ved godt, at det er sindssygt, men jeg er så overmandet af angst, at jeg ikke fungerer længere.”

Når en fobi er blevet invaliderende, uanset hvad det er, du er bange for, skal du vælge at gøre noget ved det. Jeg understreger, at jeg i min behandling af edderkoppefobi, IKKE tester mine klienter med at vise dem en edderkop og spørge, om de kan klare det. Jeg har ikke det mål, at du skal lære at elske edderkopper. Men det mål i min behandling, at du skal have et mere neutralt forhold til edderkopper og lære at komme i kontakt med din indre kriger, i stedet for at være plaget af angst og handlingslammelse.

Læs mere om fobier her >

Fobi og angst for køre bil – bilkørsel

En midaldrende kvinde have været tilfældigt vidne til et bilsammenstød

En midaldrende kvinde kom til mig, fordi hun efter at have været tilfældigt vidne til et bilsammenstød, var blevet bange for selv at køre I bil.

Jeg har arbejdet meget med fobier, og skønnede i første omgang, at det handlede om en isoleret fobi, så jeg var fortrøstningsfuld og troede, at det drejede sig om 2-3 behandlinger, før kvinden atter kørte i sin bil igen.
Så jeg gik i gang med at afklare, hvorledes kvinden forestillede sig at køre bil for at forstå sindets “program”, der var med til at gøre kvinden så bange for bilkørsel.

Efter 2 behandlinger blev det klart, at der var mere end en bilfobi i problemfeltet.

Sindet gav ikke slip på fobien, og jeg måtte søge dybere for at forstå, hvad angsten handlede om. Det ikke at køre bil handlede pludseligt om en symbolsk fobi, hvor det grundlæggende tema drejede sig om en angst for at miste kontrol.

Det viste sig at være et gammelkendt mønster for kvinden;

helt tilbage til sin opvækst havde hun grundet en syg forælder været nødt til at bære et stort ansvar.

Kvinden beskrev adskillige erindringer,

hvor hun havde haft ansvar for mindre søskende og skulle sørge for, at de var stille, da den syge forælder skulle have megen ro. Men at dette naturligt nok med mindre børn ikke var lykkedes for hende, følte hun voldsom skyldfølelse og begyndte at fokusere mere og mere på, at hun blev nødt til at gøre alting perfekt for at blive anerkendt.

Dette mønster havde hun nærmest glemt,

og det var da også kommet i baggrunden, da kvinden selv havde fået sin egen familie med mand og børn. Men mønstret om perfektion var blevet hængende, og den indre skyldfølelse, som hun aldrig havde fortalt nogen om, var en skygge i hendes liv. En lang og ensom historie rullede sig op, hvor kvinden med alle midler havde forsøgt at undgå følelsen af skyld og i stedet havde forsøgt at være perfekt og leve op til alt og alle på alle planer.

At overvære et bilsammenstød udløste og så at sige “knækkede” denne kontrol i en vis grad.

Dermed var angsten for at køre bil blevet en biting og i stedet tonede en identitetsproblematik frem. Dog ikke mere problematisk, end at det var muligt at finde ressourcer og vigtigst af alt: at finde nye og voksne holdninger og løsninger til noget, som en ellers alt for ansvarlig yngre indre del havde skullet sørge for. Men heldigvis går udviklingen af et jeg ikke så hurtigt, at vi som mennesker ikke kan følge med. Inden for et år kom kvinden 12 gange, og efter et år følte hun sig robust, stærk, tilpas og var for længst begyndt at køre i bil igen; først med familie/venner som passagerer og korte ruter, og senere udviklede hun sin sikkerhed til atter at køre alene på vejene.

Med hensyn til mønsteret om perfektion og angsten for at slippe kontrol, fik hun flere mottoer.

Et af mottoerne grinede vi af, fordi hun nu syntes:
> Det var bedre at leve med lidt skidt i krogene, end og leve i et rent helvede.<

Sådan kan en fobi blive en stor budbringer,

der hvis den tages alvorligt, kan bringe livsglæde og overskud og en mere afslappet holdning i en hverdag hos en kvinde, der om nogen havde fortjent det.